
Foto: Iben Gad
Hvorfor blev du journalist?
”Jeg har altid syntes, det er spændende at finde ud af, hvad der er op og ned i den verden, vi lever i. Men tanken om at slå ind på et specifikt spor var jeg ikke så tændt på. Så fik jeg et legat til Askov Højskole på journalistlinjen, og det var noget, jeg kunne se mig selv i. Der er noget ved faget og tempoet, jeg godt kan lide. Man fordyber sig, men har ikke så langt aftræk. Man eksekverer, og det kommer ud.”
Din lavkøbenhavnske sociolekt – får du skældud for den i DR?
”Jeg har fået at vide, at mine a’er er for københavnske, og mit ’r’ er for udtalt. Som i ”rrræk mig saltet”. Heldigvis findes der ikke en mailadresse til programmet ’Slotsholmen’, og alle de trofaste P1-lyttere, for hvem korrekt udtale er Gud, har simpelthen ikke kunnet rette en klage mod mig. Så jeg har rendt rundt i en lykkelig uvished. Men det grundlæggende råd til mig og min måde at være på som vært har altid været, at jeg bare skal være mig selv, så jeg filer ikke på mine a’er.”
Hvordan vil du beskrive din spørgeteknik?
”Den hviler ikke på et tungt teoretisk grundlag. Jeg tager afsæt i, hvad jeg selv undrer mig over. Hvad er det åbenlyse, som er svært at forstå eller har brug for at blive uddybet? Når du interviewer politikere, vil du ni ud af ti gange opleve, at de taler om temaet, men ikke rigtigt svarer på spørgsmålet. Der er et effektivt greb at gentage spørgsmålet med helt samme formulering. Noget andet, jeg bruger, er at motivere mine spørgsmål og forklare: ’Jeg synes svaret er vigtigt, derfor stiller jeg spørgsmålet igen.’”
Et kritisk interview kan bruges til at undersøge og formidle, hvad en person mener, men også til at udstille svagheder i vedkommendes argumentation. Hvor mener du, balancen skal ligge?
”Det er rigtigt, at der er to yderpoler – et eksplorativt og et konfrontatorisk og udstillende. Men i det ideelle politiske interview er de to hinandens forudsætninger. I det at være oprigtigt nysgerrig ligger der også et kritisk greb: ’Jeg forstår ikke, hvad du mener, prøv at forklare det.’ Man skal også være åben for, at kilden er i stand til at trække interviewet i forskellige retninger. Hvis vedkommende svarer godt for sig, er det jo også en succes. Og jeg oplever helt grundlæggende, at hvis kilden har sat sig grundigt ind i sagen, så kommer den person aldrig dårligt ud af et interview.”
Issa Mahmoud Jeppesen
Født 1988 i København. Bor på Østerbro.
Uddannet på
RUC i 2018.
Arbejdede freelance for P3 Nyheder og blev senere ansat på DR’s Christiansborg-redaktion, hvor han var vært på programmet ’Slotsholmen’.
Siden marts
vært på DR2’s ’Deadline’.
Det politiske interview – er det et magtspil?
”Jeg er ude for, at man skal slås om præmissen for et interview. Det kan godt være en form for kamp, og den skal man helst undgå. Af og til kan der være en semantisk magtkamp. Politikere vil typisk bruge begreber, som enten bagatelliserer en sag, der er dårlig for dem, eller det modsatte. Men det er ikke sådan, at jeg banker mig selv på brystet og råber ad mig selv i spejlet, inden jeg skal i studiet.”
Hvornår har du mest været star-struck i et interview?
”Jamen … jeg har jo bare interviewet danske politikere. Og med al respekt, så er det ikke noget, der gør mig blød i knæene. Og måske er det også opskriften på det gode kritiske interview: Man skal være lidt ligeglad med, om det er statsministeren, der står foran en. Vedkommende skal svare på spørgsmålene.”
Hvad kræver det at være tv-vært frem for radiovært?
”Jeg har tre stemmer i øret, når vi sender. Så man skal ikke blive rundtosset af at høre forskellige mennesker tale i sit øre. Og så skal man have styr på nogle kameraer i studiet. Der er meget mere teater og koreografi i fjernsynet, end der er i radioen. Men udgangspunktet er det samme – jeg skal sidde over for mennesker, have en samtale, der skaber noget refleksion, eller stille folk til ansvar for den magt, de har.”
Når ’Deadline’ starter, kan man se dig stå i studiet, mens speakeren introducerer programmet. Hvad tænker du på i de sekunder?
”For at være helt ærlig, så tror jeg, jeg tænker: ’Du skal ikke fucke prompterteksten op! Lad være at freestyle.’ Så tænker jeg over koreografien – hvor er kameraerne. Men interviewet har jeg forberedt mig på hele dagen, så det er jeg ikke nervøs for.”
’Deadline’ er de intellektuelles TV Avis – kræver det en intellektuel vært?
”Jeg spiller skak og har også læst Dostojevski. Men jeg går ikke i tweedjakke og ryger pibe. Så det kommer an på, hvad man mener med intellektuel. Jeg mener, ’Deadline’ kræver en vært med en høj grad af faglighed, der er velbevandret i de stofområder, der skal tales om, så man er klar til, at samtalen kan løbe i forskellige retninger. Du behøver ikke være ekspert i kryptovaluta eller haiku-digte for at interviewe nogle, der beskæftiger sig med det. Men du skal forstå, hvilke perspektiver kryptovaluta skaber, og hvilken betydning poesi kan have for mennesker.”
Foto: Iben Gad
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.