»Hvis De virkelig holder af avisen, så sig nej til jobbet.«

Sådan lød opfordringen fra journalisterne, da deres nye koncernchef, Pierre Fraidenraich, mødte op for at præsentere sig for de 290 medarbejdere på en af fransk presses flagskibe – Libération.
Avisen har de seneste år været igennem flere spareplaner og omstruktureringer, men det er fortsat ned ad bakke. Ifølge konkurrenten Le Monde er salget faldet til under 100.000 eksemplarer om dagen, og nu truer fallitten nok en gang.

En af avisens to hovedaktionærer, Bruno Ledoux, er villig til at spytte mindst 134 millioner kroner i en relancering af avisen. Men kun hvis handelsretten i Paris godkender hans radikale redningsplan:

Avisens redaktionslokaler i Paris skal åbnes for offentligheden og omdannes til et "kulturelt rum" med konferencecenter, tv- og radio-studie, restaurant, bar og sågar en slags konsulenttjeneste, der kan hjælpe iværksættere.

»Papiravisen skal fortsat være i centrum for systemet, men ikke længere være systemet selv,« sagde Bruno Ledoux til AFP i februar. »Det er den eneste holdbare løsning.«

Nyheden fik avisens medarbejdere til at rydde forsiden.
"VI ER EN AVIS, ikke en restaurant eller et socialt netværk," skrev de med de helt store typer. "Aktionærernes projekt har skabt målløshed og vrede hos medarbejderne, fordi det ligger milevidt fra deres metier og værdier," fortsatte en leder underskrevet af medarbejderne i fællesskab.

Og Pierre Fraidenraich, som aktionærerne for nylig har udpeget til at gennemføre projektet, fik også en varm velkomst i et helsides portræt på avisens bagside 2. april. Samme dag han skulle mødes med sine nye medarbejdere.

Af portrættet fremgik det, at den nye chef har startet en sports-tv-kanal og været chef på en mainstream nyhedskanal, hvor han ansatte journalisterne efter udseende og ikke kvalifikationer.
"Han har næppe åbnet mange bøger. Han er til fodbold og smukke damer," blev en tidligere medarbejder citeret. Ikke just et kompliment på avisen, der blev stiftet for 40 år siden af blandt andre filosoffen Jean-Paul Sartre. At Fraidenraich skulle stå den tidligere borgerlige præsident Nicolas Sarkozy nær, hjælper naturligvis heller ikke.

Fraidenraich skulle også have været involveret i en pinlig skandale tilbage i 1997, hvor det på uforklarlig vis lykkedes medicinalfirmaer at leje studie, producer, kamerafolk og studievært hos fransk statsfjernsyn til at producere ni falske tv-aviser.

De falske tv-aviser – komplet med tv-avisens logo og studievært – blev blandt andet brugt af medicinalgiganten i et forsøg på at overbevise 5.000 læger og psykiatere om, at fransk statsfjernsyn blåstemplede Pfizers anti-depressive lægemidler som det bedste på markedet.
»Jeg havde intet at gøre med denne bommert,« lyder det fra en rasende Fraidenraich, da det lykkes Journalisten at komme igennem til hans mobiltelefon. Han ønsker ikke at uddybe.
»Det ligger 17 år tilbage. I må have andet at give jer til i skandinavisk presse,« siger han og lægger på.

Andre, også tidligere medarbejdere, har taget Fraidenraich i forsvar.
»Hver gang der er nogen på Libération, som man vil smide ud eller ikke accepterer, finder man på en god eller dårlig grund. I enhver karriere er der opture og nedture. Fraidenraich havde nogle små nedture, men det retfærdiggør ikke den måde, han blev behandlet på,« mener Renaud Revel, der i 30 år har skrevet om udviklingen på mediemarkedet for magasinet L'Express.

Han påpeger, at Fraidenraich langtfra er den første udefrakommende chef, som Libérations medarbejdere forsøger at spytte ud.
»Jeg kan huske, at den tidligere chefredaktør fortalte mig, at der var redaktioner, hvor han ikke fysisk kunne sætte sine ben. Han var chef for avisen, men kunne for eksempel ikke gå ind på kulturredaktionen eller me-dieredaktionen, fordi han blev svinet til. Han havde ingen magt over avisen,« siger Revel.

Meget tyder på, at Fraidenraich ikke vil tolerere den slags fremover og i hvert fald vil slå ned på den bramfrie meningsudveksling i avisens spalter.
»Det er på tide at sætte en stopper for det,« fortæller han radiostationen Europe1. »Det er gået alt for langt.«