Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Medarbejderne på TV 2 Kosmopol er i en tilstand af chok, efter det i går kom frem, at der skal nedlægges ti stillinger på TV 2 Kosmopol på grund af alvorlige fejl i momsregnskaberne.
”Medarbejderne er for nuværende i en choktilstand over omfanget af det rod, der har været i økonomistyringen. Allerede torsdag vil man give besked til de medarbejdere, man påtænker at afskedige, så lige nu går det hele meget stærkt,” lyder det i en fælles udtalelse fra medarbejderne.
I brevet står der at medarbejderne er uden skyld i det, der er sket - og at de faktisk har råbt vagt i gevær.
”Igennem årene har der ovenikøbet været flere henvendelser fra medarbejderne til ledelsen med bekymringer i forhold til økonomistyringen.”
”Vi har også set andre eksempler på fejl, som burde have fået ledelsen til at grave dybere i økonomistyringen for at afdække eventuelle andre fejl og sikre en korrekt drift,” udtaler medarbejderne.
Gruppen af medarbejdere tilføjer, at det er deres klare forventning, at der ikke kun bliver afskediget blandt medarbejdere uden ledelsesansvar.
Morten Kjær Pedersen, tidl. direktør for TV 2 Kosmopol
De mødes i dag med ledelsen for blandt andet at afsøge mulighederne for at finde andre besparelser, der kan reducere antallet af afskedigelser.
Indså problemets omfang for sent
Hos TV 2 Kosmopols direktør Thomas Falbe er der stor forståelse for den frustration, medarbejderne giver udtryk for i brevet.
”Det forstår jeg godt. Men vi er på et tidspunkt med tæt dialog med medarbejderne, samarbejdsudvalget og tillidsrepræsentanterne, og af respekt for den dialog vil jeg ikke kommentere yderligere,” siger Thomas Falbe.
Thomas Falbe forklarede i går, at nedlæggelsen af 10 stillinger ikke er det samme som fyring af 10 medarbejdere.
”Den her sag har været under udvikling i flere måneder, og det har betydet, at vi har været tilbageholdende med at besætte ledige stillinger. Og de ledige stillinger indgår i det samlede tal.”
Thomas Falbe tiltrådte som direktør for TV 2 Kosmopol 1. august 2025. Få uger efter fik han en henvendelse fra Skattestyrelsen om alvorlige fejl i momsregnskaberne fra tidligere år.
Før Thomas Falbe var det den nuværende direktør i Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation (DJ), Morten Kjær Petersen, som var direktør for TV 2 Kosmopol. Han valgte i marts sidste år at opsige sin stilling efter 10 år i spidsen for regionalstationen.
I en sms skriver Morten Kjær Petersen til Journalisten:
”Jeg vil gerne forsikre om, at hver gang en ansat har rejst en bekymring for mig, har jeg taget dem alvorligt,” forklarer han.
Han tilføjer, at det er en del af rollen som direktør at bære det overordnede ansvar for den periode, hvor man sidder i stolen.
”Økonomistyringen er et uddelegeret ansvar, men det er klart, at når dette kunne ske, har jeg ikke haft tilstrækkeligt fokus på det. Jeg er meget ked af, at jeg først for sent har indset problemets omfang,” skriver Morten Kjær Petersen.
”Grov uagtsomhed”
Skattestyrelsen har over for TV 2 Kosmopol beskrevet forholdene på regionalstationen som ”grov uagtsomhed”.
Til Journalisten tilføjer Thomas Falbe, at ansvaret for de økonomiske problemer i sidste ende ligger hos direktionen og bestyrelsen.
”Men når det er sagt, er der tale om fejl i for eksempel opsætningen af økonomisystemer, der ligger langt nede i maskinrummet og som hverken direktør eller bestyrelse har haft nogen chance for at have en viden om,” siger Thomas Falbe.
TV 2 Kosmopols underskud i regnskabsåret 2025 er på 4 millioner kroner.
Men hvor stort det samlede beløb er, kommer først frem når Kulturministeriet og Radio og tv-nævnet har godkendt – eller kommet med bemærkninger – til Kosmopols public service-redegørelse og årsregnskab.
TV 2 Kosmopols økonomichef gennem otte år fratrådte 1. december 2025 sin stilling efter "gensidig forståelse".
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.