Berlingske Medias direktør omtaler i B.T.-podcasten ’Det, vi taler om’ en medarbejder på B.T. som en abe, efter at en medarbejder har delt oplysninger om et internt møde med journalister på Ekstra Bladet om chefredaktør Michael Dyrbys valg om at holde ferie.
”En eller anden abe inde på B.T. sidder til et medarbejdermøde, som er internt, og jeg ved ikke, om de sms’er over med en fra Ekstra Bladet, og der bliver så sagt, at jeg har sagt, at han er ’ked af det’. Det har jeg altså ikke sagt,” siger Anders Krab-Johansen i podcasten.
Det er en formulering, som også tillidsrepræsentant på B.T. Rasmus Skat Andersen har bemærket.
”Det er en uheldig bemærkning, som jeg tager internt med Krab,” skriver Rasmus Skat Andersen i en sms til Ekstra Bladet, der skriver, at det er flere medarbejdere på B.T., der har haft kontakt med journalister på Ekstra Bladet om mødet.