
Med den nye ’funny’-reaktion tager LinkedIn et skridt i retning af andre mainstream-SoMe-kanaler, siger digitale rådgivere. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Du kan like, fejre, støtte, elske, vise, at du finder opslaget indsigtsfuldt, eller at det gør dig nysgerrig.
Og nu har LinkedIn tilføjet en syvende reaktionsmulighed til brugernes opslag på platformen: En blå, grinende emojii, beregnet til at klikke på, hvis nogens opslag er sjovt.
Men hvad laver den der, på SoMe-platformenes seriøse højborg for professionelle profiler og deres karriere-relaterede relationer?
Astrid Haug, digital rådgiver, betegner LinkedIn som ’det lidt kedelige, tørre sociale medie’. Hun ser den nye reaktion som et skridt fra LinkedIns side for at lægge op til lidt lettere opslag.
”Hvis du kigger på de andre reaktioner, så er det lidt tungere følelser, som for eksempel et hjerte for ’elske’. Indhold, der har et sjovt tvist i sig, vil typisk klare sig godt, fordi det er nemt at like og mindre farligt end for eksempel politisk tonet indhold,” siger hun.
Med ’funny’-knappen tager LinkedIn altså et skridt i retning af andre SoMe-kanaler. Men det betyder ikke, at der ’går Facebook i den’ fra i morgen, spår Astrid Haug.
”Vi er et stykke vej fra et supersjovt sted som TikTok eller Instagram. Det kommer ikke til at revolutionere, hvordan vi bruger LinkedIn, men over tid kan det måske ændre sig,” siger hun.
Strategisk mulighed
Både hun og digital rådgiver Katrine Emme Thielke har noteret, at LinkedIn forud for lanceringen har meddelt, at flere brugere har efterspurgt en humor-reaktionsmulighed.
Katrine Emme Thielke forudser, at den nye blå grine-emoji vil ændre platformen, fordi flere vil poste opslag, som lægger op til, at den nye reaktion bliver brugt. Men det betyder ikke, at LinkedIn bliver rent tant og fjas, siger hun.
”Jeg tror stadig, der vil være denne her business-tilgang, så reaktionen handler om, at du har det sjovt i arbejdssammenhæng,” siger Katrine Emme Thielke.
Hun forudser flere corporate giffer og muligvis også flere ferieopslag med refleksioner om at holde fri. Faktisk anbefaler hun dem, der arbejder strategisk på LinkedIn, at spekulere i den nye funny-reaktion.
”Mit gæt vil være, at LinkedIn i en periode vil opprioritere indhold, der bliver grinet af, på en måde, så man vil opleve, at det når længere ud,” siger hun.
”Der er en mulighed lige nu for at prøve det af.”
Som Astrid Haug bemærker hun, at LinkedIn nærmer sig andre SoMe-platforme med den nye reaktionsmulighed. Men det betyder ikke revolution.
”LinkedIn bliver ved med at være, som LinkedIn har været i lang tid endnu,” vurderer hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.