Dokumentaren handler om rejsekongen Simon Spies’ grænseoverskridende behandling af kvinder. Foto: John Stæhr/Ritzau Scanpix
DR-dokumentarserien ”Spies og morgenbolledamerne” bidrager med vigtig ny viden om den afdøde rejsekonge Simon Spies, der misbrugte sin magt ved at lade helt unge morgenbolledamer stå seksuelt til rådighed for ham.
Sådan lyder den mest rosende del af hovedkonklusionen fra Spies-kommissionen, som 24syv har nedsat for at kulegrave DR’s omdiskuterede Spies-udsendelser.
De fleste af kommissionens øvrige konklusioner er derimod en kras kritik: Dokumentaren fremlægger ikke den fornødne dokumentation for nogle af de alvorlige påstande mod Simon Spies.
Syv podcast-afsnit
Kommissionen består af journalist og mediekommentator Kurt Strand, tv-dokumentarist Thomas Stokholm og journalist ved Dagbladet Information Ida Nyegård Espersen. De er blevet bistået af redaktør og tilrettelægger på 24syv, Niels Frederik Dybdal Rickers.
Kommissionen har i alt medvirket i syv podcast-afsnit, hvor 24syv genbesøger nogle af de medvirkende i dokumentaren og forelægger de centrale kritikpunkter for DR og produktionsselskabet Laud People, der har svaret skriftligt eller i interviews.
Og kommissionen har blandt andet gravet i, om der er belæg for en central påstand om, at Simon Spies betalte for at brække armen på minimum én kvinde.
Ida Nyegaard Espersen forklarer i dagens podcastafsnit på 24syv – ’Spies-Kommissionen – Den endelige dom’ – at hun hele tiden har været optaget af, om der blev brækket arme eller ej.
”Det var ret vildt, da det blev sagt i dokumentaren, og der blev skrevet mange artikler, hvor det var nyheden. Nu er vores konklusion, at der ikke er tilstrækkeligt dokumentation for at der er brækket arme,” forklarer hun.
Hvem er Heidi Kok?
I ”Spies og Morgenbolledamerne” medvirker der kun en enkelt nulevende kvinde, der i sin ungdom var morgenbolledame: Charlotte Nielsen.
Det er Charlotte Nielsen, der i dokumentaren siger, at det var alment kendt, at man kunne få 10.000 kroner for at lade Simon Spies gøre skade på sig.
“Hvis du gik med til, at han måtte brække din arm, så ville du få 10.000,” siger hun og sætter navn på en kvinde, der sagde ja.
“Jeg ved, at Heidi Kok gik med til at få brækket sin arm,” siger hun i dokumentaren.
Det er dog ikke lykkedes hverken DR, Laud People eller Spies-Kommissionen at finde bevis for, at Heidi Kok eksisterer eller har eksisteret.
Chauffør hørte Spies tilbyde 35.000
DR-dokumentarserien har været to år undervejs, og Laud People har i den periode talt med 200 kilder. Adspurgt af kommissionen om Heidi Kok findes eller har eksisteret, svarer DR’s dokumentarredaktør Erling Groth:
“Vi er ikke lykkedes med at finde hende.”
Til spørgsmålet: ”Så I kan ikke sige, at hun findes?”, svarer han ”nej”.
Erling Groth understreger, at DR og Laud People fremlægger mere dokumentation end Charlotte Nielsens udsagn.
For eksempel udtaler en forhenværende, anonymiseret chauffør i dokumentaren, at han hørte Simon Spies tilbyde en prostitueret kvinde 35.000 for at brække hendes arm.
DR henviser desuden til, at professor i medieret Sten Schaumburg-Müller har vurderet i Ekstra Bladet, at det er inden for skiven, at DR bringer Charlotte Nielsens påstand til torvs.
”Pressen har en rimelig vidtgående ret til at bringe andres beskyldninger, hvor man ikke gør dem til sine egne,” sagde Sten Schaumburg-Müller.
Spies-kommissionen
Har kun hørt om det
Spies-kommissionens tilrettelægger, Niels Frederik Dybdal Rickers, har lavet et interview med Charlotte Nielsen, hvor de taler om brækkede arme.
Her siger Charlotte Nielsen, at hun ikke er ”sikker på”, om Heidi Kok faktisk fik brækket armen. Charlotte Nielsen har nemlig aldrig set det. Hun har kun hørt om det.
I Spies-kommissionens sammenfatning af forløbet, kan kommissionen ikke udelukke, at en person ved navn Heidi Kok rent faktisk kan have eksisteret, ligesom det ikke kan afvises, at oplysningerne om betaling for at få brækket armene er korrekte. Men beviserne mangler.
”Spies-kommissionen betvivler, at den pågældende kvinde overhovedet eksisterer og undrer sig over, at hendes eksistens og rolle nævnes uden forbehold i dokumentaren.”
Til spørgsmålet om, at Charlotte Nielsen nu er usikker på, om Heidi Kok fik brækket armen, svarer DR, at dokumentaren viser, hvad Charlotte Nielsen fortalte til kamera under interviewet til programmet.
DR kan ikke redigere en dokumentar ud fra, at en kilde efterfølgende tager et forbehold i et interview med 24syv.
”Havde hun haft dette forbehold, dengang vi interviewede hende, havde vi sandsynligvis ikke bragt hendes udsagn,” lyder svaret fra DR.
Desværre lever dokumentaren ikke op til det, man kan forvente af en dokumentar. Der er for meget, der ikke er dokumenteret eller ikke dokumenteret godt nok
Kurt Strand, medlem af Spies-kommissionen
Ikke hverdagskost med 200 kilder
Overordnet siger DR, om Spies-kommissionens kritik, at ”Spies og morgenbolledamerne” ikke påstår at ville fortælle Sandheden med stort S om rejsekongen Simon Spies.
”Når man beskæftiger sig med ukonventionelle personligheder som Simon Spies, er både meningerne og nuancerne mange, og ingen sidder med en endegyldig sandhed, hvilket dokumentaren heller ikke påstår.”
Men dokumentationen for udsendelserne er i orden, lyder det fra DR.
”Men al research skal i sagens natur ikke lægges frem i det, der i sidste ende publiceres. Det er indiskutabelt inden for DR’s redigeringsret at vælge og fravælge materiale og kilder, selvom de for andre, her 24Syv-journalisterne, forekommer centrale.”
Spies-kommissionens konklusion er en helt anden.
Eller som Kurt Strand forklarer det i dagens podcast:
”Det er ikke hverdagskost, at DR laver en dokumentar med 200 kilder. Desværre lever dokumentaren ikke op til det, man kan forvente af en dokumentar. Der er for meget, der ikke er dokumenteret eller ikke dokumenteret godt nok. Vigtige nuancer er udeladt, og der er generaliseringer, der ikke er belæg for. Det er ærgerligt, når vi ved, at der ligger et kæmpe arbejde bag,” siger han.
24syv har i alt interviewet omkring 40 personer til podcastserien, der er lavet, fordi blandt andre journalist Bo Østlund har sået tvivl om flere centrale påstande i dokumentaren.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.