“Fra 1967 til 2012 var jeg i uafbrudt fast beskæftigelse på et trykt medie. Jeg fik hurtigt mit drømmejob, nemlig at komme på Christiansborg, hvor jeg gik i mange år. Karrieremæssigt er det sådan set gået, som jeg kunne håbe på.

Men kunne det måske være endt endnu sjovere, hvis jeg havde gjort noget andet?

Da jeg omkring 1980 var tillidsmand på Ekstra Bladet, var jeg ofte til møder med den helt store, magtfulde mand i koncernledelsen, Ernst Klæbel, som jeg blev rigtig gode venner med.

En dag falder jeg i snak med ham Rådhuspladsen, og på et tidspunkt spørger han:

“Har du egentlig aldrig tænkt over at blive leder?”

Og så svarer jeg lynhurtigt og ærligt:

“Nej. Det har jeg ikke – jeg synes, det er vanskeligt nok at lede mig selv, så jeg skal ikke rode mig ud i at lede andre.”

“Nå, nå,” siger han så, og så går vi videre og snakker om noget andet.

På det tidspunkt var der meget snak om behovet for flere kvinder på de ledende poster i dagspressen.

Så hvis jeg havde svaret: ”Nej, det har jeg ikke, men det skulle jeg måske,” kunne min karriere være blevet anderledes.

Dengang havde jeg ikke behov for at flytte mig jobmæssigt, men Ernst Klæbel havde tilsyneladende spottet, at jeg måske havde potentiale.

Hvorfor skulle han ellers spørge mig?

Måske kunne jeg være blevet Lisbeth Knudsen eller noget i den stil, hvis jeg havde sagt ja. Men det blev jeg ikke, og det er jeg måske godt tjent med.

Så hvis jeg skulle give et råd til mig selv som ung, ville det være:

”Lyt efter, hvilke signaler folk sender, især hvis det er folk, der har indflydelse på din arbejdssituation. Lyt efter, hvilke muligheder der åbner sig. Og tænk over, hvad du vil svare.”