Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen (BP) vil fremover boykotte det, han i en video på Facebook kalder ”mainstream-medierne”.
Det sker i kølvandet på en kritisk artikel i Frihedsbrevet, der omtaler en bilagssag fra Lars Boje Mathiesens tid i partiet Nye Borgerlige.
”Jeg er done med mainstream-medierne og mainstream-pressen. Jeg kommer ikke til at bruge tid på dem mere,” siger han i videoen på Facebook.
Lars Boje Mathiesen er stifter af det nye parti Borgernes Parti, som forsøger at komme i Folketinget ved næste valg.
”Jeg tror på, at man godt kan lave et parti og få det parti i Folketinget uden at være slave af mainstream-medierne,” tilføjer han i videoen.
I videoen siger han, at boykotten ikke nødvendigvis gælder eksempelvis liveprogrammer, hvor der ikke kan klippes.