
Der skal hurtigt to-tre genstande indenbords, når deltagerne møder op til kurset Bliv kreativ med ’Druk’. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Der er alkohol på skemaet, når underviser Henrik Bjerring tager imod kursister, der har søgt efteruddannelse gennem Mediernes Efteruddannelse.
Han står nemlig bag endagskurset Bliv kreativ med ’Druk’. Du husker nok filmen, hvor Mads Mikkelsen og co. rendte rundt med en promille på 0,5 døgnet rundt.
Og det er præcis den promille, kursusdeltagerne skal ramme, når de møder op til kurset – som med fuldt overlæg ikke ligger om morgenen.
”Det er provokerende nok for mange, at man skal drikke, mens man arbejder. Hvis det lå om morgenen, ville det være helt galt,” siger Henrik Bjerring.
Kurset handler i sig selv ikke om at ramme en promille på 0,5, men om idéudvikling.
”Kort fortalt handler det om, at når du skal få helt nye idéer, handler det i bund og grund om at kunne forbinde alle dine gamle idéer og gammel viden anderledes. Hvis du kan forbinde dem på en ny måde, kan du få nogle bedre idéer. Kreativitet kræver altså, at du trækker nye tråde mellem din hjernes viden og gamle idéer. Og det kan alkohol hjælpe med,” siger Henrik Bjerring.
Forskellige metoder til idéudvikling
Hvor meget hver enkelt kursusdeltager skal have at drikke, afhænger af deres vægt, og der vil blive holdt øje med promillen løbende.
”Det kan lyde, som om du skal drikke dig stiv, og så finder du på noget. Men hvis du er for fuld, bliver det bare dumt. Derfor vigtigt at holde øje med promillen,” tilføjer han.
Undervejs vil kursisterne blive guidet igennem idéudvikling med forskellige værktøjer, når de først har fået en drink med bobler og en øl eller to. Til sidste får de kaffe for at kvikke op og blive mere skærpede igen.
Et af værktøjerne kan være to bunker post-its. I den ene bunke kan der være tidligere kendte tv-formater, mens den anden bunke indeholder forskellige emner.
”Så trækker man en post-it fra hver bunke, og så kan det være, man står med ’The Muppet Show’ og naturvidenskab. Så sker der noget i hjernen, fordi det har man ikke set før. Det nye i hovedet bliver så forstærket af, at du har fået lidt alkohol, fordi barriererne, der ellers gør os så fornuftige, er nede, og så flyder kreativitetet lidt bedre,” siger Henrik Bjerring.
Der kommer også til at være fokus på det, som man normalt tænker er dårlige idéer, der bare skal have lov at dø.
”Ved at bruge nogle forskellige tricks kan man vende dem til noget meget originalt,” siger Henrik Bjerring.
Bruger det selv
Henrik Bjerring selv har de seneste år lavet en række programmer for DR, blandt andet DR3-programmerne ’POV’ og ’Ond, Ondere og Ondest’ og DR1-programmet ’Diagnose Søges’, og han bruger selv metoden med at få et par genstande for at sætte skub i idéerne.
”Jeg bruger det med en, jeg tit arbejder sammen med. Når vi er i udlandet for at optage, lægger vi det ind, så vi har en eftermiddag, hvor vi ikke skal noget om aftenen, og så går vi i bar. Vi drikker nok til at blive i godt humør og idéudvikler. Der skal være mindst en, der skriver ned, for ellers siger du mange kloge ting, der ikke kommer med.”
”Dagen derpå kan vi se, at vi starter med nogle idéer, som er ret kedelige, og så er der gode idéer i midten, og dem til sidst er ikke særligt gode. Mængden af øl påvirker kvaliteten,” siger han.
Hvad ville jeg som chef få ud af at sige ja til at sende en medarbejder afsted på det her kursus?
”Du får det omsat til, at medarbejderne kommer hjem med nogle kreative idéer, og at medarbejderne får nogle værktøjer, som de kan bruge senere. Det behøver ikke være med alkohol.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.