Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:10 16.09.2026 Minna Skau

Kreative forbund vil bevare DR som markant producent

Skuespillere, filmfotografer og dramatikere er ikke begejstrede for ønsket fra flere politikere, Dansk Erhverv og Producentforeningen om at pålægge DR at lægge mere produktion ud til eksterne producenter.

MediaWatch skriver, at de kreative forbund argumenterer imod mere udlægning af produktionen, fordi de mener, der på mange punkter er bedre vilkår i DR.

Casper Høyberg, forperson i Dansk Filmfotograf Forbund (DFF), siger til MediaWatch, at lønnen hos DR ikke er bedre end andre steder, men at det vil være ”helt absurd”, hvis DR Drama skal lægge flere produktioner ud.

”DR Drama har været en rugekasse for flere generationer af talenter både foran og bagved kameraet, og de har en kæmpe dramaerfaring, som ikke må hældes ud med badevandet,” siger Casper Høyberg.

Forperson i Dansk Skuespillerforbund Benjamin Boe Rasmussen kalder DR ”et fyrtårn”. Han siger, at det kommer hans medlemmer til gode, at DR ”ikke har en bundlinje, de skal tage højde for” og har nogle ”andre muskler og andre måder at producere på”.

Han henviser blandt andet til, at der kan være dårligere vilkår for skuespillere, når fiktionsprojekter bliver lavet for færre penge uden for DR.

Ifølge den nuværende public service-kontrakt skal DR lægge 43 procent af sin produktion ud. DR-generaldirektør Bjarne Corydon har - uden at sætte tal på - givet principiel opbakning til medieudspillet fra Dansk Erhverv, der ønsker, at det skal være mindst 50 procent.

SENESTE NYT

Flere nyheder