72 procent af Danmarks naturfredningsforenings medlemmer svarer, at magasinet er vigtigt for deres medlemskab. Foto: Danmarks Naturfredningsforening
For dyrt. For lidt værdi. For irrelevant for de unge læsere.
Sådan har nogle af forklaringerne lydt fra fagforeninger og andre medlemsorganisationer, som den seneste tid har valgt at lukke deres fysiske magasin.
Dette forår har nemlig budt på en mindre epidemi af magasinlukninger i det danske medielandskab.
3F sender om lidt sidste udgave af sit prisvindende magasin på gaden. BUPL har lukket magasinet Børn&Unge, magasinet Markedsføring er efter 100 år også blevet lagt i graven, og hos DM har man valgt helt at sløjfe Akademikerbladet i både fysisk og digital version.
Det kommer oven i de seneste års lukninger af blandt andet FOA’s og Finansforbundets fagblade.
Men andre går imod strømmen og holder fast i at udgive et trykt magasin. Det gælder blandt andre Danmarks Naturfredningsforening (DN).
”Vi har ingen planer om at lukke vores magasin. Tværtimod har vi faktisk truffet et meget aktivt valg om at holde fast i vores medlemsmagasin,” fortæller Emil Nielsen, kommunikationschef i DN.
Stor værdi for læserne
Naturfredningsforeningen sender fire gange årligt magasinet Natur og Miljø ud i postkasserne til sine mere end 100.000 medlemmer.
Og det er ikke, fordi Emil Nielsen ikke har genkende, at det er en bekostelig affære. Magasinet udgør den suverænt største post på hans budget, og de seneste år er udgifterne til både papir, tryk og distribution steget, fortæller kommunikationschefen.
”Det koster os op mod fire millioner kroner årligt at have et magasin, så det er jo betydelige summer, vi bruger på det,” siger Emil Nielsen.
Emil Nielsen, Danmarks Naturfredningsforening
Til gengæld viser undersøgelser, at netop det fysiske magasin er vigtigt for medlemmerne. Konkret svarer 72 procent i DN’s seneste læserundersøgelse, som Journalisten har set, at magasinet er vigtigt for deres medlemskab, og 63 procent læser det hver gang, det kommer.
”Når vi spørger læserne, så har det stor betydning for deres medlemskab at få et fysisk magasin ind ad døren. De føler, at de får noget for deres medlemskab. Og hvis det skaber værdi for medlemmerne, skaber det også værdi for os. På den måde er det simpelthen godt for vores kerneforretning, at vi prioriterer at lave et stykke kvalitetsjournalistik,” siger Emil Nielsen.
Et vigtigt kontaktpunkt
Også hos Dansk Sygeplejeråd (DSR) har man trods stigende omkostninger valgt at holde fast i at sende et trykt magasin ud.
”For os er det fysiske produkt lige så vigtigt som det digitale,” fortæller chefredaktør og kommunikationschef Louise Balleby.
”Det fysiske magasin er et fast kontaktpunkt, som har stor brandingværdi for os. Vi ved, at mange medlemmer gemmer det, og at det ligger på deres sofaborde eller på kaffeborde ude i personalestuerne. Det kan man ikke på samme måde med det digitale – der er man hurtigt videre.”
Louise Balleby, Dansk Sygeplejeråd
Det fysiske magasin kan dog ikke stå alene, understreger Louise Balleby. Derfor har Sygeplejersken siden 2023 gradvist skruet op for den digitale tilstedeværelse og ned for magasinets udgivelsesfrekvens. Fra 14 årlige magasiner i 2023 til 4 magasiner i 2026.
”Men det er så også her, vi stopper – vi går ikke længere ned. Og til gengæld er vi gået op i sidetal og udkommer i dag med et, synes vi selv, lækkert magasin, som har en anden holdbarhed og mere coffee table-kvalitet,” siger hun.
Det rigtige miks er afgørende
Da BUPL for nylig trak stikket til den fysiske udgave af Børn&Unge lød forklaringen blandt andet, at især den yngre del af medlemsskaren ikke i så høj grad som de ældre har hang til tryksværte på fingrene.
Emil Nielsen fra Danmarks Naturfredningsforening erkender da også, at en betydelig del af deres medlemsskare befinder sig i den mere modne del af aldersspektret.
”Vores potentielle medlemmer er også nogen, som stadig holder avis. Men man skal også bare huske, når man snakker om den store forfaldshistorie, at der stadig er mange mennesker, som har et ret klassisk medieforbrug,” siger han og tilføjer:
”Og i en stadig mere digital virkelighed tror jeg bare, at det fysiske magasin kan noget.”
Også Louise Balleby fra DSR fremhæver, at det taktile i oplevelsen med at sidde med et trykt magasin kan noget helt særligt.
Men kunne I ikke lave meget mere indhold til medlemmerne, hvis man brugte pengene på journalistisk indhold, frem for at kaste dem efter trykkerier og DAO?
”Jeg tror ikke altid, det handler om at lave mere. Jeg tror i højere grad, det handler om at komme ud på de relevante kanaler. Det gør vi i dag med en kombination af aktualitetsbåret stof på de digitale platforme, og så et magasin med indhold, man kan fordybe sig i og genbesøge. Hvis vi bare udkom med flere nyheder digitalt, så tror jeg, vi ville opfattes som mere støjende,” siger Louise Balleby.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.