Da Dansk Folkeparti lukkede pressen ude fra de første timer af sit årsmøde, udløste det kritik fra mediefolk. Kritikken var relevant, men mediebranchen bør også forholde sig til, hvor stort et problem det egentlig var for DF at undvære journalisterne.

Gennem længere tid har partiet kritiseret etablerede medier og samtidig brugt egne digitale kanaler til at gå direkte til vælgerne, så da pressen blev holdt ude, havde DF allerede sine egne veje til offentligheden.

Politikernes mulighed for at gå uden om medierne er imidlertid resultatet af en udvikling, der har stået på i mange år.

Medierne mistede porten

For 15-20 år siden var aviser, radio og tv næsten uomgængelige, hvis en politiker ville nå hundredtusinder af mennesker. I dag ser mediebilledet anderledes ud, fordi politikerne har fået deres egne distributionskanaler, og medierne fulgte brugerne ud på de digitale platforme.

Her kom journalistikken til at konkurrere på de samme vilkår om den samme opmærksomhed, hvor en analyse af finansloven kæmper med en influencers skilsmisse, en fodboldvideo og en politisk provokation.

Det har også sat sit præg på journalistikken, hvor rubrikken skal vinde klikket, videoen fastholde brugeren og den opsigtsvækkende vinkel let får forrang, mens sensation og konflikt bliver belønnet.

Her ligger en del af mediernes eget ansvar, for i kampen om brugernes opmærksomhed har de selv tilpasset sig konkurrencen. Når journalistikken dermed risikerer at ligne endnu et stykke indhold i opmærksomhedsøkonomien, bliver dens særlige værdi også mindre tydelig.

Medierne gjorde platformene til en vigtig vej til brugerne, og nu bruger politikerne de samme platforme til at gå uden om medierne, hvilket gør det afgørende, hvad journalistikken kan tilbyde, som politikernes egne kanaler ikke kan.

En demokratisk rolle kan ikke alene defineres af medierne selv, men skal opleves som værdifuld af de mennesker, medierne hævder at udfylde rollen for.

Når mediekritik bliver politisk

Kritik af etablerede medier kommer fra begge sider af det politiske spektrum, og for journalister er spørgsmålet derfor ikke kun, om kritikken er rimelig, men også hvordan medierne selv reagerer på den.

Netop derfor bør journalister være opmærksomme på ikke selv at blive en del af den politiske konflikt, de dækker. For hvis kritik af pressen i sig selv bliver opfattet som et demokratisk faresignal, risikerer medierne at ende i en cirkelslutning, hvor deres egen rolle bliver præmissen for diskussionen om, hvem der opfører sig demokratisk.

Journalistikkens opgave er ikke at acceptere den kritik ukritisk, men den bør heller ikke afvise den med henvisning til sin egen demokratiske betydning, for derved bliver spørgsmålet om mediernes rolle besvaret af medierne selv.

Hvem savner journalisten?

DF kan selv fortælle sine følgere, hvad der skete på årsmødet, men partiet bestemmer samtidig, hvad kameraet peger på, og hvilke spørgsmål der stilles.

I modsætning til politikernes egen kommunikation kan journalistikken her tilføre uafhængig udvælgelse, dokumentation, kritiske spørgsmål og viljen til også at undersøge egne antagelser.

Det er ikke en værdi, medierne kan overbevise brugerne om ved blot at erklære journalistikkens demokratiske betydning. Den skal kunne mærkes i journalistikken og kræver samtidig, at medierne tør rette det kritiske blik mod deres egne valg og prioriteringer frem for alene at forklare deres svækkede position med politikere, techplatforme og ændrede medievaner.

DF's lukkede dør understregede dermed en udvikling, hvor politikere går uden om medierne og kommunikerer direkte med vælgerne på egne præmisser.

Kan journalistikken gøre sin særlige værdi så tydelig, at befolkningen savner journalisten, når døren bliver lukket?

Kenneth Jørgensen er chefredaktør og journalist i Dansk Byggeri.

DU KAN OGSÅ DELTAGE I DEBATTEN

Send dit indlæg til journalisten@journalisten.dk.

Indlægget må maksimalt være på 3.000 tegn.