Netop nu er ankesagen for drabet på Mia Skadhauge Stevn, og retssagen for blandt andet drabet på Emilie Meng i gang.
Det er to sager, hvor man som medie kan fristes til at bringe detaljer og føre en udførlig live-chat i journalistikkens navn, som det desværre er sket mere og mere i nyere retssager, når det gælder drab på kvinder. Men vi håber, at I som medier vil kigge indad og reflektere over det, I skriver.
Hos Center For Voldsforebyggelse (CFV) mener vi, at drabssager skal dækkes af medierne. Vi er optaget af, at medierne gør opmærksom på sager om kvindedrab – og naturligvis drabssager generelt. Vi henviser derfor til de ”8 gode råd til medier om dækning af vold i nære relationer”, som Danner, LOKK, Mødrehjælpen, Mandecenteret, Lev Uden Vold og Dialog Mod Vold har udarbejdet til aktører, der arbejder med formidling i relation til vold.
For konsekvenserne er meget store, når man som pårørende, ven eller en fra lokalsamfundet får rippet op i det store sår, som unægteligt kommer, efter at man har haft et drab helt tæt på.
Vi har i CFV haft kontakt til mange pårørende, og næsten alle af de pårørende, vi har talt med, har haft en dårlig oplevelse med medierne.
Når man bliver ramt af så stor en sorg, som det er at miste et familiemedlem, har man ikke brug for, at alle medier kimer én ned for at få den første eller bedste udtalelse.
For CFV er det vigtigt at påpege, at vi støtter mediernes dækning, så borgere kan få indsigt og blive oplyst om de forhold, der rører sig i samfundet. I 2021 grundlagde CFV et dansk ’Femicide Watch’, som indsamler viden og data om drab på kvinder i Danmark.
Formålet med indsatsen er både at oplyse om drab på kvinder, samt at producere ny viden, der kan anvendes i forebyggelsesarbejdet mod kvindedrab. Ifølge vores nuværende registreringer er 307 kvinder blevet dræbt de sidste 24 år. Svarende til omtrent 12 om året, hvilket igen svarer til én om måneden.
Vi ønsker, at vi med dette debatindlæg kan begynde en samtale om, hvordan vi kontakter pårørende til dræbte kvinder. At vi husker, hvilken sorg og smerte dem på den anden side sidder i. Hvis man som pårørende bliver kimet ned af journalister i flere dage, efter at man har mistet en søster, en mor eller en datter, kan oplevelsen af drabet være yderligere traumatiserende sammen med hurtige forsideoverskrifter om drabet.
Når støvet så endelig har lagt sig, og medierne er gået videre til den næste katastrofe, så kan man som pårørende igen opleve at være ekstra sårbar, når retssagen går i gang. Alt for mange pårørende oplever, at
retssagerne om dem, de har mistet, bliver til underholdning fremfor journalistik. Når man kører en liveopdatering, som var det en fodboldkamp, kan det, efter vores mening, gå fra at være vigtig folkeoplysende og afdækkende journalistik til simpel underholdning.
Derfor håber vi, at I som medier de næste uger vil være jeres ansvar bevidst. For det er jer, som lægger tonen for debatten om, hvad man kan tillade sig, når man taler om drab.
Kira Vendelbo, journalist, Center for Voldsforebyggelse
Pernille Christensen, projektleder, Femicide Watch
Cecilie Kramer, leder, Center For Voldsforebyggelse Nord
Ditte Bjerregaard, direktør, Center For Voldsforebyggelse
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er det som pårørende mindre traumatiserende at blive kimet ned af journalister i flere dage, efter at man har mistet en bror, en far eller en søn?
Jeg er ufatteligt træt af denne form for aggressiv feminisme, som tydeligt viser, at ekstremistiske feminister overhovedet ikke er interesseret i ligestilling, men udelukkende at fremme kvindekønnet - gerne med et narrativ om, hvor synd det er for kvinderne.