I en video på 1 time og 20 minutter smager influenceren og hans gæst på 100 forskellige typer alkohol. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
120.000 kroner.
Det er, hvad det nu koster en YouTube-influencer at have drukket 100 forskellige typer alkohol som shots, kastet op og smagt på 52 forskellige energidrikke foran sit kamera og delt videoer af det med sine følgere.
Forbrugerombudsmanden skriver i en pressemeddelelse, at influenceren indirekte har opfordret børn og unge til at drikke store mængder alkohol og energidrikke - og har altså overtrådt forbuddet mod at vise de typer drikkevarer i videoer, der var rettet mod børn og unge. Forhold, som influenceren i retten erkendte, fremgår det af pressemeddelelsen.
I videoen med de 100 shots af forskellige typer alkohol siger influenceren godt nok, at der er tale om en video til personer over 16 år og at man skal lade være med at følge han og hans gæsts eksempel. Men fordi han i vid udstrækning har unge følgere, er retten kommet frem til, at det ikke var inden for skiven.
”Efter en samlet vurdering af videoens kontekst er der tale om en indirekte opfordring til at prøve at smage et stort antal shots på tilsvarende vis,” udtaler retten ifølge Forbrugerombudsmanden.
Både ulovligt og uforsvarligt
Influenceren, der hedder Martin Guldborg, har 251.000 følgere på YouTube og 47.000 følgere på Instagram.
Videoen, hvor han og hans gæst drikker 100 forskellige slags alkohol, varer godt en time og 20 minutter og har næsten 750.000 visninger.
Netop fordi der har været tale om to forskellige lange videoer med henholdsvis alkohol og energidrikke, og at videoerne har haft et meget højt antal visninger har været udslagsgivende for bødens størrelse.
Men det er ikke kun de to videoer, influenceren har fået en dom for.
Martin Guldborg er også blevet dømt for at overtræde forbuddet mod skjult reklame, da der også var skjult reklame for Martin Guldborgs eget merchandise - også rettet mod børn og unge.
”Dommen viser, at influenter, der retter sig mod børn og unge under 18 år, har et ansvar for, at det indhold, de deler, er forsvarligt og egnet for børn. At en youtuber i en video, der var frit tilgængelig for seere under 18 år, drikker 100 shots, er både ulovligt og uforsvarligt,” udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.
Politianmeldt af Forbrugerombudsmanden
Det var Forbrugerombudsmanden, der i efteråret 2024 politianmeldte Martin Guldborg. En stribe andre influenter blev også politianmeldt for i alt ni overtrædelser af markedsføringsloven.
”Influenter, der særligt henvender sig til børn og unge, skal være ekstra varsomme, fordi markedsføringsloven indeholder en række særregler, som skal beskytte børn og unge. Deres opslag på sociale medier må derfor ikke indeholde alkohol eller energidrikke. De må heller ikke beskrive farlige situationer eller situationer, som tilsidesætter almindelig sikkerhed – og det gælder uanset om deres opslag er reklame eller ej,” sagde Torben Jensen på det tidspunkt.
Martin Guldborg har tidligere afvist overfor Berlingske, at videoerne er målrettet børn, og at de tydeligt er markeret som videoer til aldersgruppen 16+.
”At nogle børn alligevel ser disse videoer, ser jeg ikke som mit problem, da jeg hverken er deres forældre, pædagog eller værge – som selvfølgelig er dem, der bør holdes til ansvar, hvis de lader deres børn se og påvirke af dette indhold,” skrev Martin Guldborg i november 2023 til Berlingske.
Journalisten forsøger at få et interview med eller en kommentar fra Martin Guldborg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.