Regeringen vil prioritere de menneskeskabte kulturprodukter, gør ministeren klart. Foto: Mathias Svold/Berlingske/Ritzau Scanpix
Michael Dyrby kommer til at se langt efter nogensinde igen at få tildelt mediestøtte til sit AI-medieprojekt 'Projekt Y'.
I hvert fald ikke hvis det står til den nye kulturminister Zenia Stampe (R).
Det siger hun i et interview med Politiken.
”Sådan nogle medier bør efter min mening ikke få en rød øre i støtte. Det vil jeg arbejde for at få ind i medieforliget, og så vil det selvfølgelig være op til et armslængdeorgan at foretage den konkrete vurdering af det enkelte medie,” siger hun til Politiken.
I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen ikke vil give mediestøtte til medier skrevet af kunstig intelligens. En formulering, som Michael Dyrby, hvis projekt fik 3,2 millioner kroner i støtte, ser som et angreb rettet direkte mod sit projekt.
”Man må formode, at den nye regering ser det som en trussel,” sagde Michael Dyrby, da regeringsgrundlaget blev præsenteret.
Tyveri ved højlys dag
Men for regeringen handler det om at beskytte den journalistik, der er skabt af mennesker, og i ministerens øjne kommer maskinen til kort, når det kommer til at tale med ægte kilder og at lave engagerende fortællinger, siger hun til Politiken.
Som kulturminister vil hun også sætte ind mod misbrug af rettigheder, som hun ser som ”tyveri ved højlys dag”, som der skal lovgives mod, og som skal straffes.
Alene de seneste uger har der været flere sager om kunstig intelligens, der bevæger sig på - eller måske endda over grænsen for det tilladte.
Den svenske modegigant Filippa K måtte i forrige uge fjerne en kampagne, der var skabt af AI.
For billederne i kampagnen var nærmest tro kopier af modefotografers tidligere arbejde. Kopier, der fik den oprindelige fotograf til at varsle et erstatningskrav.
Motor sakser mediers indhold
Journalisten har også den seneste uges tid afdækket, hvordan en konkursrytters mediesatsning, MBDK, bruger en motor til at sakse indhold fra andre medier.
En praksis, der af Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ) bliver kaldt ”stærkt bekymrende”.
”Når ophavsret og god citatskik udfordres så tydeligt og konsekvent, som eksemplerne fra MBDK viser her, så er det jo et direkte angreb mod den kreative og skabende proces,” sagde han i går til Journalisten.
Ifølge Allan Boye Thulstrup kalder eksemplet med MBDK på politisk handling:
”Det kalder måske på, at vi skal have revideret lovgivningen omkring at viderebringe citathistorier. For jeg synes, MBDK overskrider grænserne, og jeg kan godt forstå, hvis der sidder journalister derude og føler, at deres historier er blevet planket.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.