”Jeg bliver altid nervøs, når jeg skal holde et oplæg eller en præsentation. Det kan lyde fjollet, for det er faktisk en ret stor del af mit job – og paradoksalt nok kan jeg også godt lide det. Men min nervøsitet har til tider virkelig gjort det svært for mig at komme op på scenen og gennemføre en præsentation.

Første gang, jeg oplevede det, var jeg 25 år. Jeg var med i en forening for online-medier og skulle ud på IT Universitetet og holde et oplæg om at bruge Facebook Connect. Det var i 2008, og Facebook og brugerinddragelse var jo kæmpestort dengang.

Jeg havde haft det helt fint i løbet af dagen, men da jeg kom derud, satte alle flugtreaktioner pludselig ind. Jeg fik bare akut lyst til at komme væk og mærkede alle de fysiske symptomer på stor nervøsitet – også dem, som involverer toiletbesøg. Jeg havde det virkelig helt ad helvede til.

Jeg kan huske, at jeg i panik ringede til min mor. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg jo kunne få det hele til at stoppe, hvis jeg bare skred. Men hun fik overbevist mig om, at jeg jo bare var nervøs, og at jeg nok ville fortryde det, hvis jeg ikke gennemførte. Og efter en svær start kom jeg heldigvis igennem.

Siden dengang har jeg oplevet det flere gange. Jeg kan få åndenød, hjertebanken og svedige håndflader af alt fra at være keynote-speaker på en stor scene til bare at stille et spørgsmål til Anders Krab på et internt møde i Pilestræde. Når alle ansigter vender sig mod mig, kan det pludselig risle ned ad rygraden.

Grundlæggende er jeg nok bange for ikke at være god nok – jeg tror, vi er helt nede på dét plan i psykologien. Jeg er bange for, at jeg falder helt igennem på scenen. For at folk sidder og hvisker og peger og tænker, at det er spild af tid at høre på mig.

Jeg har arbejdet meget med min nervøsitet og også fået godt styr på den. Men den går aldrig helt væk – og det er også okay. Det har faktisk været vigtigt for mig at slutte fred med, at det er en del af den person, jeg er. Hvis man først begynder at skamme sig over at have det sådan, kan det blive værre. Så føles det som et nederlag, hver gang man mærker de svedige håndflader.

Det har hjulpet meget at skabe nogle ritualer og små tricks, som giver mig ro. Et af dem er at have noget i hånden, når jeg går på scenen, en tusch for eksempel. Det grounder mig. Det hjælper også at bevæge mig rundt på scenen og mærke, at jeg faktisk godt kan bruge mine knæ, selv om de føles bløde.

Et andet vigtigt trick er at komme tidligt. Jeg skal helst op omkring scenen og se publikums ansigter, inden jeg skal på – bare for at fornemme rummet og crowden. Og så prøver jeg at minde mig selv om, at jeg jo er inviteret, fordi jeg har noget at byde ind med. Det kan lyde lidt cocky, men det hjælper på nervøsiteten.”