Da USA’s præsident sagde, at han ville tage Grønland med magt, holdt vi vejret i to uger – hvert eneste sekund af dem – i 14 dage. Børn var skrækslagne, og nogle blev hørt sige: Vi dør om tre minutter.

Det var deres virkelighed, deres egne tanker. Disse børn er Grønlands fremtid, og de blev bragt til at tænke på den måde. De ældre havde kun adgang til information gennem vores to mediehuse, KNR (Kalaallit Nunaata Radioa / Grønlands Radio) og Sermitsiaq.ag. De var også rystede. I vores hjerter og sind gik vi alle i overlevelsestilstand.

Som om vores frygt ikke var nok, kom der rigtig mange journalister, flere end 70, til Nuuk, fra forskellige lande, og vi modtog mange e-mails og telefonopkald med anmodninger om interviews. De stillede de samme spørgsmål til alle. Det var overvældende.

Det føltes, som om journalisterne hældte mere benzin på bålet, og der blev ikke lavet faktatjek af præsidentens udtalelser – om de overhovedet var korrekte. Journalister fra hele verden jagter sensationer, den ene efter den anden.

To faktuelle fejl blev ikke taget alvorligt, da USA’s præsident sagde, at han ikke ville være nabo til Rusland eller Kina, og han nævnte, at Rusland og Kina er i vores have – hvem tjekkede fakta? Alaska ligger to miles fra Rusland, og disse to lande er ikke i vores farvand.

Udenlandske journalister forsøgte endda ved en pressekonference at ”undervise” os (inuit-journalister) i, at vi burde være mere insisterende og presse hårdere på for at skabe plads til os selv. Det er ikke, hvem vi er, og det er ikke sådan, vi handler. Selv børn blev stillet spørgsmål, og journalister tog billeder af dem uden forældrenes samtykke.

I vores land har vi oplevet – og oplever stadig – diskrimination, racisme og undertrykkelse, så denne tid føles som en genkolonisering.

Inuit har kæmpet for deres rettigheder i århundreder; for deres kultur, deres sprog og deres selvstyre. Oven i dette står de nu over for denne kritiske situation.

Da vi stod i denne situation, begyndte KNR (Kalaallit Nunaata Radioa) – radio, tv, nyheder og web – at arbejde sammen. Det har I måske bemærket ved, at KNR ikke lavede mange interviews baseret på situationen. Selskabet fokuserede – og fokuserer stadig – på de lokale mennesker: at informere dem, orientere dem, arrangere debatter med eksperter og dække næsten alle emner fra politiske til psykologiske aspekter.

På denne konference er vi mødre, søstre og tanter. Vi er forenet som én. Vi søger lighed, retfærdighed og fred. Vi har magten til at ændre seernes og lytternes hjerter.

Forestil dig dette: Når du vågner, begynder en ny dag. Hvordan kan vi gøre den værdifuld? Hvordan kan vi gøre den mindeværdig? Også gennem vores arbejde.

Hvis du er mor – hvad ville du sige til dit barn, når han eller hun vågner? Ville du nævne disse katastrofer og krige, som foregår i verden? Hvordan kan vi bringe mere spiritualitet ind i vores arbejde? Hvorfor bringer vi ikke gode nyheder til vores lyttere og seere? Der sker fantastiske ting på denne jord, som vi ikke kaster lys over. Sjælene længes efter det.

Verden er kaotisk lige nu; politikerne kæmper ved at bruge magt og militær. Inuit er ét med naturen; de er rolige af natur, spirituelle og byder alle velkommen med åbne hjerter og arme. Deres måde at leve på burde være en inspiration for hele verden. Samtidig bør vi bane vejen med lys for menneskene, for vi er spejle for samfundet.

Medierne er i sandhed verdens spejl. De afspejler handlinger og stræben hos mangfoldige folk og slægter. De afspejler dem og gør dem kendte. De er et spejl udstyret med hørelse, syn og tale. Vi er ét i denne rosenhave, med forskellige farver og former. Jorden er blot ét land, og menneskeheden dets borgere. Lad os give lys og håb til verden.

Andrea Christiansen er journalist på KNR. Denne tekst blev oprindeligt præsenteret som en tale ved konferencen Who Makes the News i sidste uge.

Foto: Privat

Du kan også deltage i debatten
Send dit indlæg til journalisten@journalisten.dk. Indlægget må maksimalt være på 3.000 tegn.