Rummet var sweepet.

Telefoner, computere, smartwatches – og i den grad kameraer – var ikke tilladt.

Derfor nåede fotograf Kristian Friis også kun ganske kort ind i videokonferencerummet i Udenrigsministeriet, før departementschefen nærmest eksploderede:

”Dig! Ud! Nu!”

At fotografen overhovedet kunne befinde sig i så fortroligt et rum, siger noget om, hvor tæt holdet bag dokumentaren ’Udenrigsministeren’ egentlig fik lov til at følge Lars Løkke Rasmussen i de godt ni måneder, optagelserne tog.

Det var sådan set også meningen, da de kort efter Trumps genvalg i 2024 i en mail anmodede Udenrigsministeriet om at få udvidet adgang.

Uenige i kritik

Udenrigsministeriet sagde ja til projektet på den betingelse, at der ikke blev afsløret statshemmeligheder.

Hvis der var brug for fortrolige rum, blev udenrigsministeren trukket afsides af sin stab.

Derudover var der også meget, som hverken tilrettelæggerne eller det danske udenrigsministerium var herrer over.

For én ting var, at de havde fået lov af det danske udenrigsministerium, men andre landes ministerier skulle også sige ja, hvis de for eksempel skulle følge fortrolige møder.

”Vi er pissestolte af de programmer, og vi synes, at vi giver et autentisk blik ind i Udenrigsministeriet og ministerens arbejde,” siger tilrettelægger Jesper Elming, som har lavet programmet med makkeren Søren Kramer Vestergaard fra Kompagniet.

”Nogen synes, at vi ikke er kritiske nok, men det er vi totalt uenige i,” tilføjer han.

Dokumentarholdet var i hælene på udenrigsministeren til adskillige lande som Syrien, Kina, Ukraine, Israel og Færøerne. Alle ture er ikke kommet med i den endelige dokumentar. Foto: Kompagniet

De to journalister havde ingen ambitioner om at lave et projekt målrettet andre journalister, eller sågar de politiske analytikere med udvidet Christiansborg-indsigt, som har kritiseret dokumentaren for at røbe for lidt nyt.

De ville lave et program til helt almindelige danskere fra Åbybro til Nørre Snede, for at give dem indsigt i, hvad der sker bag kulisserne, når det lille land Danmark forsøger at sætte et fingeraftryk i det store udland.

”På Bornholm gik det op for os, hvor tæt på vi egentlig kunne komme,” siger Jesper Elming.

Held i nationens uheld

Som akkrediterede til møderne kunne de fra sidelinjen følge samtalerne, mens Lars Løkke Rasmussen forgæves forsøgte at overtale europæiske udenrigsministre til at flytte kommaer og fodnoter frem og tilbage i en kritisk udtalelse om Ruslands fremfærd i Ukraine.

På samme måde viser dokumentaren nye billeder af, hvordan Lars Løkke Rasmussen og hans stab reagerede i forbindelse med mødet med den amerikanske regeringstop i Washington, hvor udenrigsministeren var sendt til USA for at dæmpe gemytterne.

”Journalistisk set kunne vi ikke have været heldigere,” siger Jesper Elming om forløbet i Washington, som især blev kendt herhjemme for Lars Løkke Rasmussens fistbumps og cigaretrygning.

Her er holdet på optagelse i et tog i Ukraine, hvor udenrigsministeren skulle til møde med Ukraines præsident. Foto: Kompagniet

I dokumentaren var det et bevidst valg at lade reportagen fylde mere end journalisternes stemmer og spørgsmål.

”Vi ville bare vise virkeligheden og lade den ske foran kameraet,” fortæller Søren Kramer Vestergaard.

Lod svarene tale

Tilrettelæggerne har internt drøftet, hvor meget de kritiske spørgsmål skulle fylde. Altså om man decideret skulle høre dem stille dem i programmet. I stedet er programmet klippet på en facon, hvor der fokuseres på svarene, ellers stilles direkte spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen i et afkoblet sync-setup.

I bagklogskabens lys kunne kritikken måske være forudset ved at få de to journalisters spørgsmål til at fylde mere i scenerne.

Men Søren Kramer Vestergaard forsikrer, at de har været tilstrækkeligt kritiske.

”Da udenrigsministeren siger, at de ikke sender Mette Frederiksen over til Trump, fordi de gerne vil undgå en Zelenskyj-lignende ydmygelse i Det Hvide Hus, er det jo, fordi vi stiller kritiske spørgsmål til deres strategi,” fremhæver han som et eksempel.

De har dog også været bevidste om, hvilket også omtales ofte i programmerne, at Udenrigsministeriets pressestrategi er en anden.

I tredje afsnit fortæller pressechef Victor Boysen, at han er en form for gatekeeper, når pressen henvender sig.

Han skal sørge for, at Udenrigsministeriet primært kommer ud med de budskaber, de selv gerne vil ud med.

”Man kan sagtens foranlediges til at tænke, at vi bliver spændt for en vogn, men det synes jeg ikke, vi er,” siger Søren Kramer Vestergaard.

”Vi ser udenrigsministeren i flere situationer, hvor han klarer det godt, men også, hvor han ikke klarer det godt,” fortsætter han.

Erklæringen mod Rusland på Bornholm falder til jorden, man følger et mislykket forsøg på at påvirke Israel, han bliver sur på sine medarbejdere over noget praktik, og i en scene skælder han også en ung presserådgiver ud for ikke at have forberedt et godt nok svar til DR og TV 2:

”Og på den måde synes jeg egentlig, vi har fået det autentiske indblik i Udenrigsministeriet, som vi havde håbet på,” siger Søren Kramer Vestergaard.

’Udenrigsministeren’, ikke ’Løkke’

Både i dokumentaren og i udtalelserne efter bider man mærke i, at begge tilrettelæggere gør meget ud af at kalde Lars Løkke Rasmussen for ’udenrigsministeren’, og altså ikke bruger hans navn så ofte.

Det er en selvstændig pointe.

De to medgiver, at man ikke kan undgå at udvikle relationer til folk i Udenrigsministeriet over så lang en periode. Men forholdet til selve udenrigsministeren har ikke været venskabeligt.

”I de her ni måneder, hvor vi har fulgt ham, tror jeg ikke, han har kaldt mig ved navn én gang,” siger Søren Kramer Vestergaard.

”Der er ikke et forhold der. Når vi er færdige med optagelser, er han bare videre. Der har også været situationer, hvor han ikke engang sagde farvel. Det er meget professionelt,” forklarer han videre og tilføjer, at det også er almindeligt blandt ministeriets ansatte, at man kalder ham for ”ministeren” eller ”UM”.

På den måde kunne programmet lige så godt have været om Lene Espersen, Uffe Ellemann-Jensen eller alle mulige andre udenrigsministre, tilføjer Jesper Elming.

”Vi vil vise, at det er udenrigsministeren, der gør det her, fordi det er jobbetegnelsen,” siger han.

Men netop de mange måneders optagelser sørgede også for at etablere et professionelt rum, hvor vigtige scener kunne opstå ud af det blå.

Et eksempel er en af Jesper Elmings yndlingsscener, hvor den estiske udenrigsminister i et uformelt øjeblik efter et formelt møde træder over til Lars Løkke Rasmussen og Udenrigsministeriets ansatte.

Her viser han en video af, at Rusland har brudt estisk luftrum med et jagerfly.

Eller ”Nato-luftrum”, som den estiske minister understreger, inden de to udenrigsministre ses dele en smøg.

Netop smøger er der mange af. Og piber.

Og Lars Løkke Rasmussen gjorde det også klart over for tilrettelæggerne, at det ikke var nødvendigt at klippe de sider af ham væk.

””Jeg er gennemfotograferet,” sagde han til os. Så det var han ligeglad med. Også at han stod i åben skjorte på et tidspunkt,” siger Jesper Elming.

Søren Kramer Vestergaard husker også lige netop episoden med den estiske minister, fordi Lars Løkke Rasmussen off-camera ikke kunne dy sig for at fyre en morsom stikpille afsted mod filmholdet:

”Jeg har sagt til dem, at de ikke må bruge de her optagelser, hvor vi ryger. Så nu er de nødt til at droppe 90 % af dokumentaren.”