Philip Høpner/APPR/Ritzau Scanpix
Jyllands-Posten og Politiken er overraskede over, at konkurrentavisen Berlingske ifølge MediaWatch har fået tildelt millionstøtte fra den såkaldte supplementsordning.
”Var det meningen med den særlige støtteordning? At et af de største landsdækkende private medier skulle have endnu flere millioner af statskroner kørt ind i trillebør til et overskud, der ryger til udlandet. Et absurd system, et politisk ansvar,” skriver chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen på det sociale medie X.
Supplementsordningen er en del af den nye mediestøtteordning og en ekstra hjælp til aviser, der har under 40.000 abonnenter på print og derudover lever op til en række betingelser.
Samlet set får Berlingske 19,5 millioner kroner i støtte, hvis man også medregner den redaktionelle produktionsstøtte på 12,5 millioner. Det er syv millioner kroner mere end Politiken og Jyllands-Posten.
Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, kalder det i et interview med MediaWatch for ”overraskende, at Berlingske både kan – og ønsker – at få udbetalt støtte fra en supplementsordning, som Berlingske Media jo har erklæret sig som dyb modstander af”.
Både Marchen Neel Gjertsen og Christian Jensen mener, at mediestøtteloven ikke virker efter hensigten, og at der er brug for en revidering af den.
Men ingen af de to chefredaktører vil selv afvise at gøre brug af den såkaldte supplementsordning og få millionstøtte den vej, hvis deres virksomheder i fremtiden skulle leve op til kravene om støtte.