Kirsten Jacobsen: ”Som journalister tror vi, at vi kan det hele – lidt Gud, lidt efterforsker og lidt whatever”

Det er en helt uvant rolle for Kirsten Jacobsen.

Altså, fagbladet Journalisten kan selvfølgelig skrive, lige hvad vi vil, forsikrer hun.

Hun behøver heller ikke få artiklen til gennemlæsning først. Men for Kirsten Jacobsen føles det bare meget mærkeligt at sidde med til et interview, hvor det ikke er hende, der stiller spørgsmålene og sammenfatter svarene til fortællingen om et menneske.

”Og nu sidder jeg her og pladrer løs om mig selv. Det ville du aldrig opleve mig gøre under andre omstændigheder,” siger hun.

Kirsten Jacobsen har lavet interviews i mere end 50 år. Men hun har ikke medvirket i et stort portrætinterview og fortalt om sit professionelle liv: Hendes vej ind i branchen, op- og nedture, personlige sejre og største fejltagelser.

Og hvem er hun så, den 80-årige journalist og forfatter Kirsten Jacobsen?

Hvis du er omkring 50 år eller derover, har du sikkert hørt om en af de mest tragiske drabssager i Danmark – sagen om taxachaufføren Naum Conevski, som Ekstra Bladet i 80’erne fik renset for voldtægt. Tre måneder efter gik han ud og slog to drenge ihjel på Amager.

Hvis du er omkring de 40 år, kender du Ekstra Bladets skelsættende kampagne, ’Godhedens Pris’, der afslørede fup og snyd blandt asylansøgere i midten af 90’erne og satte en ny kurs for, hvad man kan tillade sig at sige i udlændingedebatten.

Og hvis du er for ung til at huske nogen af de to sager, så husker du til gengæld sikkert Lars Løkke Rasmussens bog fra 2019 ’Befrielsens Øjeblik’, hvor han til alles overraskelse pludselig argumenterede for et politisk samarbejde hen over midten og dermed gødede jorden for, at Danmark nu har en SVM-regering – med ham selv som udenrigsminister.

I alle tre sager spiller Kirsten Jacobsen en central rolle. Det var hende, der førte pennen, ligesom hun de seneste år har stået bag mere end 20 biografier om folk som Mærsk McKinney Møller, Thomas Helmig og Peter Aalbæk Jensen.

Oveni har Kirsten Jacobsen netop udgivet bogen ’Løftet’, der er hendes personlige beretning om at være gift med en mand, der får en blodprop og ønsker at dø, men som ikke kan få hjælp til det af sundhedsvæsenet.

Men når Kirsten Jacobsen ikke har medvirket i et stort portræt­interview om hele sin karriere, er det også, fordi postyret efter Conevski-sagen og Ekstra Bladets omstridte asyl-kampagner satte sig i hende.

”Jeg blev så påvirket, at jeg besluttede, at jeg aldrig ville ytre mig i den offentlige debat mere. ’Godhedens Pris’ og Conevski-sagen fik mig til at sige slut. Det var ikke, fordi folk var onde mod mig, og heller ikke, fordi jeg følte mig som et offer, men fordi alt for mange udtalte sig om noget, de ikke anede noget om,” siger hun i dag.

Råt og smukt

Kirsten Jacobsen tager imod i varme uldsokker, kjole og en tynd, kort jakke i et moderne snit. Komfortabelt og elegant.

Hun bor i en lejelejlighed i den centrale del af København med en høj betonbygning i baggården og den smukkeste udsigt over Sankt Jørgens Sø fra stuen.

”Og ved du hvad,” siger hun, da vi tager plads ved det lange køkkenbord.

”Det er præcis ligesom livet. Det er både råt og smukt.”

I en periode boede et af hendes voksne børnebørn også i lejligheden, men det er nu ikke hende, der har anskaffet Tobias Rahims grundigt fotodokumenterede digtsamling, der står udstillet i vitrineskabet.

Det er Kirsten Jacobsen, der samlede bogen op en dag, hun besøgte Politikens Forlag.

”Jeg vidste ikke, hvem han var, men da jeg så ham, sagde jeg, at den vil jeg gerne have.”

Kvaliteten af digtene falder ikke helt i Kirsten Jacobsens smag, men hun kan lide ”den måde, han bare fyrer den af”.

Af venner og kolleger bliver Kirsten Jacobsen beskrevet som en no nonsens-type med en veludviklet bullshit-detektor og et stærkt netværk, som hun har opbygget på Dagbladet Information, Ekstra Bladet og som forfatter gennem 20 år.

Professionelt er hun en solorytter med en stærk skepsis over for falsk enighed og simple paroler. Hellere sige noget, der opfattes som politisk ukorrekt, end at holde sin kæft for at bevare den gode stemning. Også selv om prisen kan være høj.

”Jeg har aldrig været god til at gå i takt og have ét slogan. Jeg vil bare gerne være journalist,” siger hun.

Mette Mayli Albæk fra Jyllands-Postens graverredaktion lærte Kirsten Jacobsen at kende for nylig til en pizzaaften for forfattere fra deres fælles forlag. Aftenen begyndte klokken 17 og sluttede klokken 2, og undervejs blev alt fra meningen med livet til motordrevne slyngevugger, forældreroller og bogprojekter diskuteret intenst hen over bordet.

”Kirsten Jacobsen er en sjælden kombination. Hun er et menneske, der meget klart siger, hvad hun mener, og som samtidig er meget lydhør over for andres holdninger,” siger Mette Mayli Albæk.

”Da jeg kom hjem, fortalte jeg min kæreste, at jeg havde mødt Kirsten, og at hun var helt vidunderlig,” siger hun.

Mød virkeligheden

Kirsten Jacobsen kom sidelæns ind i mediebranchen uden andet ønske end, at hun – en ung kvinde med en privilegeret opvækst i Gentofte – gav lidt tilbage til samfundet.

Hun læste jura for at blive forsvarsadvokat, men hun fik at vide, at som kvinde ville hun nok ende som skilsmisseadvokat. Og det gad hun ikke.

Hun fandt ud af, at der i fængslerne sad udenlandske fanger, som aldrig fik besøg, fordi de ikke havde familie i Danmark. Så hun blev besøgsven i Danmarks hårdeste, lukkede anstalt, Vridsløselille Statsfængsel, og opdagede, at de udenlandske indsatte ikke havde ret til orlov og fridage ligesom de danske fanger.

Det tippede hun Dagbladet Information om, og avisen foreslog hende at skrive historien selv. Og på den måde begyndte hun som freelancer på avisen, hvor artiklerne om fangerne i Vridsløselille førte til, at justitsministeren bøjede sig.

Selv beskriver Kirsten Jacobsen i dag sine artikler på Information som tabloid reportagejournalistik, hvor hun dyrkede det, hun er god til: At møde virkeligheden.

Sammen med Alex Frank Larsen lavede hun for eksempel en række reportageartikler – og senere en bog med billeder af Krass Clement – om sexarbejderes hverdag.

Men serien udløste modvilje fra uventet kant – nemlig fra de fastansatte kvindelige journalister på avisen, fortæller hun.

”På et tidspunkt spurgte de, hvorfor Information skulle bruge dyre freelance-penge på at skrive om intimmassøser,” fortæller hun.

”Dyre freelance-penge,” gentager hun og tilføjer:

”Jeg gik for en sulteløn.”

Artiklerne om prostitutionsmiljøet blev også læst med interesse på Ekstra Bladet, og i begyndelsen af 80’erne blev Kirsten Jacobsen kapret af Ekstra Bladet, hvor Sven Ove Gade var chefredaktør.

Journalistisk var skiftet ikke så stort.

”Jeg var vel nærmest Ekstra Bladet på Information.”

Forskellen var outputtet. Ekstra Bladet havde et dagligt oplag på 250.000 eksemplarer og kunne afgøre menneskeskæbner med en enkelt forside eller køre kampagner, der satte dagsorden i hele samfundet.

Conevskis frifindelse

Restaurant Dubrovnik i København udgjorde rammen for et festligt middagsselskab en aften i februar 1984. Gæsterne rundt om bordet med den ternede dug var taxachaufføren Naum Conevski, hans familie, forsvarsadvokat og journalisterne Kirsten Jacobsen og Knud Buchardt fra Ekstra Bladet.

De var samlet for at fejre, at Ekstra Bladet havde banet vejen for, at Naum Conevski samme dag var blevet frikendt for voldtægt ved Den Særlige Klageret.

Et muligt justitsmord var blevet omgjort og havde fundet en retfærdig afgørelse.

Kirsten Jacobsen husker det i dag som en journalistisk sejr, at Ekstra Bladet fik dommen omstødt. Historien var så stærk, at den blev indstillet til Cavlingprisen.

Den opsigtsvækkende sag startede to år tidligere, da en medarbejder i Kriminalforsorgen tippede Ekstra Bladet om et muligt justitsmord. Naum Conevski var blevet idømt to et halvt års fængsel for at have voldtaget en kvindelig taxakunde.

Men det lykkedes Ekstra Bladet at så tvivl om politiets efterforskning, og han endte som en fri mand.

Men kun tre måneder efter middagen på Restaurant Dubrovnik indtraf tragedien.

En tidlig morgen luskede Naum Conevski rundt på naturområdet Femøren på Amager i København, hvor tre store drenge overnattede i deres telt. Med en medbragt pistol dræbte Naum Conevski to af drengene ved nakkeskud.

Kirsten Jacobsen fik beskeden i lufthavnen.

”Jeg var lige landet i Kastrup, og jeg tror, jeg tænkte: Det dumme svin, hvad fanden er det, han har lavet?”

I dag er hun fortsat i tvivl om, hvorvidt frifindelsen ansporede Conevski til at begå drabene.

”Jeg kan ikke frigøre mig fra den lillebitte tvivl om, at det, at han fik omstødt sin dom, betød, at han kom til at føle sig overmodig og troede, at han kunne slippe afsted med hvad som helst,” siger hun.

Det, Kirsten Jacobsen er mest ked af, er den måde, det kvindelige voldtægtsoffer blev behandlet på.

”Det er nok den største journalistiske fejl, jeg har lavet. Hun var jo stemplet uanset hvad,” siger Kirsten Jacobsen.

I forsøget på at rense Naum Conevski endte Ekstra Bladet nemlig med at sværte kvinden til, siger Kirsten Jacobsen i dag. Ekstra Bladet skrev for eksempel, at kvindens naboer kaldte hende for ”sexgal”. En anden historie var, at offeret på gerningstidspunktet havde været påvirket af alkohol og stesolid – og derfor havde hun ifølge en professor i psykiatri en ”stærkt svækket dømmekraft”.

Underforstået: Hun var ikke et troværdigt offer.

Kirsten Jacobsen og Knud Buchardt talte slet ikke med kvinden i det år, de brugte på sagen.

”Det er også vildt. Og det viser, hvad der sker, når man kører en kampagne, og tunnelsynet indtræffer,” siger hun.

Kort tid efter frifindelsen døde kvinden. Hendes case er siden blevet brugt som et eksempel på slutshaming i undervisningsmateriale fra Kvindemuseet KØN i Aarhus.

Kirsten Jacobsen erkender, at det var en kæmpe fejl at tro, at to journalister kunne gøre et bedre arbejde end politiets efterforskere – uanset at politiarbejdet var mangelfuldt.

”Som journalister tror vi, at vi kan det hele – lidt Gud, lidt efterforsker og lidt whatever. Den sag er et eksempel på, at vi ikke kan alt,” siger hun.

Hængeøre-journalistik

Kirsten Jacobsen står tidligt op. Klokken 6 hver morgen.

”Det har noget med alderen at gøre,” siger hun.

Hendes faste morgenrutine er at tænde for radioen. Men det er ofte en skuffende oplevelse, der mest giver hende lyst til at krybe under dynen igen.

”Det er ikke, fordi jeg har noget imod kritisk journalistik. Men jeg hader hængeøre-journalistik, og ’P1 Morgen’ er én lang bedrøvelighed. Jeg er nødt til at stille ind på Den Uafhængige for at høre noget andet,” siger hun.

Hun har især et skarpt blik for ofre, der skal illustrere en journalistisk pointe, men som hun ikke synes holder vand. Dårligt dokumenterede offerhistorier giver grobund for en offermentalitet i det danske samfund, som hun med egne ord er ”allergisk over for”.

Hun erkender, at hun også selv har gjort sig skyldig i at behandle casepersoner med fløjlshandsker og gemme de kritiske spørgsmål væk, fordi de ville ødelægge historien.

”Nu har jeg selv været i medierne i så mange år, og jeg ved, hvor stæreblinde medierne er,” siger hun.

Da Ekstra Bladet for tre år siden skulle fremhæve avisens mest kontroversielle kampagne nogensinde, faldt valget på en serie, som Kirsten Jacobsen var med til at lave, nemlig ’Godhedens Pris’ fra midten af 90’erne.

Idéen til kampagnen kom fra chefredaktør Sven Ove Gade, der ville bryde tabuet om, at udlændingepolitikken var hævet over kritik. Han spurgte to af avisens stjernereportere, Kirsten Jacobsen og Philip Lauritzen, om de var parate til at se på udlændingeområdet med kritiske øjne.

’Godhedens Pris’ i 1995 og efterfølgeren ’De Fremmede’ i 1997 udløste lige dele ramaskrig og begejstring.

På debatsiderne i Ekstra Bladet lovpriste læserne de afslørende reportager, der satte prissedler på, hvad asylansøgere og flygtninge kostede det danske samfund.

”Læserne holdt med os, og det var rart for mig at opleve,” husker Kirsten Jacobsen.
Internt på Ekstra Bladet var redaktionen splittet i to. Dem, der syntes, kampagnen var racistisk, og dem, der syntes, den var okay.

Kirsten Jacobsens mand, der dengang arbejdede på TV Avisen, mødte kolleger, der spurgte, hvad hans hustru havde gang i.

”Jeg har aldrig været racist i mit liv, men man har ikke ret til at opføre sig som en idiot, bare fordi man har en anden hudfarve,” siger hun.

Det var den tidligere rødstrømpe Ulla Dahlerup, der fandt den absolutte hovedperson i ’De Fremmede’ – en somalisk mand fra Maribo, Ali, der kom på forsiden af Ekstra Bladet, fordi han havde to koner og 11 børn.

”Somalisk storfamilie i Danmark: 631.724 kroner i bistand”, lød overskriften.

En indkomst i den størrelsesorden placerede Ali i den rigeste 1 procent af befolkningen, lød det på lederplads inde i avisen.

Men var Ali i virkeligheden en lige så tynd case som de tynde offercases, Kirsten Jacobsen selv foragter? For når det kommer til stykket: Hvor mange somaliere har lige så mange børn som Ali?

”Altså, hvis der kun var Ali, så var det ikke noget problem. Men der må jo have siddet nogle kommuner og nogle lovgivere rundt omkring og tænkt, at der er for mange, som modtager mere fra det offentlige, end hvad der er rimeligt,” siger Kirsten Jacobsen.

Hun er overbevist om, at en mand som Ali ikke ville kunne modtage lige så meget i offentlig støtte i dag.

”Så du kan sige, at Ali blev brugt til at påpege et problem, som de fleste danskere mente skulle løses.”

I dag – mange udlændingestramninger senere – mener Kirsten Jacobsen, at serien ville blive opfattet som nærmest mainstream, og hun tror ikke, at asylkampagnerne pustede til fremmedhadet.

”Jeg tror, den gav stemme til et fremmedhad, som allerede var der, men som journalisterne ikke havde opdaget.”

Farvel til BMW’en

I 18 år arbejdede Kirsten Jacobsen på Ekstra Bladet, men i 2000 sprang hun ud som freelancer i en alder af 58 år, fordi avisens nye chefredaktør, Hans Engell, ikke ville give hende perioder uden løn til at skrive bøger.

Økonomisk var forskellen mærkbar. Skiftet betød et farvel til BMW’en, den gratis mobiltelefon og en månedlig stjernehyre. Men det passede hende fint.

”Jeg gik ud i livet uden sikkerhedsnet, men det får man energi af, og jeg har aldrig følt mig så fri,” siger hun.

Allerede samme år udgav hun to biografier: En om bestyrelsesformand Mads Øvlisen fra Novo Nordisk og en om Ole Scherfig, formand for Det Berlingske Officin.
Hun foretrækker at skrive biografier om mænd, fordi mænd ifølge Kirsten Jacobsen er modige og står mere ved deres ord.

”Kvinder har en tendens til, at det skal ende med konsensus, og det giver ikke altid de bedste bøger,” forklarer hun.

For Kirsten Jacobsen er det verdens bedste job at være forfatter.

”Jeg skriver kun de bøger, hvor jeg kan mærke dem helt inde i knoglerne. Jeg elsker processen med at trille et garnnøgle op og have tid til det.”

Hendes mest kendte bog er nok Lars Løkke Rasmussens ’Befrielsens Øjeblik’, som hun researchede og skrev på rekordtid.

Bogen med Løkkes frieri til Socialdemokratiet havde en skarp bagkant, fordi den skulle udgives før folketingsvalget i 2019.

”Normalt bruger jeg halvandet år på at skrive en bog. Løkke-bogen tog en måned at skrive.”

Kun en snæver kreds kendte til bogen, så da den udkom, var det en bombe.

”Hvis han havde luftet idéen for folketingsgruppen, var den blevet lagt død med det samme. Jeg tror, at jeg gav ham et frirum, og han vidste, at jeg kunne holde kæft.”

Valget ved livets slutning

En af de bøger, der har givet mest læserrespons, er ’Løftet’, hvor læserne beretter, at de har oplevet præcis det samme som det, Kirsten Jacobsen gennemlevede.

’Løftet’ handler om Kirsten Jacobsens mand, der blev alvorligt syg efter en blodprop, og hvor hun måtte indse, at hun ikke kunne leve op til det løfte, de havde givet hinanden om, at de hver især selv skulle have lov at bestemme, hvornår de ville forlade jorden.

Da hun arbejdede på manuskriptet, var hun i tvivl om, om hun var parat til at dele en så personlig historie. Så hun spurgte i sit netværk – den tidligere Gyldendal-direktør Johannes Riis, formanden for Politiken-Fonden, Lars Munch, og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg sagde til Lars Løkke, ’prøv at læse den – du kender sundhedsvæsenet’,” fortæller Kirsten Jacobsen.

Han blev berørt af det, han læste, det gav hende en tro på, at det måske kunne rykke en smule at udgive bogen.

Budskabet i ’Løftet’ er, at mennesker selv skal bestemme, hvornår de ønsker at dø. Det er deres valg.

”Min mand kunne have levet i en kørestol i dag, men det var ikke nok for ham. Han havde haft et fantastisk liv, men han ønskede ikke at leve minimeret. Hvorfor er det inhumant at sige, at man gerne vil hjælpe en i hans situation?” spørger Kirsten Jacobsen.

Alligevel tvivler hun på, at der kommer til at ske forandringer i hendes levetid.

Så hun har besluttet sig for at tage sine egne forholdsregler, så hun selv kan afslutte livet, hvis hun en dag får behov for det.

”Jeg har ingen illusioner om, at staten kommer og hjælper, så ligesom alt muligt andet må man selv sørge for det,” siger hun uden en flig af sentimentalitet.

”Jeg er ikke begyndt på det endnu, men jeg må hellere se at komme i gang med det.”

Det er noget, hun og hendes børn er afklarede med.

”De ved, at det er sådan, jeg vil have det. Og undskyld, jeg siger det: De er jo sikkert også lettede over at vide det. Hvem har lyst til at have en mor, der ligger og vil herfra og ikke kan komme til det?” spørger hun.

Da Mette Mayli Albæk var til pizzaaften hos Kirsten Jacobsen, slog det hende, hvor mange planer Kirsten Jacobsen fortsat har som 80-årig.

”For mig, som er i trediverne, er hun det bedste eksempel på, at man nok skal nå det hele. Man behøver ikke at nå alt som 35-årig. Der er mange år endnu,” siger Mette Mayli Albæk.

Kirsten Jacobsen er blandt andet i gang med en bog om Thomas Borgen og Danske Banks hvidvaskskandale. Hendes eftermæle interesserer hende ikke en pind. Hun er mere optaget af, hvad der mon sker i morgen.

”Jeg synes simpelthen, fremtiden er så interessant,” siger Kirsten Jacobsen.