Foto: Jacob Schultz / JFM
Mediehuset JFM skal ikke kun være kritisk, men også konstruktiv i sin tilgang til at skabe fair, oplysende og debatskabende journalistik.
Det fremgår af den udgivererklæring, som alle medier under JFM underskrev sidste år.
Og seneste tilføjelse til den agenda er en milliondonation fra Aarhus Stiftstidendes Fond på seks millioner kroner, som i et samarbejde med Constructive Institute skal gå til at udvikle flere konstruktive redskaber på de enkelte medier.
Ifølge ansvarshavende chefredaktør i JFM Peter Orry skal det ikke ses sådan, at JFM-medierne i højere grad end før skal være konstruktive.
”Det er ikke et udtryk for, at vi nu slækker på det kritiske og går over til det konstruktive. Det er en understregning af, at vi fortsætter med den balance, som er vigtig for os,” siger han og fremhæver, at tre ud af de fem nominerede til Spadestikskonferencen var kritiske historier fra JFM-medier.
Både kritisk og konstruktivt sælger
Dermed er det fortsat vigtigt for JFM-medierne at trække tæppet væk under magthavere, der misbruger magten ude i lokalsamfundene. Men det er lige så vigtigt at skrive de gode historier i lokalsamfundene.
Og helt konkret har JFM i mediehusets data konstateret, at der er penge og konverteringer til abonnenter i både den kritiske journalistik og det mere håbefulde.
Hvis vi nøjes med at lave kritisk journalistik, vil vi med rette blive beskyldt for bare at være sure hele tiden. Og hvis vi kun laver konstruktiv journalistik, vil vi med rette få skyld for at være fuldstændigt tandløse.
Peter Orry, ansvarshavende chefredaktør, JFM
Faktisk mener Peter Orry også, at kritisk journalistik i sig selv er konstruktiv.
”Den mest konstruktive form for journalistik er kritisk journalistik, da den bringer kritisable forhold frem i lyset. Og her ender det som regel med, at nogen gør noget ved dem. Ofte løser den de problemer, der bliver beskrevet. Og hvis vi ikke laver kritisk journalistik, får problemerne lov til at være der,” siger han.
Men der ligger et eller andet i, at man som medie også har pligt til at efterlade noget håb, baggrund og perspektiv hos brugerne.
Giv håb i krimijournalistik
Derfor er et af projekterne, som milliondonationen skal gå til, også at sætte en kriminaljournalist fra Fyens Stiftstidende til at undersøge, hvordan man kan give mere perspektiv til krimihistorier, så brugerne ikke efterlades med et indtryk af, at verden er farligere og ondere.
For eksempel hvis man skriver om indbrud, hvor statistikken sådan set viser, at antallet af indbrud falder:
”Vi hører nogle gange folk sige, at det bliver værre og værre med alle de indbrud. Og så er vi altså nødt til at fortælle dem, at det gør det altså ikke. Faktisk viser al statistik, at der bliver færre af dem. Og det synes jeg er en super god ting, som ikke på nogen måde får os til at svigte vores rolle som kritiske observatører.”
Ifølge Peter Orry bliver det i den kommende tid hele tiden en balance for JFM at navigere i, hvordan det konstruktive skal spille ind:
”Hvis vi nøjes med at lave kritisk journalistik, vil vi med rette blive beskyldt for bare at være sure hele tiden. Og hvis vi kun laver konstruktiv journalistik, vil vi med rette få skyld for at være fuldstændigt tandløse,” siger han og fremhæver:
”Det er balancen. For vi ved, at mennesker i vores lokalområder i udgangspunktet er glade for og stolte af det sted, de bor. Og så skal vi selvfølgelig lave nogle historier, som lægger fakta frem, der gør, at de kan blive ved med at være stolte og glade.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.