Jeg flyttede ud af byen og fik natur, lys og luft – og virkelig langt til arbejde!

Samtidig trak naturen og det lille hus i Odsherred. De havde købt det som sommerhus i 2018, men for hver weekend, der gik i huset, blev det sværere at forlade det igen om søndagen. Hele familien hang med mulen, når turen igen gik mod København.

”Jeg kan bare huske, at vi sov så godt herude. Luften var så frisk. Og så kom vi hjem til Christianshavn søndag aften og skulle bruge en halv time på at køre rundt og finde en parkeringsplads,” husker Bjørn Bang Jakobsen.

”Ja, og mandag morgen ned ad Torvegade, hvor 10 bilister og syv cyklister bandede ad en. Det var virkelig en kontrast til livet herude,” supplerer Sophie.

”Til sidst tænkte vi: Okay, nu prøver vi det sgu. Og så fandt vi en lejer til lejligheden og flyttede ungerne til en børnehave heroppe.”

To med 8-16 duer ikke

Det er over to år siden nu. To år med to fuldtidsjobs og to gange 100 kilometer til arbejde hver vej. Og ikke mindst med to små børn, der også lige skal hentes og bringes.

Med min egen pendlerafstand og bøvlede hverdagslogistik i baghovedet er det store spørgsmål selvfølgelig: Hvordan i alverden får de hverdagen til at hænge sammen?!

Det ærlige svar er, at det til tider holder hårdt. Men det lykkes med en kombination af, at Bjørn i sit job for Folkekirkens Nødhjælp har haft fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde, og at Sophie på ’P1 Morgen’ har mange tidlige morgenvagter og sene aftenvagter.

”Det havde slet ikke kunnet fungere, hvis vi begge to var låst til kontoret i København fra 8 til 16 hver dag,” slår hun fast.

Lavpraktisk forløber mange hverdage sådan, at Sophie står op og kører hjemmefra klokken 4:45 for at møde i DR Byen klokken 6. Ret hardcore, som hun selv siger, især om vinteren, men til gengæld har hun fri ­13:30 og kan nå hjem og hente børn før 15.

De dage er det Bjørn, som afleverer i børnehave og skole, inden han derefter tager bilen de 30 minutter til stationen i Holbæk og derfra 40 minutter i tog til hovedbanegården i København – når han altså ikke arbejder hjemmefra.

”Efter corona har det med hjemmearbejde ændret sig virkelig mange gange. Først skulle man bare være på kontoret to dage om ugen, så blev det vendt om, så man kunne være hjemme to dage, og så var der snak om at gøre fredag til fast hjemmearbejdsdag,” fortæller Bjørn og tilføjer:

”Jeg ville da ønske, at vores arbejdspladser havde taget læringen fra corona endnu mere til sig. At de kunne se, at det ikke kun er en fordel for de ansatte med fleksibilitet, men at de også får mere fleksibilitet den anden vej.”

Tak til corona

For mit eget vedkommende var det netop coronapandemien, der gav det sidste skub til drømmen om at flytte ud af byen.

Under nedlukningerne opdagede Journalistens redaktion ligesom resten af verden pludselig, hvor meget der kunne klares med onlinemøder og hjemmearbejde, og da vi midt i det hele skulle forhandle ny overenskomst, fik vi skrevet ret til hjemmearbejdsdage ind i overenskomsten.

Og den vej vil det formentlig gå for flere i fremtiden, spår eksperterne. Da en undersøgelse fra Bolius i 2020 viste, at hver femte bybo – og hver tredje unge bybo – drømmer om at flytte på landet, udtalte fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, at hun forventer, at flere snart vil gøre alvor af drømmen.

”Arbejdsbegrebet ændrer sig. Vi behøver ikke at tage ind på en arbejdsplads for at arbejde. Jeg sidder for eksempel lige nu i mit sommerhus og passer mit arbejde virtuelt, og det vil de fleste andre også kunne gøre,” sagde hun.

Selv havde jeg ikke turdet købe hus og bosætte mig 75 kilometer fra mit job, hvis det ikke havde været for den overenskomstsikrede ret til hjemmearbejde. Og selv med to hjemmearbejdsdage de fleste uger og lidt arbejdstid i toget de andre dage må vi indimellem (eller ærligt: ret tit) virkelig sno os og kigge dybt i kalenderen for at få særligt hente-bringe-logistikken til at gå op.

Ud af medieboblen

Den situation kan alle de langdistancependlere, jeg har talt med til artiklen her, genkende. Én af dem er Christian Garde. I snart fem år har han boet i en landsby uden for Sorø og arbejdet som journalist på Samvirke i Albertslund – en tur på en time og 10 minutter fra dør til dør.

”Det ville være løgn at sige, at det ikke er en ekstra udfordring. Hver søndag sidder vi jo og lægger ugeplan. Det kan godt være lidt udmarvende, og hvis man kigger i min udbakke, finder man hurtigt den første håndfuld mails til redaktionen om, at det koksede med toget her til morgen,” indrømmer Christian Garde.

Alligevel har han og familien ikke fortrudt at være flyttet ud af byen.

”Det har været virkelig dejligt at komme på landet. Her er luft og natur, højt til loftet og plads til at udfolde sig. Og uden at blinke vil jeg 100 procent sige, at det også er en fordel for min journalistik, at jeg ikke bor i København,” tilføjer han.

Det forklarer han med, at han er kommet tættere på den store andel af Samvirkes læsere, der bor i provinsen og handler i den lokale brugs.

”Når vi for eksempel skriver om mad-tendenser, kan det være et ret fedt realitytjek lige at kigge sig omkring i lokalmiljøet og blive mindet om, at en tendens i København ikke nødvendigvis er en tendens i Sorø,” siger Christian Garde.

Luft i økonomi og hoved

Samtidig lægger han ikke skjul på, at det også har med boligpriserne at gøre, at de endte med at rykke SÅ langt væk fra København.

”Det ville have været svært at finde et hus som vores tættere på København, som vi havde råd til,” siger han.

Netop boligprisernes himmelflugt i især København og Aarhus kan også være med til at forklare, at flere landkommuner og små øer de seneste år har haft flere tilflyttere end fraflyttere, mens de store byer faktisk vokser langsommere end tidligere.

For Christian Garde og hans familie har flytningen også givet luft i økonomien til, at han har kunnet gå ned i tid til 30 timer om ugen. Sammen med to faste hjemmearbejdsdage og en aftale om at lægge en times arbejdstid i toget de andre dage gør det, at hans work-life-balance trods transporttiden hænger sammen.

Dertil kommer en anden work-life-balance-fordel, som både han og de andre langdistancependlere fremhæver. Noget, som i mindre grad kan gøres op i timer og minutter, men som vækker stor genklang hos mig.

Ligesom dem oplever jeg nemlig også, at selv om mit arbejdsliv teknisk set æder flere af mine vågne timer i dag, så har jeg aldrig før haft så nemt ved at lade mit arbejde ligge på kontoret. Når jeg om eftermiddagen sætter mig ind i toget i København og kører vestpå, eller når jeg cykler det sidste stykke fra stationen og hjem igennem skoven, så er det ikke bare fysisk, men også mentalt en bevægelse væk fra arbejdet.

I det grænseløse arbejdes tidsalder er det et kæmpe plus. Og så føles det bare grundlæggende godt at have indrettet sig efter, hvor og hvordan man gerne vil leve sit liv, frem for hvor ens arbejdsplads ligger.

Hverdagseventyr fem minutter væk

Sådan har Bjørn og Sophie Bang Jakobsen i det lille stråtækte bondehus i Odsherred det også. Og når man kigger sig omkring i haven med jordbærbed, havkajakker, huler til børnene og skoven i nakken, forstår man dem godt.

”I København savnede jeg tit hverdagseventyr, men nu føler jeg, at vi er fem minutter væk fra hverdagseventyr, når vi har hentet børnene. Vi kan gå ud i skoven og lave bål, eller vi kan køre ned og bade eller ud og sejle en tur. Der er så mange gode oplevelser lige uden for døren,” siger Bjørn.

Alligevel føler Bjørn og Sophie endnu ikke, at de har fundet den helt rigtige balance mellem arbejdsliv og fritid. De ser simpelthen hinanden og børnene for lidt.

”Da vi flyttede herud, var drømmen egentlig, at vi ikke skulle arbejde fuld tid begge to. Det er stadig planen, for vi har ikke brug for 74 løntimer for at få det til at hænge sammen økonomisk. Vi er bare ikke rigtig nået dertil endnu. Så vi er stadig i proces med at finde den rigtige balance,” siger Bjørn.

Som en del af den proces har han for nylig sagt sit job op. Sophie har taget orlov fra sit, og når den danske sommer om lidt går på hæld, rejser hele den lille familie til Fransk Polynesien for at stævne ud på et års sejltur.

Det lille bondehus har de solgt, og til gengæld har de købt et helårshus i Rørvig. For selv om de stadig leder efter den rigtige balance, så er de ikke i tvivl om, at svaret ikke er at rykke tilbage til en lejlighed i byen.

”Det kan måske lyde mærkeligt, når man tænker på al logistikken, der skal gå op, for at hverdagen kan fungere, men jeg synes virkelig, det har givet os en frihed at flytte på landet,” siger Sophie.

Togtid er ikke spildtid

Dermed er Bjørn og Sophie måske lidt samme sted, som jeg selv er. Selv om livet på landet er skønt, kan jeg indimellem godt være i tvivl om, om det holder i længden at spilde så meget kostbar fritid i et tog.

Til sidst vender jeg mig derfor mod en virkelig erfaren langdistancependler i form af Søren-Mikael Hansen fra Politiken. I mere end 30 år har han arbejdet på Rådhuspladsen og boet på Midtsjælland – de fleste af årene i Ringsted, de senest tre i Sorø.

Hjemmearbejde er et privilegium, han først for alvorlig har erhvervet sig siden nytår, hvor han skiftede fra en stilling som sportsredaktør til nu at være kommentator og lederskribent.

”Jeg har regnet ud, at jeg har tilbragt mere end et år af min levetid i toget. Hvis man måler det op som spildtid, er det jo grufuldt at tænke på,” indrømmer Søren-Mikael Hansen.

Men faktisk er hans bedste råd til mig, at man netop ikke skal se sådan på det.

”Min togtur tager 45 minutter, når der altså ikke er forsinkelser og sporarbejde – og det er der jo sandt for dyden ofte. Men det er jo ikke rent tab og spildtid at have 45 minutter for sig selv i et tog. Gennem årene har det da givet mig nogle muligheder for at slappe af på en anden måde. Læse en bog, høre en podcast, kigge ud på landskabet,” siger han.

Sådan kan jeg godt lide at tænke på det. For hvis der er noget, det moderne menneske – og måske især børnefamilierne – mangler i en stresset hverdag, er det pauser. Tid til fordybelse og ro. Ser man sådan på det, er transporttiden måske ikke helt tosset – ifølge nogle undersøgelser kan den faktisk ligefrem være sund for det mentale helbred.

Eller som Søren-Mikael Hansen helt zen-agtigt udtrykker det:
”Det handler meget om overgivelse. Og jeg har bare forliget mig med, at min tid i toget ikke er spildtid eller tab af tid – det er bare en anden tid,” som han siger.