Kritiseret for at true ansatte til tavshed: Tidligere forsvarschef skal stå i spidsen for dagblade

Tidligere forsvarschef Peter Bartram afløser Lars Munch som formand i JP/Politikens Hus

Næste år forlader nuværende formand for JP/Politikens Hus Lars Munch formandsstolen til fordel for næstformanden i Jyllands-Postens Fond, Peter Bartram, der har siddet i bestyrelsen siden 2017.

Ud over de seneste års bestyrelsesarbejde har Peter Bartram ikke mediedriftserfaring. Til gengæld er han velbevandret i Forsvaret, hvor han er offentligt kendt for sine fem år som general og forsvarschef.

En stilling, han trådte ind i i marts 2012 med ønske om at styrke kommunikationen i Forsvaret, sagde han ved sin tiltrædelse til Jyllands-Posten.

”Jeg er meget grundig og vil gerne sætte mig ind i tingene, før jeg kommer med friske udmeldinger. Men skal jeg pege på ét punkt, hvor vi kan blive bedre, vil jeg styrke dialogen i Forsvaret. Både udadtil og indadtil,” lød ordene.

Spoler vi tiden fem år frem til 2017, kom Peter Bartram ifølge det uafhængige netmedie om forsvaret OLFI dog ikke i mål med ønsket om en styrket dialog. Snarere tværtimod.

Under rubrikken ’Den misforståede general’ kritiseres den fratrædende forsvarschef for sin dårlige kommunikation, lukkethed samt trusler mod ansatte, der i hans øjne var illoyale.

Hård kritik fra Ombudsmanden

Sidstnævnte omhandler en sag i 2016, hvor Peter Bartram på en række forskellige kaserner truede med at fyre ansatte, der udtalte sig kritisk om Forsvaret og deres chefer på de sociale medier.

Sagen førte til hård kritik fra Folketingets daværende ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, som kaldte det for meget kritisabelt, at der blev sået tvivl om ytringsfriheden for de ansatte i Forsvaret.

Udnævnelsen af Peter Bartram som kommende formand for JP/Politikens Hus har her til formiddag modtaget kritik af Politikens redaktionelle medarbejders tillidsrepræsentant Pernille MacDalland, som mener at Bartrams bestyrelseserfaring ikke slår til, når det gælder styrelsen af et førende mediehus som JP/Politikens Hus.

”Jeg havde håbet på, at man måske ville finde en anden end en person, der ikke har publicistisk erfaring. (…) Der så mange temaer i spil i branchen, som er vigtige, og så kommer der en mand med forsvarsbaggrund, som ikke er journalist og ikke kender til det publicistiske. Det er bekymrende for os,” udtaler hun til MediaWatch.

Samtidig undrer det tillidsrepræsentanten, at det netop er en mand af Forsvaret, der skal stå i spidsen for Politiken, der blev stiftet af blandt andre Viggo Hørup, der i 1883 var med til at grundlægge den danske anti-militarisme.

”Det virker absurd med en militærmand i spidsen for Viggo Hørups gamle avis,” siger Pernille MacDalland til MediaWatch.

Siden sin afsked med Forsvaret i 2017 har Peter Bartram fungeret som professionelt bestyrelsesmedlem. Blandt andet som formand i Børns Vilkår, Center for Ledelse og One Cyber Group. Ved siden af bestyrelsesarbejdet er han foredragsholder og rådgiver.

Blå Bog

  • Født: 4. maj 1961 (59 år)
  • Fødested: Aarhus
  • 1981-85: Hærens Officersskole
  • 1985-2012: Militær karriere
  • 2012-2017: General og forsvarschef
  • 2016:  Efteruddannelse på Wharton Business School
  • 2017- : Professionel bestyrelsesmedlem – Adskillige bestyrelsesposter, herunder JP/Politikens Hus

0 Kommentarer

Læs også

Bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus stopper næste år

Lars Munch stopper som formand for JP/Politikens Hus

20. APRIL 2021