
DF's Morten Messerschmidt stillede straks efter domsafsigelsen op til kommentar på Christiansborg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, holdt sig inden for ytringsfrihedens grænser, da han under en debat i november 2025 kom med en række udsagn om Morten Messerschmidts (DF) udlændingepolitik.
Retten på Frederiksberg slår fredag fast, at Martin Lidegaard frifindes for injurier mod Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt siger fredag til TV 2, at han ikke vil anke byrettens dom.
Det sagde Lidegaard
Sagen blev anlagt af Morten Messerschmidt på baggrund af en politisk debat til Demokratidagen i Randers den 10. november sidste år.
Helt konkret havde DF'eren stævnet den radikale leder for tre udtalelser.
Lidegaard sagde blandt andet under debatten, at "man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her."
Folketingsmedlemmers ret
Morten Messerschmidt ville have rettens ord for, at der var tale om injurierende udsagn.
Men det afviser retten, der blandt andet lægger vægt på, at Martin Lidegaard som folketingsmedlem har en "særlig vidtgående ytringsfrihed".
”Martin Lidegaards udsagn må således anses for fremsat som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse,” fremgår det af dommen.
Den radikale politiker er glad for rettens afgørelse.
”Det er en fuldstændig utvetydig afgørelse, hvor der siges, at jeg var i min gode ret til at sige, som jeg gjorde,” siger han til Ritzau fredag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.