Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Efter syv år som kommunikationschef og chefredaktør i 3F stopper Thomas Hundsbæk i jobbet, fordi han kan mærke, ”at det er tid til noget andet”.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
Her fortæller han om stoltheden ved at have udviklet Fagbladet sammen med de dygtige medarbejdere, så der er kommet flere læseværdige historier og flere læsere.
”Vi har gennemført en krævende digitalisering og vundet stribevis af priser – og været Cavling-nomineret. Men det, jeg bedst kan mærke stolthed over, er, at vi konstant har sat store dagsordener på vegne af Danmarks ufaglærte og faglærte, der ellers fylder alt for lidt i både medier og samfundsdebat,” skriver han.
I rollen som kommunikationschef har han blandt andet været med til at omlægge strategien, så kommunikationen adresserer problemerne med den faldende medlemsudvikling.
”Det er vigtigt for mig at sige, at jeg hverken smækker med døren eller er blevet smækket ude. Jeg er kommet til et sted, hvor jeg har lyst til noget andet, og derfor er det rigtige at lade andre kæmpe videre for de forandringer, der er nødvendige for 3F’s fremtid,” skriver Thomas Hundsbæk.
Thomas Hundsbæk har tidligere været blandt andet kommunikationschef i Mellemfolkeligt Samvirke, særlig rådgiver for en række ministre og erhvervsjournalist på Politiken.