”Lyttere søges: For eksempel dem, der ville ønske, de gad høre P1.”
Sådan lyder budskabet i en kampagne fra Radio4, som blev lanceret i sidste måned, og som løber hen over efteråret.
Radio4 oplyser i en mail, at den skal køre både outdoor, i trykte medier og digitalt. Kampagnen er udarbejdet i samarbejde med bureauet &Co.
På LinkedIn afviser Lasse Bastkjær Jensen, direktør for Strategi og Brugere hos DR, at Radio4 er nogle ”lømler”, når de på den måde trækker referencer til P1 i deres kampagne. Tværtimod, lyder det i opslaget:
”Det er herligt, at de tænker nyt, og endda lidt kækt, i arbejdet for at få flere lyttere. For hvis der er noget, de seneste år har lært os, så er det, at det er fedt også for DR og P1 at blive udfordret.”
Som tidligere beskrevet i Journalisten har Radio4 gennem længere tid kæmpet med lave lyttertal og ringe kendskabsgrad.
Radio4 afviser i en mail, at der er nogen form for sammenfald mellem timingen af kampagnen og direktør Anne-Marie Dohms jobskifte til fregatten Jylland. De ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere kampagnen yderligere.