Korrekturlæsere er efterhånden blevet en sjældenhed på danske medier. Illustration: Marie Boye
Bagerst i det aflange kontorlokale, hvor det grå væg-til-væg-tæppe sluger lyden, og et hvidt panelloft lægger et fladt lys over rummet, har Signe Nordstrand netop lænet sig tilbage fra den store computerskærm, som indtil nu har holdt hendes blik fast.
Hun kigger mod sin kollega Anne Stummann for at fange hendes blik og spørger så:
”Vi er stadig enige om at tage bindestregen ud af Iran-krigen, ikke?” spørger Signe Nordstrand sin kollega.
”Jo, for det er en krig!” svarer Anne Stummann.
Signe Nordstrand nikker indforstået.
”Det er vores egen regel,” forklarer Stummann. ”Når en krig har etableret sig som en ‘rigtig’ krig, ryger bindestregen.”
Det hyperaktuelle til sidst
Solen står ind fra den store gård i Pilestræde i Københavns Indre By og varmer rummet lummert op, og der er ikke mere end fire timer til, før endnu et eksemplar af Weekendavisen skal sendes til tryk. Men hvis de to korrekturlæsere er stressede, hvis de mærker vægten fra den deadline, der nærmer sig, skjuler de det godt.
Under normale omstændigheder ville de allersidste tekster – ofte dem fra Samfundssektionen, som er bundet op på noget hyperaktuelt – først lande på deres bord omkring klokken 14, en halv time inden trykdeadline, og dér ville munden spidse lidt til, blikket skærpes og – i hvert fald med denne rumtemperatur – perspirationen så småt begynde. Men i dag er alle tekster inde allerede klokken 11.30.
”Det er meget usædvanligt,” siger Signe Nordstrand og vender ansigtet mod skærmen igen.
Ingen røde kuglepenne
På deres skriveborde ligger der ikke andet end mus og tastatur. Ingen røde kuglepenne. Ingen gule overstregningstuscher. Ingen analoge retteremedier.
Det er årevis siden, de printede artiklerne ud og læste dem i fysisk version. Det hele foregår på den velvoksne computerskærm, i CMS-systemer, hvor de ”koder” artiklerne og skriver noter, hvis de har tvivlsspørgsmål til nogle ting – noter, som redaktørerne så kan forholde sig direkte til på deres computere.
”Menes der dét eller dét? Kan det passe? Uklart!” har Signe Nordstrand netop noteret til en sætning i en artikel om livet som pensionist.
Nikolaj Sommer, ansvarshavende chefredaktør, Børsen
Et led i opløsning
Korrekturlæsere som Anne Stummann og Signe Nordstrand arbejder i skyggen af journalistikken som en form for sidste instans, hvor sproget bliver vejet, bøjet, rettet og i nogle tilfælde reddet fra sig selv.
Men disse pernitne sprogelskere, der på mange måder står som symbolet på tiden før digitaliseringen, er efterhånden blevet til sjældenheder i dansk journalistik.
Fremkomsten af kunstig intelligens og konkurrencen fra de amerikanske techgiganter – som efterhånden er velbeskrevet i disse spalter – har sat spor i form af sparerunder og nedlagte stillinger.
”Først fik vi den automatiske stavekontrol, og nu har vi så den mere avancerede kunstige intelligens, der ved hjælp af et enkelt prompt og på under et sekund kan udføre et stykke læse- og rettearbejde, der er særdeles tidskrævende for menneskelige korrekturlæsere,” som Jonas Blom, der er lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, siger.
Fyringer på stribe
Alene inden for det seneste halvandet år har to af landets største aviser nedlagt deres korrekturafdelinger.
I starten af 2025 meddelte Politiken, at de fyrede deres seks timelønnede korrekturlæsere og erstattede dem med AI. Cirka et år efter fulgte Børsen trop, da de i januar i år annoncerede, at de nedlagde deres korrekturafdeling – tællende en håndfuld mennesker – og erstattede den med AI.
”Vi har været glade for vores korrekturlæsere, som har gjort et godt stykke arbejde. Men det er jo et af de områder, som den teknologiske udvikling virkelig har gjort en forskel på. Og vi vurderer derfor, at vi kan få en AI-baseret løsning, som vil kunne gøre et tilsvarende arbejde,” forklarede ansvarshavende chefredaktør Nikolaj Sommer i den forbindelse til Journalisten.
Nogle år inden, i 2023, var det korrekturafdelingen på B.T., som talte tre stillinger, der fik saksen. Og i 2021 opsagde Berlingske sine seks korrekturlæsere. Siden har de dog igen fået dedikerede korrekturlæsere på Berlingske.
JFM bruger ikke længere korrekturlæsere, mens Nordjyske fortsat har studentermedhjælpere tilknyttet, der læser korrektur.
Stille afsked
Og hvis vi skal gribe i egen barm: Dette nummer af Journalisten bliver det andet, som ikke er blevet læst igennem af en dedikeret korrekturlæser, da vedkommende – der, hvis ret skal være ret, havde stillingen som redaktionssekretær – indgik en frivillig fratrædelse tidligere på året.
Så udviklingen er tydelig: En funktion, der tidligere lå som en fast del af den journalistiske proces, bliver skåret til, flyttet rundt og i nogle tilfælde fjernet.
Det sker stille, uden større dramatik, redaktion for redaktion. Men sproget ændrer ikke karakter af den grund.
Det kræver stadig opmærksomhed, en vis stædighed, en vilje til at blive i det, indtil det giver mening. Og netop dér sidder de stadig, de tilbageværende korrekturlæsere, dem, der læser igennem, én sætning ad gangen, og holder fast i en standard, som resten af systemet langsomt er begyndt at give slip på.
Mere end kommaer
Korrekturlæserne er først og fremmest sproglige fejlfindere. Stavemåder, kommatering, grammatik, formatering.
Men arbejdet bærer også en anden karakter, der handler om at genkende rytme, spotte en tvetydighed, fornemme, hvornår en formulering skubber en tekst i en retning, afsenderen ikke havde tilsigtet. Det er en disciplin, som balancerer teknisk kunnen og dømmekraft.
I praksis betyder det, at de gennemgår tekster ord for ord, linje for linje og holder øje med tegnsætning, bøjninger og syntaks, men også med mere diskrete forskydninger: et citat, der glider fra diktafon til tekst uden at bevare sin betydning, et komma, der ændrer relationen mellem to led og dermed også meningen.
De tjekker fakta: slår navne op, sangtekster, dødsår – eller mangel på samme – sammenholder tal og titler med tidligere omtaler, fanger gentagelser og brud i logikken, og de læser med en særlig opmærksomhed på, hvordan teksten vil blive forstået uden for redaktionslokalerne – de er ”læsernes ambassadører”, som Anne Stummann formulerer det i en klumme i Weekendavisen fra 2021, der adresserer mediernes manglende prioritering af korrekturlæsning.
Lasse Skjold Bertelsen, korrekturlæser, Dagbladet Information
Teheran, ikke Bagdad
Men de er også mere end dét, hvis man spørger Lasse Skjold Bertelsen, der er en af Dagbladet Informations tre korrekturlæsere.
”Der er et overlap mellem korrektur og redaktionelt arbejde. Hvis der for eksempel står Bagdad i stedet for Teheran i en historie om, hvilken by USA har bombet i Iran, er det ikke bare en grammatisk eller sproglig fejl,” siger han over telefonen.
”Det kræver elementær eller i andre tilfælde særlig viden, som rækker ud over sproget. På Information kan det måske være godt at vide noget om filosofi og idéhistorie. På Kristeligt Dagblad er det måske godt at vide noget om teologi, uden at det skal lyde som parodi. Den slags gør, at man kan fange fejl, som ikke handler om simple orddelinger eller stave- og tastefejl, men om indhold,” forklarer Lasse Skjold Bertelsen.
God detektor
Korrekturlæsere kan altså ikke bare beskrives som en flok fluekneppere, der leder efter neksus og forkerte accenter, mener Lasse Skjold Bertelsen. Der er divergerende stilarter blandt den truede flok. Selv beskriver han sig som en ”intuitiv” og ”pragmatisk” korrekturlæser.
”Jeg holder mig ikke kun til tommelfingerregler, for jeg kan ikke huske alt i hovedet, som nogle andre kan. Jeg forholder mig til sproget og fornemmer teksten og har en detektor, som er god til at fortælle mig: ’Der er noget dér – det må jeg slå op.’ Og så kender jeg så også de lidt mere besværlige fejltyper, som få danskere har lært," siger han.
Et eksempel kunne være, om der skal være opremsningskomma eller ej.
"Det er ikke altid, at der skal sættes komma, hvis der er en række beskrivende adjektiver efter hinanden. Det er der en regel for. Det er jeg i tvivl om, hvor mange danskere der egentlig ved,” siger Lasse Skjold Bertelsen.
Et særligt temperament
Hvis man forsøger at samle de korrekturlæsere, Journalisten har talt med, på én snor, er det dog hverken deres arbejdsmetoder eller baggrunde, der først træder frem, men derimod en gennemgående beskedenhed.
Diverse korrekturlæsere stod ikke ligefrem på spring for at stille op til en artikel om deres eget erhverv.
Som en kilde, der takkede nej til at være med, skrev: ”Du har ret – vi er en sjælden race efterhånden. Nu er vi som regel også et selvudslettende folkefærd, så jeg er ked af at måtte sige nej til dit tilbud.”
Lasse Skjold Bertelsen fra Information skrev i en mail, inden han takkede ja til at stille op, at det var en ”ømtålelig sag”. Og en kilde fik undervejs kolde fødder og sprang fra, ligesom en anden kilde, Journalisten rakte ud til, også takkede nej til at deltage.
Den tilbageholdenhed hænger sammen med selve naturen af arbejdet som korrekturlæser, der tiltrækker en helt bestemt type temperament og grad af tålmodighed.
Arbejder i det skjulte
Deres arbejde bliver kun ’opdaget’, hvis de laver store fejl. Men det er også det, der er meningen.
”Vores arbejde skal helst være usynligt for læseren, og man bliver netop ikke korrekturlæser for at stå i spotlyset. Jeg ser det bare som et ganske almindeligt arbejde, som jeg er glad for,” forklarer Signe Nordstrand.
”Jeg har heller ikke behov for mere end at stå i kolofonen,” siger Anne Stummann og henviser til den spalte, hvor alle avisens bidragsydere fremgår.
På den måde kan korrekturlæsning nemt fremstå som den type arbejde, hvor man hurtigt kommer til at ligne redaktionens stille, ydmyge helt, den, der samler trådene op til sidst og får alt til at spille.
”Korrekturlæseren har en sjov rolle, når det kommer til avisproduktion. I den forstand, at man både optræder med meget stor autoritet, men alligevel er man lidt ved siden af det hele,” siger Lasse Skjold Bertelsen.
Fejlsøgning
Tilbage i det undseelige, aflange kontorlokale i Berlingske Media-huset ruller Signe Nordstrand stolen væk fra skrivebordet og ranker ryggen let. Jeg har netop spurgt, om de er blevet arbejdsskadede; om de ser sproglige fejl, hvor end de kigger hen.
”Jaer,” svarer de i kor. Specielt dårlige oversættelser ser de hele tiden, og derfor sidder Signe Nordstrand nu klar til at fortælle om en dårlig oversættelse, hun har et særligt forhold til.
”Jeg har en yndlingsoversættelsesfejl,” siger hun. ”Den stammer fra en serie, jeg så engang, hvor hovedpersonen står foran et skilt med ordene ’Department of Corrections’, hvilket er navnet på en afdeling af det amerikanske fængselsvæsen,” fortæller Signe Nordstrand.
”I underteksten er det blevet oversat til: ’Korrekturafdelingen.’ Den fejl kan jeg godt lide.”
Lasse Skjold Bertelsen, korrekturlæser, Dagbladet Information
En vis kvalitetsgaranti
Men lige så lidt de bryder sig om fejl, lige så meget er det en uundgåelig del af livet som korrekturlæser, siger Stummann og Nordstrand. Alle – både journalister, redaktører og korrekturlæsere – har lavet dem.
Det vigtigste er bare at være bevidst om det og forsøge at nedbringe dem, siger de. Det er det, korrekturlæserne er til for.
De forlener produktet med en vis kvalitetsgaranti. Som en slags bevis på, at mediet tager ansvaret på sig og gør sit ypperste for at levere artikler med færrest mulige fejl.
For Lasse Skjold Bertelsen kan den garanti dog efterhånden være svær at ane ude i horisonten.
”Én af grundene til, at jeg siger ja til at være med her, er, at jeg føler uro ved, hvor mange fejl man på andre aviser vil tillade i automatiseringens navn og ud fra en økonomisk kalkule. Sproget og detaljerede fakta vil ende med at blive stedmoderligt behandlet – og på grund af bundlinjen ender man muligvis med at være ligeglad,” siger han.
Stavefejl signalerer utroværdighed
Sammen med sprogforsker Michael Ejstrup har Jonas Blom i et forskningsprojekt undersøgt, hvad læserne tænker om journalister, der laver sprogfejl.
Deres resultater viser, at mange læsere slår hårdt ned på journalisters sprogfejl og nedvurderer journalisterne, der laver dem.
De mener, at artikler med stavefejl er utroværdige, og flere synes ligefrem, at journalister, der laver sprogfejl, er ”dumme og dovne”, som Jonas Blom formulerer det.
”Det er en temmelig hård dom. Men forventningen er altså blandt mange læsere, at sproget skal være korrekt, ellers påvirker det ikke blot deres oplevelse af teksten, men også deres opfattelse af journalisten og mediet bag,” siger han.
Rette før layout
Deadline nærmer sig for Anne Stummann og Signe Nordstrand, og det er tid til, at det sidste skal læses, rettes og kodes, inden layouterne kan sende til tryk, og alle i morgen kan starte forfra med nye tekster til en ny avis.
Signe Nordstrand kører stolen mod skrivebordets kant igen og retter blikket på skærmen. Så kigger hun op.
”Forresten: Kan vi få din artikel til tjek?” spørger hun Journalistens udsendte.
”Så kan vi også lige læse korrektur på den,” siger Anne Stummann og griner.
Efter artiklen blev skrevet har Berlingske fyret sine korrekturlæsere.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det ses fx ofte, at en artikel mangler en sætning til slut, at der henvises til et videolink, som kun findes i netudgaven, og at der er regulære slåfejl - selv i en rubrik.
Det ville være fint og naturligt - i mangel af korrekturlæsere - hvis den skrivende journalist og redaktionssekretæren selv fandt de fejl, før de sendte teksten i trykken. Salige Gert Smidstrup ville ikke være tilfreds.