JFM
Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at 2023 i medieverdenen i den grad var præget af et usædvanligt presset annoncemarked.
Og hos JFM, der kalder det ”et historisk vanskeligt” annoncemarked, kostede det mere end 100 millioner kroner på årsresultatet. Det skriver koncernen i sin årsrapport.
Koncernen kom ud af 2023 på et minus på godt 40 millioner kroner på driften, men præsterede alligevel at lande et overskud på 5,5 millioner kroner.
”JFM foretager løbende tilpasninger af omkostninger for at imødekomme den strukturelle udvikling på både annoncemarkedet og markedet for indholdssalg på print,” lyder det i årsrapporten.
Af regnskabet fremgår det også, at JFM har reduceret antallet af medarbejdere fra 1.653 i 2022 til 1.553 medarbejdere i 2023.
På den positive side fremhæver ledelsen, at der har været fremgang i digitale abonnementer, der nu udgør 41 procent af det samlede antal normaltbetalende abonnenter på JFM’s udgivelser. Det skyldes primært salg af de såkaldte Plus-abonnementer.
”PLUS-abonnementer har sammenlignet med dagbladsabonnementer på print fortsat et begrænset forretningsgrundlag. Derfor er dagblade på print ikke blot vigtige for JFM på grund af den store publicistiske rækkevidde, men også afgørende for JFM i transformationen til digital indholdsleverandør,” lyder det i årsrapporten.