Kristeligt Dagblad har i dag valgt at afpublicere seks artikler fra en journalist tilknyttet mediet. Foto: Pressefoto
Kristeligt Dagblad har indtil videre fundet plagiat i seks artikler fra en freelancer, der har været tilknyttet avisen.
De pågældende artikler er fjernet fra hjemmesiden, skriver Kristeligt Dagblad på sin hjemmeside.
Der er tale om seks artikler, som avisen har bragt inden for det seneste år. Artiklerne har manglet kildehenvisninger, og der er brugt citater i strid med god citatskik.
Har skrevet 50 artikler for avisen
Over for Journalisten uddyber ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå:
”I de seks artikler er der misbrug af andre mediers stof, uden at de medier er blevet krediteret. Der er også gengivet citater på forskellige måder, som også mangler kreditering, og i nogle tilfælde er citater tillagt nogen, der ikke har sagt de ting.”
Ifølge Jeppe Duvå har den omtalte freelancer været tilknyttet Kristeligt Dagblad siden 2017 og har skrevet omkring 50 artikler.
Indtil videre har man gennemgået de otte seneste artikler, og der gik alvoren op for Jeppe Duvå.
”Det er kun overfladen, vi har skrabet i. Da vi opdagede, at der var problemer med seks artikler ud af de seneste otte, konkluderede jeg, at vi desværre allerede havde et tilstrækkeligt grundlag til at handle på det, som vi nu har gjort.”
Jeppe Duvå fortæller, at man i første omgang vil lave stikprøver af den pågældende journalists tidligere produktion i avisen.
Journalisten har forsøgt at komme i kontakt med den pågældende journalist, men det har indtil videre ikke været muligt.
Freelancejournalisten arbejder og har tidligere arbejdet for en række danske medier – herunder fagbladet Journalisten.
En redaktørs skræk
Plagiatsagen kom på chefredaktørens bord, efter at en årvågen medarbejder studsede over nogle ting i en artikel fra freelanceren. Derfra gik medarbejderen tilbage og kunne se et mønster, som nu har resulteret i de afpublicerede artikler.
Jeppe Duvå har det skidt med, at det er sket på hans avis.
”Det er en redaktørs skræk, at man i god tro har bragt tekster, som man troede gjorde læseren klogere, og så viser det sig i værste fald, at det har gjort det modsatte.”
”Det kan jeg ikke beklage nok over for Kristeligt Dagblads læsere. Men jeg vil også tilføje, at vi har handlet i det samme døgn, som vi opdagede det.”
På spørgsmålet om, hvorfor Kristeligt Dagblad ikke har lavet rettelser i stedet for at afpublicere artiklerne, svarer Jeppe Duvå, at det ville blive ulæseligt.
”Det ville blive en ulæselig rettelse, hvis den skulle fortælle, hvilke problemer der er med de specifikke artikler.”
”Vi redigerer hele tiden vores medier, og jeg synes egentlig, det er fint, at man fjerner noget, når man ved, det er utroværdigt. Så har jeg sagt det pænt.”
Hos fagbladet Journalisten vil man nu igangsætte sin egen undersøgelse, fortæller chefredaktør Christian Lindhardt.
”Journalisten vil nu gå i gang med at undersøge de artikler, som den pågældende journalist har skrevet hos os,” siger han.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.