Kryolit

Kulturministeren langer ud efter DR’s Grønlands-dokumentar

”Man føler sig båret frem til dørtrinnet mellem information og misinformation,” lyder det fra Jakob Engel-Schmidt, efter at DR-dokumentar er kommet frem til, at selskab bag minedrift i Grønland har omsat for 400 milliarder kroner

Det er ikke kun økonomiske eksperter, der skyder på den nye DR-dokumentar ’Grønlands hvide guld’, der udkom i søndags.

Dokumentaren kredser om spørgsmålet om fortællingen om Grønland som en underskudsforretning for Danmark.

Dokumentaren forsøger også at gøre op med den fortælling ved at stille skarpt på, hvordan penge flød fra minedrift i Grønland til Danmark gennem udvinding af mineralet kryolit, der tidligere blev brugt til fremstilling af aluminium.

Nu melder kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) sig også i koret af kritikere:

”Tænk, hvis DR-dokumentaren havde gjort sig den ulejlighed at oplyse tydeligt om forskellen mellem omsætning og bundlinje. Man føler sig båret frem til dørtrinnet mellem information og misinformation,” skriver Jakob Engel-Schmidt i et opslag på X.

Regnestykke når frem til 400 milliarder

I dokumentaren kommer man frem til, at selskabet bag minedriften i perioden fra 1854 til 1990 har omsat for omkring 400 milliarder kroner. Hvad Danmark rent faktisk tjente på kryolit-udvindingen, fremgår dog ikke.

”Det, der er specielt ved det, er, at økonomerne er uenige om, hvor stor en del af omsætningen, der har skabt værdi for det danske samfund. Så det eneste, vi kan sige, er, hvor mange penge kryolitselskaberne har solgt kryolit for i hele den periode. Omregnet til, hvad det svarer til i dag. Der er vi oppe på 400 milliarder,” lyder det i dokumentaren.

Økonomiprofessor Torben Andersen er en af de ekspertkilder, der medvirker i dokumentaren.

Han understreger flere gange i dokumentaren, at der er mange faktorer, der er i spil i regnestykket. Han understreger samtidig, at man ud fra omsætningen ikke kan sige noget om, hvilken betydning kryolit-salget har haft for Danmarks økonomi.

”Nogle af tingene kunne vi måske få styr på i de senere år, men ikke i de tidligere år. Og det er det, der gør det enormt svært at svare præcist på det. Men det ændrer ikke ved, at der har været en værdiskabelse,” siger han i dokumentaren.

Landsstyreformand: Danmark har tjent de penge

Dokumentaren er landet midt i en højspændt periode, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, forsøger at true sig til at overtage magten over Grønland. Samtidig har debatten om grønlandsk selvstændighed fået ny vind i sejlene, og grønlænderne er på vej til valg.

Og dokumentaren har da i den grad også vakt politisk opsigt i Grønland og fået landsstyreformand Múte B. Egede til at dele følgende konklusion på Facebook:

”En ny dokumentarfilm viser, at Danmark bare på én mine, kryolitminen i Ivittuut, har tjent mindst 400 milliarder kroner,” skrev han i opslaget.

I et interview med DR’s TV Avisen gentog Múte B. Egede mandag aften, at det er Danmark, der har tjent pengene, og at Danmarks bloktilskud skal anskues på en ny måde.

Det er selv om, at selvsamme dokumentar er kommet frem til, at Grønland i samme periode, som kryolitminen var i drift, modtog, hvad der i nutidens penge svarer til 685 milliarder kroner.

”Lige nu er det ikke et bloktilskud. Jeg synes, det er en afdragsordning efter kryolitminen,” sagde han i TV Avisen.

Professorer advarer mod tallet

Netop de 400 milliarder kroner har fået flere økonomiske eksperter til at råbe vagt i gevær. En af dem er Torben Andersen, økonomiprofessoren, der medvirker i dokumentaren.

Han understreger, at der er væsentlige mangler i dokumentarens regnestykke, fordi Danmark både har haft gevinster og udgifter:

”Det ændrer ikke ved, at det har været en god forretning. Men omsætningstallet fortæller os ikke, hvad ressourcen har været værd. Det er klart, at det sande tal er mindre end omsætningen, fordi der har været masser af omkostninger,” siger han blandt andet til B.T..

Også overvismand Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet og formand for Det Økonomiske Råd, savner et bedre overblik over økonomien. For dokumentaren har ikke kunnet fremskaffe tal for, hvor meget Danmark har tjent.

”Jeg tilføjer den marginnote, at det, vi egentlig godt kan tænke os, er at se værditilvæksten,” siger Carl-Johan Dalgaard til Ritzau.

Han fremhæver dog, at der trods de store usikkerheder om tallene er tale om et relevant bidrag til fortællingen om det historiske forhold mellem Danmark og Grønland.

I et skriftligt svar til Ritzau har det tidligere lydt fra DR’s dokumentarchef, Mikala Krogh, at dokumentaren viser, at beregningerne – altså de 400 milliarder kroner – ”ikke er et entydigt facit” – ligesom det også fremgår, at der er usikkerhed og uenighed om beregningerne blandt økonomer og forskere.

0 Kommentarer