Moderne journalistik, især den tabloide, anvender i dagens Danmark ofte såkaldte eksperter ved opbygningen af journalistiske pointer.

Fra en forvaltnings- og medieretlig synsvinkel rummer denne journalistiske metode en række principielle problemer, som jeg i det følgende vil illustrere med udgangspunkt i en artikelserie bragt i Nordjyske om en rådmands ageren i en konkret forvaltningssag.

Det interessante ved artiklerne er, at eksperternes vurderinger er fagligt forkerte, men journalistisk lægges ukritisk til grund, og således at artiklerne fører til en konklusion om et muligt strafansvar for den pågældende politiker.

Kort fortalt er artiklerne journalistisk baseret på en antagelse om, at en rådmand (eller borgmester) ikke må blande sig i konkrete sager i forvaltningen. På baggrund af et dokumenteret konkret sagsforløb, hvor en rådmand på grundlag af klager gentagne gange har bedt ledelsen i sin forvaltning skifte en sagsbehandler ud med en anden medarbejder.

I en artikelserie bragt i Nordjyske medvirker ph.d. og cand.scient.pol Roger Buch og professor og ph.d. Sten Bønsing. Begge citeres for, at det er en overtrædelse af kommunestyrelsesloven, hvis en rådmand blander sig i en konkret sag. Sten Bønsing anfører, at ”Det er decideret ulovligt og en overtrædelse af kommunestyrelsesloven”. Senere i artiklen citeres Bønsing således: ”Det skal være mere grove sager eller gentagelser, der udløser straf. Hvis han gør det igen, og vi for eksempel har et nyt eksempel om en måned, så bliver det alvorligt.”

Intet grundlag for eksperternes udsagn

Udtalelserne udtrykker isoleret set meget grove og alvorlige anklager.

Men ses der på loven og denne tilblivelseshistorie, er der intet grundlag for eksperternes udsagn.

Kommunestyrelseslovens § 31, stk. 3 lyder: ”Formanden har den øverste daglige ledelse af kommunens administration.” Efter en naturlig forståelse af øverste daglige ledelse vil en rådmand kunne blande sig i alt virksomhed.

En lovbestemmelse skal dog forstås med inddragelse af dens tilblivelse i Folketinget. En gennemgang af alle forarbejder fra 1968 til i dag viser imidlertid ingen støtte for synspunktet ovenfor, men igen nærmere det modsatte. I betænkning 996/198 fremgår ”… kan borgmesteren i første omgang udstede instrukser og retningslinier for sagsbehandlingen. …” og endnu mere tydeligt i bemærkningerne til lovforslag 1996/70: ”Den administrative ledelse … består i at træffe beslutninger vedrørende administrationens forhold, herunder at sørge for, at administrationen fungerer hensigtsmæssigt”.

Forarbejderne til bestemmelsen tyder således ikke på, at borgmestre og rådmand skulle være særligt begrænsede i forhold til spørgsmål om, hvem der behandler en sag. Tværtimod tyder de pågældende tekststeder nærmere på, at en borgmester og rådmand netop kan blande sig.

I den kommunalretlige litteratur ses der synspunkter om, at en rådmand ikke har kompetence med hensyn til afgørelse af sager, ansattes habilitet m.v. Synspunkterne har ikke støtte i egentlige retskilder, jf. ovenfor.

Fra min forvaltningsretlige synsvinkel er der dermed ingen tvivl om, at en domstolsprøvelse af en rådmands indblanding i forhold af den nævnte art vil fastslå, at dette ikke strider mod kommunestyrelseslovens regler.

Herefter er den samlede journalistiske pointe væk. Artiklerne hviler på et falsum.

Ses der videre på Bønsings synspunkter om strafansvar, er der i dansk ret enighed om, at der ved anvendelse af strafsanktioner gælder et skærpet hjemmelskrav. Dette er senest bragt i anvendelse af domstolene i kvotesagen og frifindelsen af Henning Kjeldsen.

På grundlag af ovenstående vil der under ingen omstændigheder kunne blive tale om et strafansvar. Synspunktet har intet for sig.

Journalistiske implikationer

Ses der på de journalistiske implikationer, rejser der sig to spørgsmål.

For det første, om et medie ukritisk kan lægge et ekspertudsagn til grund, når dette rejser alvorlige sigtelser om strafbare eller ærekrænkende forhold. Burde Nordjyske have kontaktet mere relevante og kompetente eksperter, inden de bragte Bønsings forkerte konklusion?

For det andet, om eksperter ansvarsfrit skal kunne udtale sig som sket her. Konsekvenserne er voldsomme for dem, som i avisen må læse, at de kan straffes. Og folkedomstolens hammer falder knusende hårdt.

Der bør ikke være et retligt tomrum af ansvarsfrihed for grove og ubegrundede beskyldninger. Pressefrihed og forskningsmæssig ytringsfrihed skal have brede rammer, men når der i udsagnene fremsættes meget alvorlige anklager, så overskrides der en grænse.

Jeg håber dette indlæg kan danne grundlag for en debat om disse forhold. Indlægget er skrevet uden personlige interesser i den konkrete sag, men ud fra et oprigtigt ønske om en bedre og mere oplyst journalistisk tilgang.

Rasmus Haugaard er ph.d. i forvaltningsret. Forfatter til en lang række artikler og bøger om forvaltnings- og kommunalretlige emner, mangeårig underviser i forvaltnings- og kommunalret på Aarhus Universitet samt modtager af Justitsministeriets Forskningspolitiske pris for samme. Advokat med møderet for Højesteret.

—

Replik fra Roger Buch, ph.d., cand.scient.pol., forskningslektor og centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

Må en rådmand kræve et skift af sagsbehandler i en kommune, når der intet fagligt kritisabelt er i sagsbehandlingen og den ansvarlige medarbejders arbejde? Selvfølgelig ikke! En rådmand er underlagt forvaltningsloven fuldstændigt på samme måde som de ansatte og skal derfor handle sagligt, fagligt og professionelt ud fra sektorlovgivningen og forvaltningsloven. Må en rådmand gøre det stik imod den faglige vurdering fra den ansvarlige leder i forvaltningen? Selvfølgelig ikke! Og i dette tilfælde er det åbenlyst i strid med forvaltningsloven. Disse åbenlyse konklusioner udsætter Rasmus Haugaard for en voldsom kritik, som ”fagligt forkerte” og ”falsum”, hvilket alene er muligt, fordi Rasmus Haugaard ser bort fra helheden i artiklen og ekspertcitaterne. Citaterne i artiklen er ikke udtryk for en generel fremlæggelse af juraen om rådmænd og borgmestres kompetencer, men derimod en konkret vurdering af reglerne på sagen fra Aalborg. Også dette forhold ignorerer Rasmus Haugaard i sin kritik, som er grove og ubegrundede beskyldninger imod to forskere, som hjælper medierne med ekspertvurderinger. Der kommer aldrig en ordentlig debat ud af bevidst at tage citater ud af kontekst, at tegne fordrejede stråmænd, som skydes ned, og pege fingre ad medier og journalister. Godt medierne ikke kontaktede Rasmus Haugaard, som åbenbart vil blåstemple, at rådmænd og borgmestre må blande sig i sagsbehandlingen i strid med den faglige, professionelle vurdering fra sagsbehandlere og ledere i kommunerne. Det var dét, artiklen i Nordjyske handlede om, og alle opfordres til at læse artiklen og ved selvsyn se Rasmus Haugaards fordrejning af anvendelsen af ekspertcitaterne.

—

Replik fra Sten Bønsing, professor, ph.d., Juridisk Institut, viceinstitutleder og studieleder, Aalborg Universitet:

Der er ikke noget i kronikken, som ændrer min vurdering. Jeg står helt på mål for min faglige vurdering.

—

Replik fra Karl Erik Stougaard, ansv. chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus:

For fuldstændighedens skyld kan jeg oplyse, at et dokument med lignende indhold som i ovenstående og ligeledes skrevet af advokat Rasmus Haugaard fra HaugaardBraad Advokatpartnerselskab fra Aalborg er omdelt i Aalborg Kommune som et partsindlæg til den politiske sagsbehandling af rådmand Nuuradin Husseins mulige lovbrud. Dette rejser ikke et behov for en principiel debat.