Luftfartsselskabet KLM skal betale en bøde på tre millioner kroner i en sag om udsagn om bæredygtighed.
Det har Københavns Byret afgjort i en dom, der er afsagt torsdag eftermiddag.
Sagen omhandler en radioreklame, der blev afspillet tusindvis af gange på musikstreamingtjenesten Spotify og en række radiostationer i 2023.
”Nu tager vi hos KLM et stort skridt mod at rejse lidt mere bæredygtigt. Nu indgår der nemlig en del bæredygtigt flybrændstof i alle vore billetter.”
”Hvis du vil flyve mere bæredygtigt og accelerere udviklingen, kan du vælge at tilkøbe mere, når du booker din billet,” lød det i reklamen.
Men reklamen var egnet til at give forbrugerne et vildledende indtryk af KLM's miljøbelastning, mente Forbrugerombudsmanden, og luftfartsselskabet blev tiltalt for at overtræde markedsføringsloven.
Bøden på tre millioner kroner flugter med anklagemyndighedens krav.
Hollandske KLM ønskede at blive frifundet.