Der faldt dom i sagen i dag, godt en time efter denne artikel blev udgivet. Foto: Mads Claus Rasmussen/APPR/Ritzau Scanpix
Det var egentlig en ganske normal arbejdsdag for journalisterne på Ritzaus kriminalredaktion mellem jul og nytår, hvor retslister blev bladret igennem for at se, om der er noget, nyhedsbureauet skulle tage stilling til og dække.
Men da de kiggede ned over retslisterne bed de mærke i et navn, de genkendte, nemlig navnet på en tidligere kollega, og søgte aktindsigt i anklageskriftet, som det ville være blevet gjort ved enhver anden sag.
Da anklageskriftet tikkede ind onsdag, stoppede arbejdsdagen med at være normal.
Den tidligere kollega viste sig nemlig at være tiltalt for mindst 169 gange at have filmet eller forsøgt at filme kvindelige kollegaers underliv med sin mobiltelefon inde hos Ritzau på Store Kongensgade i København.
Derfra tog medarbejderne fat i Jacob Kwon, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Ritzaus Bureau.
”Jeg havde aldrig hørt om den sag før, og jeg kender ikke den tiltalte,” siger Jacob Kwon, der tiltrådte på Ritzaus Bureau i 2024.
”Jeg kunne godt se, at det er en meget alvorlig sag det her. Et er, hvad der ifølge anklageskriftet er sket på Ritzau. Det er nogle meget grove forbrydelser, vedkommende skal have begået. Det, der er sket på Ritzau, er det mildeste,” fortsætter Jacob Kwon.
Godt en time efter denne artikels udgivelse blev den 41-årige mand idømt en straf på blandt andet fem måneders fængsel.
Uvished om, hvem der er på billeder
Anklageskriftet indeholder 23 anklagepunkter, og dækker altså blandt andet over tiltalen for krænkelse af kollegaer. Derudover er han også tiltalt for blufærdighedskrænkelse af mindreårige piger uden tilknytning til nyhedsbureauet via en kameraforbindelse, mens han var på Ritzau.
Krænkelserne, som manden er tiltalt for hos Ritzau, skal ifølge anklageskriftet være sket i en årrække fra 2013. Ifølge Jacob Kwon stoppede den tiltale på Ritzau i 2017. Supplerende oplyser Rune Øgendahl, tillidsrepræsentant for DJ-medlemmerne på Ritzaus Bureau, at den pågældende ikke var ansat som journalist.
Jacob Kwon, adm. direktør og ansv. chefredaktør på Ritzaus Bureau
At det, der ifølge anklageskriftet, er sket på Ritzau, er i den mildeste ende, betyder ikke, at der bliver taget mildt på sagen.
”Jeg satte mig ned og skrev en mail til hele Ritzau om den her sag. Det er alvorligt. Det er et kæmpe tillidsbrud i forhold til de kollegaer, der har arbejdet sammen med vedkommende i Ritzau,” siger Jacob Kwon.
Derfor er Ritzaus medarbejdere ifølge direktøren både chokerede og kede af det. Også set i lyset af, at der skal have været tale om en vellidt medarbejder.
”Nogle går konkret rundt med en uvished omkring, om de optræder på de billeder. Det skaber en masse uro på en arbejdsplads,” siger Jacob Kwon.
Politiet har nemlig ikke haft kontaktet Ritzau om sagen, da det ikke har været muligt at identificere personerne på billederne. Men politiet har vurderet, at de stammer fra Ritzau Bureaus lokation i København, fortæller Jacob Kwon, der har haft fat i anklagemyndigheden for at blive klogere på, hvorfor han ikke har hørt om sagen tidligere.
Tilbyder psykolog
Ritzaus Bureau har en psykolog tilknyttet, og ledelsen tilbyder alle medarbejdere en samtale med psykolog.
”Man kan få en samtale, hvis man har nogle tanker eller reaktioner, der er svære at rumme. Jeg har opfordret alle til at gøre brug af det tilbud. Det er ikke for at dramatisere sagen, men det er ud fra en vurdering af, at det kan være rigtig godt at tale med professionelle,” siger Jacob Kwon.
Der ventes at falde dom i sagen i dag klokken 12.15. Og Ritzau kommer til at dække sagen, som bureauet dækker alle andre retssag.
”Vi har taget stilling til, om det overhovedet er en sag, vi ville dække, hvis det ikke havde noget med os at gøre. Og det vurderer vi, at vi ville. Så den skal også dækkes fuldstændig som alle andre sager,” siger Jacob Kwon.
Er det en medarbejder, der tidligere har arbejdet sammen med den tiltalte, der dækker den, eller hvordan gør I det?
”Den bliver dækket en af en medarbejder, der er kommet til sidenhen.”
Artiklen er opdateret med oplysning om, at den 41-årige mand er blevet dømt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.