Debat

Magtudredning går kold på mediernes økonomi

Det klassiske private mediehus Berlingske Media har solid fremgang i sin økonomi i disse år med rekordresultater i 2025. I magtudredningen om medierne udgivet på Aarhus Universitet i august taler forskerne om en kommende kirkegård af nyhedsmedier og spørger, hvordan medier skal overleve. Men magtudredningen har solide økonomiske blindspots, skriver freelancejournalist Lars Abild.

Det er spændende læsning, tre forskere har skrevet i magtudredning 2.0 om ”Danske medier i techgiganternes tid”. Hanne Bruun, David Nicolas Hopmann og Therese Waalen Sandberg har skrevet 105 sider i pdf-format - udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

Det skrevne er ganske detaljeret, og forskerne forklarer til medier, hvad det, som står i deres skriv, betyder.

I Mandag Morgen 24. august skriver chefredaktør Andreas Baumann en artikel med rubrikken: ”Vi vil se en kirkegård af nyhedsmedier”.

Professor Hanne Bruun fra Aarhus Universitet siger videre:

”De private mediers forretningsmodel er ved at forvitre. Det er mosegrund, de har under fødderne.”

Hun tilføjer: ”Det hele bunder i den teknologiske forandring, vi har fået med internettet, som har ændret hele vores kommunikationssystem på godt og ondt. Det har sendt nyhedsmediernes forretningsmodel mod kollaps.”

Når nu udredningen beskæftiger sig med mediestøtten, havde det været formålstjenesteligt, om man havde set, hvad den fylder i de private mediers økonomi.

Lars Abild

Og får med, at små justeringer af mediestøtten løser intet.

Aarhus Universitet er også med og skriver i indledningen til et policy brief: ”Hvordan overlever de danske medier i techgiganternes tid?”.

Det problematiske er, at der ikke er dækning for det, Hanne Bruun siger til Mandag Morgen, i deres skriv. De tre forskere gør sig ikke den ulejlighed for alvor at komme til bunds i de private mediers økonomi, men flyver ovenpå ved at tro, at omsætningstal er lakmusprøven – der mangler underliggende økonomi og tilstrækkelig viden om, at private medier heldigvis er vidt forskellige.

Der konstateres, hvilket er normal viden i mediebranchen, at annonceindtægterne over en længere årrække har været voldsomt faldende, og at medier i høj grad er overgået til at være digitale. Det danske samfund er i den grad blevet digitaliseret – også medierne.

Et af de store private mediehuse er Berlingske Media, der i dag primært udgiver Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor.

Udredningen har ikke en specifik gennemgang af Berlingske Medias økonomi, der i de seneste år har været i en positiv udvikling.

Omsætningen var i 2020 på 526 mio. og i 2024 på 620 mio. EBITDA var i de samme år 48 mio. og 46 mio. Årets resultat endte på 22 mio. og 66 mio. Antallet af medarbejdere er vokset i perioden fra 357 til 457.

Tallene for 2025 er bedre - ligner året før. Anders Krab Johansen, koncernchef og udgiver i Berlingske Media, er da heller ikke bleg for at skilte med udviklingen.

Det er nok ikke her, de tre forskere skal til begravelse.

Af uvisse årsager finder udredningen positive takter i de mindre medier Information og Kristeligt Dagblads økonomi.

Lars Abild

Der er heller ikke en tilsvarende gennemgang for JP/Politikens Hus, hvor de to store medier er Jyllands-Posten og Politiken.

Kapitel fire handler om ”Mediestøtte og konkurrenceforvridning”. Mediestøtte er til de private medier. Mastodonten DR er på finansloven og er uafhængig af annoncesalg.

Ligeledes statsejede TV 2 Danmark A/S har indtægter via salg af tv-kanaler, ikke mindst i form af reklamer og streaming-abonnementer.

Der er ingen tvivl om, at mediestøtte er en økonomisk vigtig brik i mediebilledet, og at medier gerne vil den.

Men når nu udredningen beskæftiger sig med mediestøtten, havde det været formålstjenesteligt, om man havde set, hvad den fylder i de private mediers økonomi. Det er ikke tilfældet i form af en eksempelvis oversigt over, hvad der er blevet tildelt.

Tilbage til Berlingske, så modtog de to store – Berlingske og B.T. – i flere år det tidligere maksimale beløb 17,5 millioner kroner om året. Weekendavisen nogle millioner kroner mindre.

I 2025 fik Euroinvestor to millioner kroner, og de tre store hver især 12,5 millioner kroner grundet den nye grænse besluttet i 2023.

Det er klart, at det nuværende niveau på samlet knap 40 millioner kroner er en vigtig post i Berlingskes regnskab, men det er ikke en økonomisk model, der er ved at kollapse.

Af uvisse årsager finder udredningen positive takter i de mindre medier Information og Kristeligt Dagblads økonomi – en stigende eller stabil omsætning omtales.

En gennemgang af de to mediers økonomi viser, hvorfor udredningen er problemfyldt.

I 2020 omsatte Information for 108 millioner kroner. Fire år senere 114 millioner kroner. Det økonomiske resultat i de to år var på henholdsvis 1,6 og 4,6 millioner kroner. Kristeligt Dagblad omsatte for 147 millioner kroner og 155 millioner kroner i de samme år. Resultatet var på 15 og 17 millioner kroner.

Her havde det været formålstjenesteligt at se på mediestøtten over for driftsøkonomi til de to. I 2024 fik Information 24 millioner kroner og Kristeligt Dagblad 28 millioner kroner.

Her er ordet overlevelse mere på sin plads, hvis støtten forsvandt i morgen.

Og når man nu er ved magtudredningens slutninger, står der:

”I 2026 konkluderede en rapport fra det norske medietilsyn, at det norske public service-medie NRK bidrager positivt til mediemangfoldighed i landet i både brug og indhold.”

Og:

”Der er altså umiddelbart ikke belæg for, at public service skulle være skadelig for private mediers udbud.”

Hvis en af forskerne ved siden af en norsk rapport havde spurgt brancheforeningen Danske Medier, ville den givet have svaret, at finanslovsmediet DR er overordentlig god til at ”låne”, hvad der er i de private medier og deres research og sjældent kreditere dem for inspiration.

Replik fra Hanne Bruun, David Nicolas Hopmann og Therese Waalen Sandberg:

De danske medier spiller en afgørende rolle i og for vores demokrati, og vi er derfor drevet af spørgsmålet, hvordan danske medier kan bidrage til demokratiet. Derfor hilser vi også enhver debat om emnet velkommen.

Lars Abild efterlyser i sit debatindlæg en mere detaljeret gennemgang af mediernes økonomi end de analyser, vi præsenterer i bogen ”Danske medier i techgiganternes tid”. Det kunne ganske givet være meget interessant, men det har ikke været formålet med bogen, hvor vi har fokus på udviklingen i mediernes rolle og position i det danske demokrati.

Det er uomtvisteligt, at de publicistiske mediers traditionelle forretningsmodel baseret på abonnements- og annoncesalg har været udfordret og direkte presset efter techgiganternes indtog i vores allesammens hverdag.

Det er korrekt og en vigtig pointe, at flere medier har sorte tal på bundlinjen. Det skyldes bl.a. omfattende rationaliseringer, effektiviseringer og centraliseringer ved at gå sammen i større mediehuse. En udvikling, som ud fra et forretningsmæssigt perspektiv helt sikkert har været oplagt og måske endda nødvendig, men som ud fra en demokratisk synsvinkel ikke nødvendigvis er uproblematisk.

Dertil kommer spørgsmålet, om de forretningsmæssige tilpasninger på længere sigt er tilstrækkelige. I sidste ende er det centrale spørgsmål set ud fra et demokratisk perspektiv derfor i mindre grad et spørgsmål om sorte tal og i større grad om, hvorvidt borgerne også om 10 og 20 år efterspørger og bliver tilbudt tilstrækkeligt med højkvalitetsinformation til effektivt at indtage deres rolle i demokratiet.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right