search

»Min første tanke var, at det her blev en fantastisk artikel. I fængslet havde de andre fanger bind for øjnene, men jeg fik lov at se det hele.” Joakim Medin fik en historie, men endte også i et syrisk fængsel, og nu vil han have mere debat om freelanceres sikkerhed. Tina Axelsson

i

”Jag vet att detta är fucked up”

I februar sad den svenske freelancer Joakim Medin fængslet i Syrien. Han rapporterer fra krigszoner til medier i hele Norden og til honorarer, der hverken dækker kidnapningsforsikring, satellittelefon eller anden dyr sikkerhed. Dagbladet Information deltog i kampen for at få ham fri. Nu efterlyser han en debat om freelanceres sikkerhed: »Som freelancer må man altid finde alternativer, billigere løsninger, og det betyder mindre sikkerhed«

Prolog

Freelancejournalist Joakim Medin sidder i en celle på en gange to meter i et fængsel i den nordsyriske by Qamishli. Det er Assads regime, der holder Joakim fanget. Der er ingenting i cellen, bare betongulv. Og kakerlakker og insekter. Og mørke. Langt nede ad gangen er der en lampe i loftet, det eneste lys. Joakim er alene. Men to gange om dagen får han mad. Morgenmaden er et arabisk fladbrød, ligesom dem man bruger til kebab, omkring 20 centimeter i diameter. Aftensmaden er endnu et brød og to falafel-kugler. 

Men andre har det værre end ham. En snes krigere fra Islamisk Stat deler en større celle i fængslet. De deler også maden: Morgen og aften får de en pose fladbrød og et fad med ris. Mændene måler næppe 15 centimeter fra mave til ryg, når Joakim ser dem fra siden. Af en eller anden grund er døren til deres celle ikke låst. Så Joakim folder sine brød og skubber dem gennem tremmerne, ud til de sultne islamister i korridoren.

Joakim Medin, Kobane, Syrien, september 2014 – foto: Perwer Mohammad Ali

Joakim Medin er humanist. Han engagerer sig i verdens mennesker, deres samfund og vilkår, og derfor rejser han jævnligt i krig for at rapportere fra jordens farligste steder. I Danmark har dagbladet Information og Kristeligt Dagblad købt stof fra hans ture, hvor freelanceren typisk rejser med langt dårligere sikkerhed end store mediers udsendte reportere. Alligevel tager han af sted.

»Vi har brug for journalistik fra Syrien. Der er mennesker, der lever der. Livet er farligere for dem end for mig. Jeg ønsker ikke, at mine rejser bringer mig i fare. Men Syrien som land eller situation skal ikke stoppe mig eller journalistikken, for nogen må rapportere derfra,« insisterer han.

30-årige Joakim Medin er en spinkel mand, skikkelsen er næsten drenget, og håret rejser sig over panden i en perfekt og høj bølge; som en fusion af Tintin og genopstanden rockabilly-mode. 

Men Joakims person har en voksen alvor. Journalisten møder ham i Stockholm i midten af marts, knap tre uger efter at han slap fri fra fængslet i Syrien. Næsten fem timer tilbringer vi sammen, på vandring i strålende sol gennem Stockholms gamle by og langs skærgården. Få gange smiler Joakim Medin. »Jah« eller »aha« er hans gennemgående svar i de dele af samtalen, der ikke direkte kræver flere af hans ord.

»Jeg mangler at grine,« begrunder han selv, »jeg har tacklet oplevelsen ved at arbejde, siden jeg kom hjem.«

For på seneste tur gik det galt. Joakim Medin endte i et syrisk fængsel, på nippet til helt at forsvinde, som andre journalister og særligt freelancere har gjort det før ham [1]. Men hvem er de selvstændige mediefolk, som risikerer livet for historien, og hvilken sikkerhed rejser de med? Hvem tager ansvar, når de tager ud, og når det går galt? Herom handler Joakim Medins fortælling. 

[1] Bortførte mediefolk
Tre danske mediefolk har været bortført i mellemøstlige krigszoner, to arbejdede freelance. TV 2-journalist Nagieb Khaja sad fanget syv dage i 2008 hos Taleban i Afghanistan. 
Freelance-fotograf Daniel Rye Ottosen var gidsel 13 måneder i 2013-14 hos IS i Syrien. Freelancer Jeppe Nybroe var kidnappet 28 dage i 2014 af islamister i Syrien. 12 mediefolk var fængslet i Syrien i 2013 heraf otte freelancere ifølge det seneste tal fra Commitee to Protect Journalists. 61 journalister blev bortført i landet samme år. Tallet er ikke opgjort i freelancere versus fastansatte.

Joakim Medin, Kobane, Syrien, december 2014 – foto: Mustafa Ali

Joakim krydsede grænsen til Syrien fra Irak den 31. januar i år. Den dag var vejret smukt, solen var høj, men vinteren kølede stadig luften. Irakiske kurdere eskorterede Joakim til floden Tigris, der markerer den syrisk-irakiske grænse, og han sejlede over vandet alene i en lille båd med udsigt til sneklædte bjerge. På den syriske side tog en kurdisk kommandant imod. Han udstedte et kurdisk visum, Joakim satte sig ind i en ventende bil og kørte til Qamishli.

»Den her by er safe. Ingen journalister er nogensinde blevet kidnappet eller arresteret her. Så jeg sendte bare en synops, og mine medier sagde, »fedt, det køber vi«,« forklarer Joakim om sit journalistiske opdrag og den sikkerhed, han havde planlagt omkring turen. 

Det var fjerde gang, Joakim var i Syrien. Den seneste rejse afsluttede han så sent som i december sidste år. Dagbladet Information bragte en forside fra turen, hvor Joakim berettede om kampene i byen Kobane mellem kurderne og Islamisk Stat.

Søndag den 15. februar gik Joakim Medin og hans tolk på en gade i Qamishli, som så mange gange før. Efter de bliver stoppet ved et checkpoint bliver de kørt af sted i bil og smidt i isolationsceller.

Sikkerhedsforanstaltninger

På farlige ture taler Joakim om sikkerheden med sine arbejdsgivere. Han giver som regel redaktøren en rejseplan med omtrentlige angivelser for, hvor han vil være hvornår. Han redegør blandt andet for, hvem der er hans fixer på stedet, og hvordan han orienterer sig om situationen i området for eksempel ved at kontakte lokale ambassader. Joakim har før haft et fast system for daglig kontakt på sms, og også på turen til Qamishli havde han aftaler om regelmæssige beskeder. Udebliver en sms, skal redaktøren slå alarm. En ven med en liste har samme funktion. Sveriges journalistforbund, udenrigsministeriet, lokale ambassader, SOS International og Joakims familie er blandt dem, der skal alarmeres, hvis Joakim er tavs.

Freelanceren har desuden taget en sikkerhedsuddannelse for mennesker, der arbejder farlige steder, et såkaldt Hostile Environment Awareness Training-kursus [2].

Men han har en åben flanke. Hvert år betaler Joakim 1.822 svenske kroner for en rejseforsikring gennem det svenske journalistforbund. Forsikringen gælder også i krig, men dækker hverken forhandlinger eller løsesum, hvis Joakim bliver bortført, har forsikringsselskabet Gefvert forklaret til Journalisten [3]. Den information er ny for reporteren.

»På den anden side har jeg stadig været bedre forsikret end andre journalister, som rejser uden nogen forsikring overhovedet, [4]« reagerer han, da Journalisten fortæller om dækningen.

[2] Sikkerhed for fastansatte i DR
Sikkerheden for en fastansat reporter på DR, der udsendes til krig og katastrofe, omfatter blandt andet: Sikkerhedskursus, forsikringer, satellittelefon, tracking-udstyr, sikkerhedsudstyr som hjelm, vest og førstehjælpskasse, hotline-numre til professionel hjælp i en række krise-scenarier, eventuelt sikkerhedsledsager, adgang til professionelle sikkerhedsvurderinger for området og psykologisk debrief ved hjemkomst. DR har nedskrevne politikker for den ansattes færden før, under og efter rejsen og i alle risikoscenarier, oplyser sikkerhedschef Søren Sjøgren og redaktionschef på DR Nyheder Thomas Falbe.
[3] Kidnapningsforsikringer
Kidnapningsforsikringer er dyre, men afgørende. Kun udenlandske selskaber tegner kidnapningsforsikringer for freelancejournalister. Journalisten har været i kontakt med et sådant selskab. En kidnap and ransom-forsikring med en tilstrækkelig høj forsikringssum kan tegnes for 20-25.000 kroner for syv dage i en krigszone som Aleppo i Syrien. Ifølge Journalistens kilder overlever 80-90 procent af de gidsler, der overlever en kidnapning, fordi der bliver betalt løsesum.
[4] Forgængernes forsikringer
Freelancefotograf Daniel Rye Ottosen havde en kidnapningsforsikring på sin rejse til Syrien, men forsikringssummen viste sig at være utilstrækkelig. Daniel Rye Ottosens frigivelse kostede næsten tre gange så meget, som han var forsikret for, oplyser han til Journalisten. Freelancer Jeppe Nybroe var ikke forsikret på sin rejse til Syrien. Han var på opgave for nyhedsbureauet Transterra Media og blev først honoreret, når medier rundt omkring i verden eventuelt købte historien af bureauet. Der var i honoraret ikke indbygget kompensation i forhold til at kunne tegne forsikring, så vidt han ved, forklarer Jeppe Nybroe til Journalisten. 

 

Fængslingen

Søndag den 15. februar skete det, der ikke burde kunne ske i Qamishli.

Den dag passerede journalisten og hans tolk, Sabri Omar, en gade, de havde gået på flere gange før. Men i dag var et checkpoint sat op. Omkring 10 soldater i regimets uniformer kontrollerede trafikken, mens en »Gestapo-karikatur« af en kommandant i en lang, brun og snæver læderjakke skridtede scenen af. En soldat råbte Joakim an. Mændene spurgte til hans ærinde i Syrien. Så tog de journalisten og hans tolk, kørte af sted i en bil og smed Joakim i en celle alene; fængslet for at være rejst ind i landet uden gyldigt visum udstedt af regeringen.

»Min første tanke var, at det her blev en fantastisk artikel. I fængslet havde de andre fanger bind for øjnene, men jeg fik lov at se det hele. Samtidig var ingen jo arresteret i byen før, så jeg tænkte, at problemet måske ikke var så stort,« husker han.

En time gik, så to og 10. I takt med tiden skred følelsen af, at alting nok skulle gå. I cellens klaustrofobiske mørke var Joakim tæt på panik. Længere nede ad gangen lå et kontor, og herfra hørte Joakim jævnligt slag mod fodsåler i dagene, der fulgte (torturmetoden kaldes falanga, red.). Ofrene for torturen »skreg, skreg, skreg«, husker han. Vandet i fængslet gjorde ham syg, Joakim havde diarré og kastede op i sin celle flere dage i træk. Fangen kendte ikke vogternes navne, så han fandt på dem selv. ”Aleppo” kom fra Aleppo. ”Darth Vader” havde en stemme som en røst fra graven. ”Sadisten” dukkede op ved Joakims celle og førte hånden over halsen i en gestus om død.

To gange skiftede Joakim celle, anden gang fløj styret ham til Damaskus. Nu blev journalisten rigtig bange.

»I Damaskus er der ingen opposition, der er ingen, der kan komme mig til undsætning. Der er kun regimet. Vil det her vare i månedsvis – eller i flere år?« spurgte han sig selv.

Joakim vidste ingenting om verden udenfor. Vidste nogen overhovedet, hvor han var?

Vidner kom til undsætning

Men journalisten og hans tolk var heldige. For Joakim og Sabri var ikke alene, da regeringens soldater fejede dem af jorden den søndag i februar. Lidt derfra stod en god kammerat til Sabris bror. Han så, hvad der skete, og slog straks alarm. Nyheden om arrestationen løb som en ilter hund gennem det kurdiske samfund.

»Kurderne ville sende et signal og et budskab til regimet. Det skulle være første og eneste gang, at en journalist blev arresteret her. Derfor gik de meget langt, der blev næsten krig,« fik Joakim senere at vide om kampen for at få ham fri.
Sabris bror ringede til politiet, som kontaktede den kurdiske, politiske ledelse i Qamishli. Det kurdiske militær blokerede trafikken mellem Qamishli og Al Hasakha, en anden forpost for Assads styre længere mod syd. Et fem dage langt politisk spil om magt mellem partiet PYD, den lokale Union of Free Media og det kurdiske politi var begyndt.

Joakim Medin, Kobane, Syrien, december 2014 – foto: Mustafa Ali.

Redaktørerne underrettes

Ingen andre vidste, hvor Joakim var forsvundet hen. Men rygterne svirrede. Berlingskes korrespondent i Jerusalem, Allan Sørensen, fangede på Twitter, at freelanceren var snuppet af Islamisk Stat. Først fredag den 20. februar fik verden besked. Da mistede kurderne tålmodigheden med ørkesløse forhandlinger og spredte nyheden om hans arrestation. Allan Sørensen opsnappede informationen sent samme aften. Klokken to om natten smed han følgende tweet af sted: “According to Kurdish sources, Swedish freelance journalist who has not been seen for 5 days was taken by regime forces in #Qamishli, #Syria.”

På dagbladet Information læste featureredaktør Lotte Folke Kaarsholm hans besked.

»Jeg tænkte, at jeg som minimum blev nødt til at finde ud af, om vi på nogen måde kunne lægge pres på for at få ham ud. Jeg talte med Christian Jensen [chefredaktør], og vi blev enige om at gøre alt, hvad vi kunne,« fortæller hun.

Den weekend kontaktede Lotte Folke Kaarsholm medier i Sverige, der ligesom hun selv er blandt freelancerens kunder. Redaktører på begge sider af sundet talte med kurdiske kontakter og Journalister Uden Grænser, og cheferne i Sverige opdaterede Joakims familie med korrekt information.

Mod syd var støtterne løbet træt i diplomati. Lørdag eftermiddag arresterede kurdisk politi to af regeringens officerer af høj rang, én for hver af Joakim og Sabri. Kurderne truede med at besætte lufthavnen, selve livsnerven for regimet i regionen. Og allerede lørdag aften gav konsekvent pædagogik resultat i Qamishli.  

Frigivelsen

Den aften boardede Joakim og Sabri et fly i Damaskus. Dagen efter eskorteredes de fra bygning til bygning, gennem flere kontorer. Joakim vidste, at han var i Qamishli igen, men anede ingenting i øvrigt. Og så, pludselig, på en bygning, så han et kurdisk flag, gult og kantet af grønt, med den røde stjerne i midten.

»Da vidste jeg, at jeg var fri. Det var fantastisk,« fortæller han.

I Arlanda Lufthavn blev Joakim mødt af en hær af journalister. Mindst 10 reporterteams var på plads for at høre om rædslerne i fængslet og dramaet om frigivelsen i verdens lige nu farligste land for journalister. Allerede her afslørede Joakim, at han agter at rejse igen.

»For mig får det bare den konsekvens, at jeg vil tænke endnu mere på planerne, strategierne, mine lokale kontakter og på at lægge et program,« slår han fast, da Journalisten møder ham i Stockholm. 

Joakims tætte alvor er komplet spejlet i et sirligt ydre. Skjorte, strikket cardigan, blå jeans, jakke af uld i klassisk snit. Men sweateren er af tynd kvalitet, og overtøjet trækker skævt i stoffet. Joakim bor i Uppsala, hvor han er vokset op, han lejer et værelse hos en pensioneret journalist.  

Sikkerheden halter

Freelancerens arbejdsgivere vendte ikke Joakim ryggen, da han var i knibe i Syrien. I både Danmark og Sverige kastede adskillige redaktører timer og initiativ i kampen for at få ham fri. 

Alligevel har rejsen sat tanker i gang, når det gælder mediernes omsorg for freelancere i krig [5].

[5] Hvordan forholder medierne sig til freelancere i krigszoner?
Danske medier har forskellige holdninger, når det gælder freelancestof fra krigszoner: DR Nyheder køber ikke freelancestof af princip: »Jeg vil ikke anspore yngre freelancere til at jagte et break i en krigszone,« siger redaktionschef Thomas Falbe.
TV 2 laver ikke aftaler på forhånd med freelancere i krigszoner: »Men vi køber dagligt stof fra bureauer, som bruger freelancere i de områder. Vi kan også godt tage stof fra nogle, der er på stedet, hvis de har adgang til noget unikt,« oplyser international chef Jacob Vissing.
Dagbladet Information køber freelancestof fra krigszoner. Efter Joakim Medins tilfangetagelse indskærpede featureredaktør Lotte Folke Kaarsholm for redaktionen, at »vi må gå længere, end vi plejer, i forhold til at spørge til sikkerhed og håndtering af kriser og traumer, og sige nej, hvis det ikke er godt nok.«
Berlingske køber ikke freelancestof fra krigszoner. Udlandsredaktør Anna Libak oplyser, at det i første omgang er et spørgsmål om at være sikker på freelancerens uafhængighed og integritet i forhold til den pågældende konflikt. 

Joakim har tjent 45.000 svenske kroner på sine artikler til fem medier fra turen til Qamishli. Rejsen kostede 25.000, og arbejdet har taget to måneder. 

På et grundlæggende niveau halter det med at sikre, at reportagen er bæredygtig, når mange medier køber ind hos de løst tilknyttede korrespondenter, mener han. For idealisme og hånd-ører bærer endda byrden ved arbejdet i Sverige, men rækker ingen vegne i krig:

»Mange steder er honoraret så lille, at det ikke er nok til, at jeg for eksempel kan betale for min egen bil eller anden sikker transport. Som freelancer må man finde alternativer, billigere løsninger, og det betyder mindre sikkerhed. Jeg ville ønske, man kunne gennemgå, hvilke ressourcer man kan tilbyde freelancere i krig. Kan man give dem en satellittelefon? Eller et løfte om at betale billetten, hvis et fly skal bookes om?« spørger Joakim.

Freelanceren kommer direkte til Journalistens interview fra et debatmøde i Sveriges journalistforbund. Temaet var freelanceres sikkerhed i krigszoner, og mødet var særligt henvendt til chefredaktører. Ikke én redaktør dukkede op. Joakim har tidligere solgt til svenske public service-medier såvel som landsdækkende dagblade.

Med forundring har han konstateret, hvordan nogle tager hans stof, men uden at spørge, hvordan han rejser, eller om han er okay derude.

»Der findes jo medier, de små, de alternative og idealistiske, der ikke har de økonomiske ressourcer til at yde alverdens assistance, hvis en freelancer kommer ud for en krise. Men så er der de andre: Gigantiske maskiner, store medievirksomheder, og de har ressourcer. Men de har ingen interesse i freelancejournalisters sikkerhed,« mener han.

Spørgsmålet er, hvorfor Joakim insisterer. Hvorfor skal han absolut sætte livet på spil i Mellemøstens heksekedel? Måske lader svaret sig bedst forklare med en anekdote. 

Epilog

Vi er i Qamishli igen. I Joakims celle med det svage lys og skrig fra falanga, der hamrer ned ad gangen. Men Joakim græder aldrig i sit fængsel. I stedet fokuserer han al sin kraft på de teknikker for overlevelse, han lærte på sikkerhedskurset hjemme i Sverige.

»Min krop er deres. Min krop er i fængsel, men jeg må bevare mental kontrol,« siger han til sig selv.

Han holder sit tøj rent. Han chatter vagterne op. Han tænker på musik, sin familie og frihed. Men først og fremmest holder Joakim fast i det, han brænder for.

»Jeg vil tænke på min journalistiske drivkraft. Jeg vil ikke angre det. Jeg ved, det her er fucked up, jeg ved, jeg har et stort problem, men jeg ved også, hvorfor jeg tog hertil,« gentager han for sig selv.

Joakim rejser, for det tror han på. 

Ved redaktionens afslutning er Joakim Medin i det nordlige Kurdistan / Tyrkiet ved grænsen til Kobane, Syrien, hvorfra han rapporterer om hjemvendte syriske flygtninge.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen