Journalist på Ingeniøren Louise Olifent (t.v.) og journalist på Zetland Asta Kongsted (t.h.), har uafhængigt af hinanden kastet sig ud i et månedlangt eksperiment med at leve uden Big Tech. Foto: Thomas Machowicz/Reuters/Ritzau Scanpix / Kasper Riising / Malene Anthony Illu: Red Jo
Forestil dig et scenarie, hvor du ikke må bruge Google Docs, Gmail, Word, Teams og chatte med dine kolleger over værktøjer som Slack.
For hvad stiller mediedanmark egentlig op, hvis amerikanerne flipper den store afbryderknap?
Det scenarie har to journalister uafhængigt af hinanden gjort til virkelighed i en måned.
Hos Zetland lancerede journalist Asta Kongsted i slutningen af januar serien ’Kill Switch’, mens Ingeniørens Louise Olifent fra midten af februar har været i gang med serien ’Louises hverdag uden Big Tech’.
Og det har ikke været lige sjovt hele vejen igennem.
”Det hele har været besværligt!” udbryder Asta Kongsted, som netop har gennemlevet de 30 dage, på spørgsmålet om, hvad der har været det vanskeligste.
Afhængig af kolleger
For Asta Kongsted har det udelukkende være muligt at gennemføre projektets 30 dage, fordi hun har fået hjælp af sine kolleger til for eksempel at publicere sine artikler, forklarer hun.
”De har måttet holde ekstremt meget ud og hjælpe mig meget, for at det kunne lade sig gøre,” siger hun.
Også Ingeniørens Louise Olifent, som stadig er midt i projektet, fortæller, at hun har været meget afhængig af sine kolleger.
Begge har haft den lavpraktiske udfordring, at de ikke kunne være i kontakt med deres kolleger over interne kommunikationsplatforme.
De har også været nødt til at skifte styresystemer og mailadresser ud og har derfor ikke kunnet skrive artikler ind i redaktionens udgivelsessystem eller udkomme.
”Jeg har været nødt til at bede min chef om at booke et mødelokale for mig og bede mine kolleger opdatere mig, hvis der kom vigtige informationer inde på Slack,” siger Louise Olifent.
Især overgangen er besværlig
Men når man lige har vænnet sig til nogle af de europæiske alternativer, er det Louise Olifents oplevelse, at de faktisk fungerer ret godt.
I dag bruger hun blandt andet Proton Mail i stedet for Gmail, LibreOffice i stedet for Google Docs og Qwant i stedet for Googles søgemaskine.
”Mange har nok prøvet at skulle bruge bare ét nyt system og få de nye rutiner ind. Det kræver noget energi,” siger hun.
Isoleret på sin egen europæiske ø
Der har været mange benspænd i projektet, men ifølge Louise Olifent skyldes det mest af alt, at det kun er hende, der har lavet det europæiske skift.
”Det, der har plaget mig mest i projektet, har været, at jeg gør det isoleret fra mine kolleger,” siger hun.
Hun tror ikke, at det på samme måde ville være et problem, hvis det var noget, hele Ingeniøren gjorde sammen.
”Baseret på de oplevelser, jeg har haft, er det helt klart muligt at arbejde som journalist i Danmark med europæiske alternativer, hvis ellers det mediehus, man arbejder i, beslutter sig for at lave den overgang samlet,” siger hun.
Ville kræve kæmpe operation
Knap så optimistisk er Asta Kongsted. Hun mener ikke, det ville kunne fungere meget længere end de 30 dage:
”Lige nu vil jeg desværre sige, at det ikke er muligt, og det er ikke, fordi der ikke findes relativt gode europæiske alternativer, men fordi hele Zetlands teknologiske infrastruktur er bygget op omkring amerikanske setups,” siger hun.
Det er tilmed nogle teknologier, som på nuværende tidspunkt virker bedre for Zetland. Derfor står de heller ikke foreløbigt over for det store skifte, forklarer hun:
”Brugen af amerikansk tech på Zetland stikker så dybt, at hvis man skulle ind og ændre på det, er det en kæmpe operation. Lige nu er vurderingen, at ressourcerne er bedre brugt på selve journalistikken,” siger Asta Kongsted.
’Kill switch’-serien har ikke haft til formål at afsøge Zetlands muligheder for en europæisk udskiftning, men derimod at blotlægge, hvor afhængige vi alle sammen er af amerikansk tech i vores hverdag.
Zetland opruster
Løbende vil Zetland dog se på, hvad der giver mening at skifte over på europæiske hænder.
I mellemtiden har eksperimentet resulteret i, at Zetland har oprustet deres digitale defensiv. Det fik dem nemlig til at indse, at de ville være ekstremt dårligt stillet, hvis amerikanerne gjorde alvor af afbryderknappen.
Derfor har de nu kodet en nødhjemmeside, som ville kunne køre under sådan et scenarie. Det hedder meget passende killswitch.dk.
Hjemmesiden er et europæisk backup af Zetland, og ’Kill switch’-serien findes også derinde for de af Zetlands medlemmer, der har taget del i Astas eksperiment og derfor ikke har været i stand til at benytte Zetlands app.
Louise som forsøgskanin
For Ingeniøren har der dog også været en anden hensigt med projektet, da Louise Olifent med projektet har fungeret som en slags forsøgskanin for et eventuelt europæisk skifte i fremtiden.
Eksperimentet er derfor med til at give it-afdelingen en læring i, hvordan overgangen opleves fra et brugerperspektiv.
”Ansvaret hos it-afdelingen kommer til at være stort i overgangen. Jeg har godt nok spurgt Arturs Spogis, vores it-administrator, om hjælp mange gange i forbindelse med det her projekt,” siger Louise Olifent.
Dog har Ingeniøren besluttet ikke at være firstmovers på udskiftningen af amerikansk teknologi.
I stedet vil man skæve til, hvad andre mediehuse og organisationer gør, for at få et overblik over opgavens størrelse, inden man for alvor kaster sig ud i det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.