”Nervøsitet har tidligere været et stort tema for mig. Det går helt tilbage til folkeskoletiden. Jeg var et meget genert barn og kan stadig huske ubehaget og følelsen af et sug igennem hele kroppen, når jeg stod foran klassen og skulle fremlægge. Sådan en følelse kan lagre sig i kroppen – det gjorde den for mig.

Det blev et vilkår, som jeg tog med mig ind i voksenlivet. I gymnasiet fik jeg det fysisk dårligt i timerne op til de mundtlige eksaminer. Nogle gange følte jeg, at jeg var lige på vippen til at skulle kaste op af ubehag.

Jeg blev skrivende journalist, og i mange år mærkede jeg sjældent nervøsiteten. Den tittede kun frem, hvis jeg for eksempel var på kursus og skulle tage ordet i præsentationsrunden. Så kunne jeg helt glemme at høre, hvad de andre sagde, fordi jeg kun fokuserede på, at det snart var min tur.

Først da jeg blev vejrvært, blev nervøsiteten i den grad vækket til live igen. Selv om jeg havde været til den ene casting efter den anden, gik det først for alvor op for mig, da jeg havde landet jobbet. Da det pludselig var ægte, og jeg potentielt kunne dumme mig live foran en halv million seere.

Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg stod foran den røde lampe med nedtællingen i ørerne. Jeg havde en tynd chiffonskjorte på, og jeg kan stadig se for mig, hvordan stoffet vibrerede, fordi mit hjerte bankede så hårdt. Jeg havde memoreret alt, hvad jeg skulle sige, og alligevel var jeg ved at brække mig af nervøsitet.

Bagefter tænkte jeg: Shit, har du begået dit livs fejltagelse ved at vælge det her job? Jeg var bange for, at det simpelthen ville slide mig op. Udenpå var jeg rolig, men indeni var jeg et hav i oprør. Og tit havde jeg så meget adrenalin i kroppen, når jeg kom hjem fra en vagt, at jeg havde svært ved at falde i søvn.

Men så blev jeg stædig. Jeg besluttede mig for, at min nervøsitet simpelthen ikke skulle ødelægge den her mulighed. Så i stedet begyndte jeg at studere fænomenet og tale højt om det. Tit hjælper det jo at sige den slags højt, men det kan virkelig være svært – især i en branche som vores, hvor vi lever af at fremstå tjekkede, selvsikre og rolige. Det gør det ekstra sårbart at fortælle, at man faktisk ryster indeni og kæmper med tvivl eller nervøsitet.

Et af de bedste råd, jeg fik, var at glemme den halve million seere og i stedet forestille mig, at jeg kun talte til min søde mor.

Det hjælper også at flytte fokus fra sig selv – slippe tankerne om, om stemmen ryster, eller du bliver rød i hovedet – og kun fokusere på budskabet. Og så laver jeg sommetider powerposes, hvor jeg kropsligt gør mig stor, inden jeg skal på. Det sender et signal til kroppen om, at du har styr på det.

I dag elsker jeg faktisk at være på. Jeg kan stadig blive spændt, men ikke på en måde, hvor det hæmmer min præstation – kun på en måde, der skærper mig. Men jeg tror, det vil være sundt at tale mere om nervøsiteten. Vi er så vant til at være på, at vi faktisk glemmer, hvor stort et pres det egentlig er.”