
Toke With har været træt af de til tider ”perfide” angreb på Radio Loud, som i dag skifter navn til 24syv. Foto: Byrd / Kasper Løjtved
Toke With var selv blandt kritikerne, da Radio Loud vandt udbuddet over det daværende Radio24syv i 2019.
Fra i dag skifter Radio Loud navn til 24syv, og nu er Toke With selv kulturredaktør på kanalen.
I dagens anledning efterlyser han en mere kvalificeret debat og sober kritik af og om 24syv, end hvad der tidligere er blevet leveret på Twitter og sociale medier.
”Hvis man er vred over noget, skal man rette vreden mod dem, der har fortjent den. Det nytter ikke noget at gå ned i skolegården og slå på de små børn,” siger han om de menige medarbejdere på kanalen, der ifølge ham har modtaget for meget af kritikken, også fra folk i mediebranchen.
En stor del af kritikken af Radio Loud er egentlig fair nok, mener Toke With. Især delen om den politiske proces, udbudsmaterialet og driften af radioen.
Rettet mod de forkerte
Men ifølge ham har kritikken rettet mod medarbejdere på kanalen været perfid.
I et længere opslag på LinkedIn skriver han:
”Mange af mine ansatte og kollegaer på kanalen, særligt de yngre og mindre hårdhudede, har slået sig enormt meget på den mere personlige kritik, som oftest er kommet fra Twitter og Instagram.”
Og med det mener han, at det ikke altid er de rette mennesker, der skulle stå på mål imod de mange angreb udefra. For eksempel er hadeprofiler på sociale medier som Twitter og Instagram ifølge Toke With gået målrettet efter at kritisere værter på Radio Louds programmer, enkelte indslag og små udvalgte sekvenser fra flere timers radio.
”Det tager fokus væk fra den reelle kritik, der er værd at tale om, for eksempel lukningen af det originale Radio24syv og det efterfølgende udbud, der var en kæmpe politisk skandale. Men det er der ingen, der snakker om længere,” mener Toke With.
Tweetede selv med hård tone før ansættelse
Hele den politiske del er ifølge Toke With vildt spændende, og også et fast samtaleemne blandt nuværende medarbejdere, når der drikkes fyraftensøl på byens værtshuse.
”Men det er nemmere for kritikerne at sende de perfide stikpiller, fordi det er sjovt på Twitter, og de så kan samle sig i en gruppe. Jeg er med på, hvor det kommer fra, og det er sikkert en masse skuffelse og vrede over, at det gamle Radio24syv er væk,” siger han.
Selv har han faktisk også anvendt en noget hård tone om Radio Loud. Det skete i et tweet 22. oktober 2019, hvilket var inden han blev ansat på kanalen. Her skrev han sådan her om udbudsmaterialet, der sikrede Radio Loud sendetilladelsen:
”Det her er en fucking joke. Jeg håber alle involverede smager af lort i munden resten af deres liv.”
Han tilføjede dog en såkaldt disclaimer i et opfølgende tweet:
”Alle på LOUD skal bare fyre den af og smage normalt i munden. Det er ikke jer, den er gal med, det er systemet.”
Og i dag medgiver Toke With, at tonen hurtigt kan blive hård, hvis man er vred på sociale medier.
”Det har jo været en lektie, jeg med jævne mellemrum får selv, at man skal passe på med, hvad man siger, fordi man kan tale for hårdt. Dengang var jeg tydeligvis også vred over lukningen af Radio24syv, og det er jeg også stadig i dag. Havde jeg rettet vreden det rigtige sted hen og været mere klar, var min kritik også nemmere at forstå,” siger Toke With.
Tweetet blev nemlig taget op af Ekstra Bladet, der skrev en historie om Toke With, da han fik et job på kanalen.
Ifølge Toke With er meget af kritikken dog også blevet mindre perfid med tiden, og de yngre kolleger på 24syv er nu bedre rustet til den offentlige modgang.
”Jeg oplever ikke, at jeg er et sted, hvor mange ikke kan holde ud at åbne for deres sociale medier.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.