Loud har i strid med sendetilladelsen ”af og til” sendt ingenting ud i æteren

”Det må selvfølgelig ikke ske, at man ikke sender,” siger programdirektør Simon Andersen, der forklarer hullerne i sendefladen med teknisk fejl. Rettet kl. 12.29

Der er ikke noget at rafle om, når man læser den sendetilladelse, Radio- og tv-nævnet har udstukket til Radio Loud:

Der skal udsendes programmer 24 timer i døgnet tidligst fra 1. november og senest fra den 1. juli 2020 på alle de sendemuligheder, som tilladelsen omfatter.” 

Den seneste tid er det alligevel sket, at Radio Loud har sendt absolut ingenting.

Mandag den 6. november var der for eksempel et lydløst hul på omkring halvanden time fra klokken 22. Stilheden blev kun afbrudt af timenyhederne, før en medarbejder satte et stykke musik på efter den rungende tavshed.

”Det må selvfølgelig ikke ske, at vi ikke sender,” siger Louds programdirektør, Simon Andersen.

”Hvis det skete i dagtimerne, hvor mange er på arbejde, ville det blive udbedret meget hurtigt, men det er ikke sket sidste mandag,” tilføjer han.

Er sket af og til

Programdirektøren oplyser, at der har været udfald ”af og til” de seneste uger, og at det er en fejl, der er opstået i forbindelse med, at Loud er flyttet tilbage til sine lokaler hos Berlingske, efter at radiokanalen har været genhuset på grund af vandskade hos Berlingske i Pilestræde.

”Der har været en fejl i schedulering i forbindelse med teknik-flytningen. Der er et system til afvikling, hvor en computer afvikler programmerne. Her er det så kikset, nogle dage efter at vi har flyttet al teknikken.”

”Det har været en af stationens udfordringer, at teknikken ikke har været lige robust. Det arbejder vi stenhårdt på nu, at den bliver, så tekniske fejl også minimeres,” siger Simon Andersen.

Er det noget, I har modtaget klager over?

”Jeg kan se, at nogen har skrevet om det på Twitter, så det er vel en klage. Og det er klart, at det ikke skal ske.”

Orienterer Radio- og tv-nævnet

Radio Loud er i øjeblikket under skærpet tilsyn fra Radio- og tv-nævnet, efter at nævnet udtrykte usædvanligt hård kritik af kanalen, der på flere punkter ikke har levet op til kravene i sendetilladelsen.

”Jeg er ikke sikker på, at vi har indrapporteret det her til nævnet. Nu hvor forholdet ikke er helt i top, og de med rette er opmærksomme på, om vi lever op til sendetilladelsen, kan det godt være, at vi skal orientere om det,” siger Simon Andersen.

I det hele taget forsøger Radio Loud i øjeblikket at orientere myndighederne, så snart noget ikke går helt som planlagt. I sidste uge var der for eksempel et debatprogram, hvor boligminister Kaare Dybvad (S) skulle medvirke, som blev optaget et par timer på forhånd, fordi ministeren ikke kunne være med live, som det ellers var planen. Det fik nævnet ifølge Simon Andersen besked om.

”Vi prøver at gøre alt for at have så få fejl som muligt og leve op til kravene. Hvis noget kikser undervejs, orienterer vi myndighederne og har en dialog med dem,” siger han.

Rettet klokken 12.29: Det fremgik tidligere, at programmet med Kaare Dybvad blev optaget to dage på forhånd. Det blev optaget et par timer inden udsendelse.

0 Kommentarer