
Sådan så landsholdets protestaktion ud fra den vinkel, som Ritzau Scanpix' fotograf Bo Amstrup, så den fra. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Da det danske herrelandshold i aftes protesterede mod placeringen af VM i Qatar, var det kun DBU’s egen fotograf, der kunne få lov at tage et ordentligt foto af det.
Før kampen fremviste de 11 danske spillere hver en rød T-shirt med teksten ’football supports change’, men de mange fotografer fra danske medier, der dækkede kampen, kunne ikke komme til at tage et foto af teksten på trøjerne, da de var bundet til faste pladser på baglinjerne.
DBU begrunder det med den europæiske fodboldorganisation UEFA’s krav i forbindelse med corona.
Men det møder undren hos flere fotografer.
”Når de vil lave en aktion., så kan jeg da ikke forstå, at man ikke vil have det så bredt ud som muligt. Det var en meget mærkelig situation,” siger Ekstra Bladets fotograf på stadion, Lars Poulsen.
Det samme siger Politikens fotograf Jens Dresling.
”Det er fuldstændigt ude i hampen. Det er mærkeligt, at de gør det og ikke gør mere for at få det ud. Hvis de ville, kunne de have lavet et holdbillede fra midten af banen, hvor de vender fronten mod baglinjen,” siger Jens Dresling.
Redaktionel frihed på spil
Også Ritzau Scanpix’ redaktionschef, Kristian Djurhuus, undrer sig.
”Det er rigtigt nok, at der er nogle ydre omstændigheder, der komplicerer rigtig meget for fotografer. Men det har vi fået løst rundt omkring i alt lige fra Statsministeriet til X Factor,” siger Kristian Djurhuus.
Han siger, at det er den redaktionelle frihed, der er på spil, når medierne må lade sig nøje med fotos udleveret af dem, der står for begivenhederne. Af den grund har Ritzau Scanpix valgt ikke at tage imod DBU-fotoet og distribuere det videre til hverken andre danske medier eller deres udenlandske samarbejdspartnere.
”Vi leverer også til f.eks. AP, der havde hørt om denne happening og havde forventning om dækning via os. Men vi sender ikke et hand-out som dette videre, når vi umiddelbart selv kunne have dækket det. Det vil være at skyde os selv i foden, fordi det kan danne præcedens,” siger Kristian Djurhuus.
Ikke for fotografernes skyld
Hos DBU siger kommunikationschef Jakob Høyer, at det er UEFA, der bestemmer alt omkring corona-sikkerhed på stadion, når der spilles internationale kampe. Han kalder begrænsningerne utilfredsstillende for alle, men siger, at DBU forsøger at få det bedste ud af det for alle.
”Vi lever i en corona-tid med en masse begrænsninger, som gør det besværligt for både presse og os, der gerne vil hjælpe. UEFA har meget skrappe regler for afviklingen af kampe, fordi vi har spillere fløjet ind fra 5-10 forskellige lande. Reglerne gør, at vi ikke kunne få fotograferne ind midt på banen. Vores fotograf tog derfor billedet, og vi har stillet det gratis til rådighed for alle,” siger Jakob Høyer.
Han afviser, at der kunne være fundet en anden løsning og efterlyser proportioner hos fotograferne.
”Jeg forstår godt, at de gerne vil kunne tage billeder, og vi arbejder på at give dem de bedst mulige betingelser, men aktionen og markeringen er ikke noget, vi har sat i stand for fotografernes skyld. Vi gør det for migrantarbejderne i Qatar,” siger Jakob Høyer.
De danske spilleres aktion er blot den seneste, hvor flere landshold har protesteret mod VM i Qatar. Det skyldes landets brud på menneskerettigheder, og at flere end 6.500 migrantarbejdere er døde, siden det blev besluttet at afholde VM i fodbold i Qatar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.