Foto: Nicolai Oreskov Westh/Zetland
”Penge er fine. Og selvfølgelig skal man give folk en fair løn for det, de laver. Men man skal have nogle mennesker, der er drevet af mere end penge.”
Sådan siger Lea Korsgaard, stifter af og chefredaktør for Zetland, der føler sig ”misforstået af internettet”, efter at hun i podcasten Kompas med Sigge Winther har videregivet et par ledelsesråd, hun i sin tid fik fra sin onkel.
Onklen er Zentropa-direktør Peter Aalbæk. Og hans råd gik i den helt korte version ud på, at man skal ”skabe en kult”, og at man aldrig skal give folk mere i løn, end de fik i deres tidligere job.
”Det er virkelig sjældent, hvis nogensinde, jeg har lokket nogen med en højere løn. Og det er et godt princip. Hvis komfort betyder mere end det meningsfulde job på Zetland, så hellere nej,” siger Lea Korsgaard i podcasten og i et klip, der er blevet delt, efter at have forklaret sin onkels råd.
Klippet er faldet flere for brystet, blandt andet på Instagram-profilen ”Krænkelseskulturellememes”. Her kører historien med et billede af Lea Korsgaard og teksten: ”Hvorfor arbejde for penge, når du kan arbejde for Lea?”
Verdens dårligste råd
Rådene fra Peter Aalbæk vækker heller ikke just begejstring hos Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ).
Det på trods af, at han ikke er helt oppe i det røde felt efter at have hørt hele den oprindelige podcast.
”Det er stadig verdens dårligste råd. Man bliver simpelthen nødt til at betale folk den løn, de er værd. Det er altid medarbejderne, der skaber værdi i en virksomhed, så det er virkelig dårlig iværksætterstrategi,” siger Allan Boye Thulstrup.
Lea Korsgaard står ved rådene, men i en lidt længere version.
Det med kulten er sagt med et glimt i øjet og handler ifølge Zetland-chefen om at skabe et stærkt værdifællesskab.
”Det er en arbejdsplads, hvor der er mere på spil. Hvor vi har et fælles anliggende, og hvor vi vil noget med vores medie og den journalistik, vi laver i fællesskab,” siger Lea Korsgaard.
”Jeg synes, internettet mangler humor, hvis man tror, det betyder, at vi skal løbe rundt om totempæle og ofre til en eller anden gud ved nattetide. Det er hverken det, der var ment med rådet, eller som jeg har forsøgt at være leder på Zetland,” siger hun.
Det andet råd – det om lønnen – handler ifølge Lea Korsgaard om, at løn ikke skal være et lokkemiddel.
”Jeg vil indlysende gerne give folk en markedsførende løn og totalt fair og rimelige vilkår. Men det skal ikke være lønnen alene, der driver folk hen til Zetland. Der skal være noget mere på spil,” siger hun.
En megafed forpligtelse
Hun kan ikke forstå, at det skulle være kontroversielt at sige, at der ”skal være mere på spil end bare at gå ind og hive sin løncheck og gå ud igen”.
”Det er da en megafed forpligtelse som arbejdsgiver at skulle gøre sig umage for, at der er andre grunde til at vælge en arbejdsplads, end bare at man kan få en højere løn.”
Når det er sagt, mener Lea Korsgaard, at der i dag er gode løn- og arbejdsvilkår på Zetland. Og hun pointerer, at det også sagtens kan være, at man får en højere løn.
”Men vi skal da ikke stille os tilfredse med bare at kunne betale en markedsførende løn, hvis vi skal tiltrække de bedste og fedeste medarbejdere,” siger hun.
I Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation (DJ) bekræfter forperson Allan Boye Thulstrup, at forbundet ikke har noget at udsætte på løn- og arbejdsvilkårene på Zetland.
Han er alligevel ked af det signal, Lea Korsgaard sender som en etableret lederskikkelse i mediebranchen.
”Lea er jo god til at formulere sig, og hun har en direkte stil. Det gør, at man nogle gange får sagt ting, der bliver modtaget anderledes, end de er ment. Men det er bare rigtig uheldigt, hvis der sidder små iværksættere og tror, at det her er et godt råd,” siger Allan Boye Thulstrup.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Et forbillede for alle andre private medier, der kan blive inspireret til at løntrykke de ansatte, fordi journalistik er et kald. Men så er det jo godt, at de fleste journalister efterhånden kommer fra det formuende bedre borgerskab, hvor penge er noget man arver og løn derfor ikke er så vigtigt.
Men hvor dejligt at Allan tør komme med en lille smule kritik om end den selvfølgelig kommer med alle de rette forbehold.