Julian Assange står og kigger op på det islandske parlament, Alþingi. Det er 2010, og under ham er græsset stadig mudret og nedtrampet fra de mange folkeprotester i kølvandet på finanskrisen, hvor griske bankmænd og kåde politikere havde kørt Islands økonomi i sænk.

Den australskfødte WikiLeaks-stifter kommet til Reykjavík for at udnytte et momentum. Krisen har nemlig gjort Island til en højborg for pressefrihed.

”Jeg er kommet hertil med et forslag om at gøre Island til hele verdens journalistiske tilflugtssted,” lød det fra Assange på et pressemøde ved parlamentet. Politikerne lyttede til forslaget, og få uger senere havde det islandske parlament enstemmigt vedtaget ”verdens mest vidtgående lov om ytrings- og pressefrihed”. Loven, som var en sammenskrivning af forskellige åbenhedslove fra hele verden, skulle skabe de bedst mulige rammer for den frie presse ved blandt andet at sikre optimal beskyttelse af whistleblowers, journalister og medier og deres kilder.

Nyheden om Island som foregangsland for den globale pressefrihed gik verden rundt og fik omtale i aviser som The Guardian og The New York Times. Hos organisationen Reporters Without Borders placerede man Island øverst på verdensranglisten i pressefrihed og skrev, at ”denne lille nordiske ø stræber efter at blive et eldorado for undersøgende journalistik”.

Oprydningsarbejde skabte opblomstring

I dag tænker journalisten Thórdur Snær Júlíusson tilbage på årene omkring 2010 som en uforglemmelig tid. Han arbejdede på det tidspunkt på gratisavisen Fréttabladid, hvis danske pendant Nyhedsavisen i 2008 var gået konkurs efter at have tabt 1 million kroner om dagen i et år. Nyhedsavisens islandske ejere, Baugur Group, der bl.a. også ejede Magasin du Nord, gik selv konkurs året efter, og direktøren blev dømt for svindel.

Det markerede et vendepunkt. Islands største private mediehuse var godt nok i krise, og branchen var præget af fyringer, lønnedgang og voksende arbejdsbyrde. Men samtidig lå der foran journalisterne en ”massiv bunke snavs”, fortæller Júlíusson og henviser til efterdønningerne af det kollapsede banksystem.

”Vi fik udleveret en teske og blev opfordret til at begynde at grave,” fortæller han om journalisternes store oprydningsarbejde.

”Der var tæt sammenhold og en klar vilje til, at medierne skulle være en del af løsningen for Island i stedet for at være en del af problemet, som det havde været før krakket,” siger Thórdur Snær Júlíusson.

Han husker tydeligt besøget fra Julian Assange og politikernes optimistiske medielovgivning. Som helhed kunne medierne være stolte af, hvad de udrettede i tiden efter bankkrakket.

”Vi løste mange af gåderne om, hvad der var hændt,” siger den islandske journalist.

Men lidt efter lidt begyndte politiske interessegrupper og partier at stramme grebet om Islands medielandskab.
”Nogle magtfulde personer begyndte at indsætte deres egen fortælling om, hvad der var sket under krisen, og hvad der skulle ske nu,” siger Thórdur Snær Júlíusson.

I 2013 fik han nok af den faretruende udvikling og startede sammen med et par andre journalister et undersøgende onlinemedie ved navn Kjarninn. 10 år senere er han stadig redaktør på mediet, men i dag er Island langt fra at være et eldorado for den frie presse, som det blev udråbt til dengang.

Thórdur Snær Júlíusson. Foto: Yael Bar Cohen

Skandaleramte magthavere til modangreb

Situationen er faktisk kun blevet værre og værre. På den seneste opgørelse fra Reporters Without Borders er Island dumpet helt ned på 15. pladsen, mens de øvrige nordiske lande topper ranglisten. En række bemærkelsesværdige sager er skyld i islændingenes skrantende pressefrihed.

I løbet af få år har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke færre end seks gange dømt Islands regering for brud på journalisters ytringsfrihed. Fogedforbud, retssager, intimidering og krav om at afsløre anonyme kilder er nogle af de taktikker, som politikere og erhvervsmænd har anvendt for at forhindre de islandske journalister i at udføre deres arbejde.

Og særligt to skandaler har rykket ved tilliden mellem magthavere og medier.

I 2016 dukkede daværende statsminister Sigmundur Davíd Gunnlaugssons navn op i skattely-dokumenterne Panama Papers, og han blev tvunget til at gå af efter de største folkelige protester siden finanskrisen. Inden da forsøgte han dog at sagsøge flere af de medier – heriblandt Kjarninn – der havde skrevet kritisk om sagen og vist klip fra det afslørende interview, hvor landets statsminister bliver taget på sengen og ender med at gå i vrede for rullende kameraer.

I 2019 ramte en ny skandale – denne gang med Islands magtfulde fiskeindustri i centrum. I de såkaldte Fishrot Files-dokumenter – der var tilvejebragt af en islandsk whistleblower via WikiLeaks – blev fiskerigiganten Samherji afsløret i at have bestukket politikere i Namibia for at sikre en stor andel af det afrikanske lands fiskekvoter.

Efterfølgende forsøgte Samherjis direktører at nedtone skandalen, blandt andet ved at lancere en mediekampagne med det formål at miskreditere navngivne journalister, der dækkede historien.

I februar 2022 blev Kjarninn-redaktør Thórdur Snær Júlíusson, der var med til at afsløre Samherji-skandalen, involveret i sagen på en måde, han aldrig havde forestillet sig.

Han og tre andre journalistkolleger fik pludselig uventet besøg i Reykjavík af en gruppe politimænd. De var kørt til hovedstaden fra Akureyri i nord – fiskerbyen, hvor Samherji har sit hovedsæde. Politiet mistænkte journalisterne for at have brudt loven om privatlivets fred og ville sågar afhøre dem om deres kilder til sagen. Noget, som journalister ellers er sikret imod i loven, når oplysningerne er i offentlighedens interesse.

”Det er tydeligt, at efterforskningen handler om, hvad man kan gøre ved sådan nogle som os, der vover at kritisere magthaverne,” mener Thórdur Snær Júlíusson.

Afkølingsmanøvre mod journalisterne

Et år efter politiafhøringerne er der ikke sket mere. Thórdur Snær Júlíusson betragter det uventede besøg som en ”afkølingsmanøvre” designet til at få journalister til at stoppe med at rapportere om sager, som magthaverne ikke ønsker, at der bliver rapporteret om.

Ifølge højesteretsadvokat Gunnar Ingi Jóhannsson er der ingen tvivl om, at dækningen er i offentlighedens interesse, og at politisagen kører for at ”køle journalisterne ned”.

Også forkvinden for Islands Journalistforbund, Sigrídur Dögg Audunsdóttir, kalder det ”uforståeligt og uforsvarligt”, at politiet indkalder journalister i et forsøg på at få dem til at udlevere deres kilder.

”Det kan kun tolkes som en urimelig indblanding i journalisternes arbejde fra politiets side. Desuden forsinker det journalisterne i at udføre andre afsløringer i mellemtiden, og det virker derfor hæmmende for deres arbejde,” siger hun.

Ifølge journalistforbundets leder har mange politikere udviklet en manglende respekt for mediernes rolle i et demokrati.

”Vi har set flere tilfælde på det seneste, hvor islandske politikere nærmest metodisk nedgør pressen for dens forsøg på at stå op for pressefrihed,” opridser Sigrídur Dögg Audunsdóttir.

I forbindelse med skandaler, der har kostet ministre deres poster, har politikere jævnligt hævdet, at det var mediernes skyld.

Eksempelvis skrev finansminister Bjarni Benediktsson – mangeårig leder af det konservative Selvstændighedsparti – i en kommentar i avisen Morgunbladid, at journalister ikke skal behandles anderledes af politiet end den brede offentlighed, og ministeren spurgte retorisk, om journalister selv synes, de er ”for gode til at dukke op og besvare spørgsmål fra politiet”.

”Det er blevet normalt, at magthavere klandrer pressen, når de må træde tilbage. Ikke deres egne tvivlsomme handlinger, som blev afsløret af pressen,” pointerer Sigrídur Dögg Audunsdóttir.

Ifølge Transparency International er Island i dag det mest korrupte land i Norden. Firkløveret Danmark, Finland, Norge og Sverige topper listen globalt over lande med mindst korruption, mens islændingene er dumpet helt ned på en 17. plads.

Sideløbende bliver der færre og færre journalister til at afdække landets voksende korruption. Ifølge Islands Journalistforbund har et ”demotiverende arbejdsmiljø” i journalistbranchen medvirket til, at antallet af journalister ansat på islandske medier er skrumpet til næsten en tredjedel på et årti – fra cirka 2.250 journalister i 2012 til godt 800 sidste år.

Statsministeren, der blev chefredaktør

Førnævnte Morgunbladid er landets ældste avis, og i mange år var den bredt respekteret for sin grundige journalistik og uafhængighed. Men i 2009 fik avisen nye ejere med tætte forbindelser til den islandske fiskeindustri. Selskabet indsatte også en ny chefredaktør ved navn Davíd Oddsson. Han sidder stadig i stolen i dag, og han er en mand, der deler vandene i Island.

Op gennem 1990’erne var Oddsson statsminister og leder af Selvstændighedspartiet, og i de vilde år frem mod finanskrisen var han direktør for Islands nationalbank. Altså en toneangivende herre i landet med de 350.000 indbyggere. Time Magazine udråbte i 2010 den omstridte statsminister-bankdirektør-chefredaktør som ”en af de 25 mænd, der var skyld i den globale finanskrise”. I de senere år har Oddsson jævnligt forsvaret Donald Trump i sine avisledere og sendt kritik afsted mod islandsk presse, som han mener er ”politisk farvet” og ”hævngerrig”, når det ikke går venstrefløjens vej.

Ifølge Kjarninn-redaktør Thórdur Snær Júlíusson vidner eksemplet med Davíd Oddssons rolleskift også om en særlig nepotisme i Island: At de samme magtfulde mennesker kan skifte plads i toppen af magthierarkiet og forblive indflydelsesrige på trods af deres diskutable bedrifter.

”I Island har mange mennesker nogle ret umodne holdninger til pressen som en vigtig søjle i vores demokrati. De opfatter journalister som ligegyldige,” siger han.

”I stedet er vores samfund gennemsyret af en korruptionsmentalitet, hvor ”jeg har din ryg, hvis du har min”. Adgangen til muligheder, information og andres penge er baseret på, at man står inde i teltet og pisser ud, frem for at man står udenfor og pisser ind,” siger Thórdur Snær Júlíusson.

Hverken chefredaktør David Oddsson eller andre repræsentanter fra avisen Morgunbladid har ønsket at forholde sig til kritikken.

Foto: Yael Bar Cohen