search

Krigens første offer

Her er opfordringen: Medierne bør benytte ti-årsdagen for Irakkrigens begyndelse som påskud til nødvendig selvransagelse

Her er forventningen: Det vil ikke ske.

Facitlisten er ganske klar: Magtfulde statsledere præsenterede en række påstande. Krigen blev indledt. Påstandene viste sig at være åbenlyst forkerte.

Rækkefølgen burde naturligvis have været: Magtfulde statsledere præsenterede en række påstande. Medierne efterprøvede dem og påviste, at de var åbenlyst forkerte. Krigen blev indledt alligevel. Måske.

Som sådan er en ti-årsdag en arbitrær størrelse. Der er ikke mere grund til at kigge tilbage på sådan en dag, end der er på en hvilken som helst anden dag. Tværtimod. Det bør være en del af den journalistiske værktøjskasse, hele tiden – hver dag – at spole tilbage og efterprøve præmisserne – og tilpasse dem, gerne i fuld offentlighed, når tingene udvikler sig, eller nye fakta kommer frem.

For en del år siden havde jeg en journalistisk chef, der i spøg erklærede, at ”hvis vi allerede har skrevet det, så er det sandt.”

Spøgen er bitter. Det er ofte den mekanisme, medier opererer under. Vinkler ændres kun nødtvungent. Hellere arbejde videre på det fundament, der allerede er lagt, end at foretage hele researchen igen. Også når det konkluderede fundament er forkert. De oplysninger der hentes hjem i researchen bliver kun vurderet ud fra den vinkel, der allerede er lagt. Arbejdshypotesen tvinges med hele vejen igennem. ”Groupthink” er udbredt. ”Djævlens advokat” er reduceret til en morsom spalte i Politikens weekendudgave.

Konkret i forhold til dækningen af Irak-krigens begyndelse betyder det, at medierne er svækkede i deres efterfølgende, og meget vigtige opgave, nemlig at holde beslutningstagerne til ansvar.

Uviljen til at sadle om, erkende at det, der blev skrevet før krigen var forkert – og at der ret beset bør placeres et ansvar for denne forkerte dækning – står i vejen for, efterfølgende at foretage den nødvendige magtkontrol.

Det er for svær en opgave at løfte, når man ikke er villig til at kaste et blik på egne fejl.

New York Times blev kynisk brugt i spillet op til krigen. Den amerikanske centraladministration lækkede oplysninger til avisens journalist Judith Miller, der fik sine artikler om Iraks masseødelæggelsesvåben på forsiden. Skjult i dette kyniske spil var, at de amerikanske efterretningstjenester havde modsatrettede oplysninger. Men de blev ”stovepiped” med de falske oplysninger, der kom frem i New York Times og som blev brugt til at sælge krigen.

Se noterne til det dokument, præsident Bush fremlagde ved sin tale til FN's sikkerhedsråd den 12. september 2002. Præsidenten citerede New York Times for påstande om masseødelæggelsesvåben. På et tidspunkt, hvor CIA sagde det modsatte.

Bagefter røg Judith Miller ud. New York Times sagde undskyld. For konkrete, fejlagtige artikler. Men først efter krigens begyndelse. I optakten til krigen blev avisens oplysninger citeret vidt og bredt. Også af danske medier.

Disse medier har valgt at lade som ingenting og sidde helt, helt stille ovre i hjørnet, når talen kommer på de falske oplysninger. Måske i håb om, at det går væk af sig selv. Det gør det ikke.

Nej, der var ikke kemiske våbenfabrikker i kældrene under Bagdads hospitaler. Det skrev i – og vi ved det alle sammen. Own it.

Nu gentager jeg lige mig selv:

Som sådan er en ti-årsdag en arbitrær størrelse. Der er ikke mere grund til at kigge tilbage på sådan en dag, end der er på en hvilken som helst anden dag. Tværtimod. Det bør være en del af den journalistiske værktøjskasse, hele tiden – hver dag – at spole tilbage og efterprøve præmisserne – og tilpasse dem, gerne i fuld offentlighed, når tingene udvikler sig, eller nye fakta kommer frem.

Jeg kan kun opfordre til, at dette indarbejdes i den journalistiske arbejdsmetode. Det er alt for let og trygt kun at fokusere på de fakta, der passer ind i vinklen. Men det er nødvendigt at anskue de oplysninger, der modsiger vinklen. Når vinklen bliver modsagt af fakta, så falder den – uanset hvor mange oplysninger du har, der understøtter den. I den forstand skal journalister være lidt mere Sherlock Holmes og betydeligt mindre Judith Miller.

Irakkrigen blev indledt for ti år siden. Ingen kender tragediens omfang – og her ligger der såmænd også et svigt, for hvordan kan general Tommy Franks få lov til at slippe af sted med at sige ”we don't do bodycounts?” – men omkostningerne har været uhyrlige – menneskeligt, såvel som økonomisk.

Danmark trak sig ud i 2007. Hårdt presset gav Danmarks daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen irakerne denne salut med på vejen: ”Så må de selv rage kastanjerne ud af ilden.”

Det arbejder de stadig på, nu snart seks år efter den danske tilbagetrækning. De demonstrerer stadig i Fallujah, nu dog ikke mod den amerikanske besættelsesmagt, men mod Al-Qaida. Terrorangreb og selvmordsbomber er en del af dagligdagens uorden. Det læser vi dog ikke meget om i danske medier.

Vi læser lidt mere om Afghanistan.

Danmark tilsluttede sig med en folketingsbeslutning krigen i Afghanistan den 14. december 2001. Beslutningen lød således: ”Afghanistan: Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for den amerikansk ledede internationale indsats til bekæmpelse af terrornetværk i Afghanistan.”

Jeg noterer mig, at der er tre ord, der er totalt fraværende i folketingsbeslutningen og bemærkningerne. Ordene ”skoler”, ”brønde” og ”demokrati” optræder ikke i den danske krigserklæring. Hvad er omfanget af ”mission creep” i den danske krigsdeltagelse?

I teksten hedder det til gengæld:

”NATO-rådet fandt det den 2. oktober 2001 godtgjort, at terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 var af udenlandsk oprindelse. I overensstemmelse med NATO's tidligere erklæring af 12. september 2001 anså man derfor terrorangrebene for omfattet af Washington-traktatens artikel 5. Dette betyder, at øvrige allierede, herunder Danmark, under udøvelsen af retten til individuelt eller kollektivt se1vforsvar skal bistå USA med at tage de skridt, der er nødvendige til at genoprette og bevare sikkerheden i det nordatlantiske område.”

Der ligger en journalistisk opgave i at undersøge, hvordan det, der foregår i Afghanistan i dag falder ind under NATO's musketer-ed. Hvor bredt kan man definere selvforsvar?

Vi er stadig til stede i Afghanistan, hvor vi gik i krig for at bekæmpe terrorister. Al-Qaida og Taleban.

Herhjemme er der til gengæld debat i denne tid om, hvorvidt Danmark skal levere våben til oprørerne i Syrien. Vi har netop hørt, hvordan en dansk islamist er blevet dræbt i kampe i Syrien og det er soleklart, at de syriske oprørere er genneminfiltreret af jihadister, Al-Qaida og veteraner fra Irak og Afghanistan.

Skal vi bevæbne disse mennesker i det ene land, samtidig med at vi bomber dem i det andet?

"Dobbelttænkning betyder evnen til samtidig at have to modstridende meninger og at tro på dem begge."

Danske soldater er trukket ud af Irak. De er på vej ud af Afghanistan. Dansk militær er, eller har været indsat i Mali. I Libyen, hvor kun Guderne (og forsvarsledelsen) kender antallet af bombetogter og antallet af ofre, og i Somalia, hvor flåden bekæmper pirater.

Krigen er uden grænser. Og uden ende. Mediernes første mission er sandheden. Krigens første offer er sandheden. Vi har et ansvar. Og vi svigter det.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen