
Ifølge lektor og journalist Andreas Leer Scharnberg skal journalister bruge god tid på at finde den helt rigtige rubrik. Foto: Farzad Soleimani/DMJX
”Kræver fængselsstraf”, ”Robert Hansen skal i fængsel” eller ”Robert Hansen idømt fire måneders fængsel for vold mod ekskæreste”.
Tre forskellige mediers rubrik til den samme historie.
Ethvert medie har nemlig sit eget bud på, hvordan en rubrik skal skrues sammen. Men det er ikke altid lige nemt at lave en god overskrift. Den skal nemlig indkapsle historien i én sætning, og noget tyder på, at arbejdet med rubrikken kun bliver mere afgørende:
”Rubrikken er ofte det eneste, læserne bliver mødt af, og det eneste skud i bøssen, vi har til at fange mediebrugernes interesse,” siger Andreas Leer Scharnberg, som er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Derfor er det enormt vigtigt, at rubrikken giver en lyst til at hoppe om bord i historien,” fortsætter Andreas Leer Scharnberg, som har undersøgt, hvordan en række forskellige danske medier arbejder med rubrikker.
I juli udkom han med bogen ’Se mig, Læs mig, Vælg mig – 9 tip til den gode overskrift’.
Derfor er hans råd også kort og godt: Brug mere tid på din rubrik, for det er den, der afgør, om der er nogen, der læser dit arbejde.
”Jeg tror på, at rubrikker faktisk ikke behøver at være så svære, hvis man arbejder systematisk med dem og måske også er mere bevidst om, hvad man vil med sin rubrik.”
Ultra, ultra kort
Ifølge Andreas Leer Scharnberg hænger mediernes måder at lave rubrikker på sammen med mediernes forskellige målgrupper og forretningsmodeller.
”Nogle dyrker de lange rubrikker, og nogle gør det ultra, ultra kort. Gratismedier, der lever af, at folk klikker ind og bliver fanget på forsiden, er jo slet ikke blege for at tilbageholde en masse information.”
”Nogle vil også påstå, at de måske går et skridt for langt,” tilføjer Andreas Leer Scharnberg.
Omvendt kan man vist ikke komme udenom, at det fungerer for dem. Hvis man kigger på en oversigt over, hvilke medier der får flest kliks, er Ekstra Bladet og B.T. øverst på listen.
”Jeg synes, at Ekstra Bladet kan lave nogle stærke rubrikker i forhold til den måde, de gerne vil præsentere deres journalistik på. De er meget skarpe og bevidste om deres forside, der siger: ’Vi har et gratis tilbud til dig, kære mediebruger, og du får ikke det hele, det gør du, når du klikker dig ind bagved, og det er en del af vores forretningsmodel’.”
”Andre medier, som ikke er afhængige af klik på samme måde, er villige til at fortælle meget mere af historien i rubrikken.”
Finurlig og poetisk
Andreas Leer Scharnberg fremhæver Weekendavisen som eksempel på et medie, der arbejder helt anderledes med deres rubrikker, især på print.
”Jeg synes, Weekendavisen kan lave fantastiske, fine, korte, flertydige og finurlige poetiske rubrikker, som tit har en eller anden intertekstualitet i sig, som altså refererer til noget fra kunstens verden, eller hvad det nu ellers kan være.”
Men ifølge ham arbejder Weekendavisen også med elementer af tilbageholdt information, fordi deres rubrikker ofte er korte og kreative.
”Rubrikkerne har et eller andet sprogligt overskud i sig, der siger noget om historien og den måde, den er formidlet på.”
Kvarte, halve og hele idéer
Ifølge Andreas Leer Scharnberg skal man ikke regne med, at rubrikken er der i første hug – medmindre man virkelig er en haj.
”Du sætter dit ur til 10 minutter, og så skal du bare skrive derudad. Og du skal både prøve at skrive kvarte, halve og hele idéer ned. Der sker måske noget interessant, hvis du kombinerer dit tredje forslag med det syvende.”
I bogen kommer Andreas Leer Scharnberg med tip til, hvordan man som journalist kan arbejde med sine rubrikker.
Blandt andet foreslår han nogle spørgsmål, man kan stille sig selv. For eksempel skal man, ifølge ham, overveje, hvem man skriver til, hvem man skriver for, men også hvad overskriften skal gøre. Skal den sælge eller fortælle? Det har betydning for den ordlyd, som overskriften skal have.
”Mere systematik, mere grundighed, mere bevidsthed, og så dialog med kolleger. Så kan det måske næsten blive en sjov ting at lave rubrikker.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.