Radio4
Lyttere af Radio4 får en ny, men alligevel velkendt stemme i øregangene til efteråret.
Den kendte radiovært Iben Maria Zeuthen skifter nemlig til kanalen efter i en periode at have været tilknyttet DR.
Det skriver administrerende direktør for Radio4, Nikolai Thyssen, i et opslag på Facebook.
”Jeg kan næsten ikke forestille mig et mere vidunderligt insisterende menneske at få ombord på radioen end Iben Maria Zeuthen, der altid er søgende, udfordrende og på tværs. Iben skal hjælpe med at tænke højt, udvikle nye programmer og som vært udkomme fra efteråret,” skriver han.
Iben Maria Zeuthen vil dog samtidig arbejde på en række andre projekter ved siden af sit engagement på Radio4, der har hovedkvarter i Aarhus.
”Jeg kan tage fejl, men for mig at se er de linjer, der er ved at blive lagt på Radio4 under manden, der altid taler fra en usynlig ølkasse (Nikolai Thyssen, red.), et potentielt helt rigtigt sted for mig,” udtaler hun i opslaget og uddyber:
”Sidst, og måske vigtigst af alt, ser jeg det som en bunden opgave at gøre mit allerbedste for at medvirke til, at man – også i fremtiden – synes, at det er en god idé at bryde radiomonopolet.”
Iben Maria Zeuthen har en lang radiokarriere bag sig.
Hun har været tilknyttet DR i flere omgange og blev en kendt stemme på Radio24syv, hvor hendes interview med Ghita Nørby i 2019 blev genstand for stor opmærksomhed.