I tæt samarbejde med redaktionschef Marie Skovgaard har Jens Langhorn lavet en dokumentarserie, der tager udgangspunkt i hans egen fortælling som far til to børn med ekstrem skolevægring. Foto: Privatfoto (collage: Journalisten)
Fem journalistiske projekter fra henholdsvis DR (gange to), Politiken, Information+Danwatch og Berlingske+DR er i spil til at modtage årets Cavling, når den prestigefulde pris uddeles 9. januar.
Som optakt til den store dag har vi bedt en repræsentant for hvert af de fem hold journalister om at dele deres tips og tricks og metoder fra arbejdet med det nominerede projekt.
I dag er det journalist Jens Langhorn fra tv-produktionsselskabet Monday, som sammen med redaktionschef Marie Skovgaard er nomineret for DR-dokumentarserien ’Skolens tabte børn’.
Serien handler om børn med ekstrem skolevægring og tager udgangspunkt i Jens Langhorn og hans kones egen fortælling som forældre til to børn med langvarigt, ufrivilligt skolefravær.
I serien ’I spil til Cavling’ løfter fem journalister bag de nominerede projekter sløret for, hvordan man kommer i spil til en Cavling. De fortæller, hvordan det hele begyndte, og deler deres vigtigste værktøjer.
Hvordan fik du idéen til at kaste dig over projektet, som er blevet til ’Skolens tabte børn’?
”Idéen udsprang af den situation, min kone Louise og jeg selv stod i herhjemme. Vi havde på det tidspunkt to ud af tre drenge, som havde det så svært med deres skolegang, at de slet ikke kom afsted. Louise havde sagt sit job op for at kunne være den støtte, vi ikke fik fra skolen – men det hjalp ikke.”
”Vi stod midt i vores livs krise. Men historien var større end bare os, kunne jeg se på tallene. Flere end 10.000 børn var væk i mindst tre måneder på et skoleår. Og det var dér, Louise sagde: Du bliver nødt til at lave noget om det her. Først var jeg modstander af idéen. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne lave det – jeg var jo selv part i sagen. Men jeg tyggede alligevel på det.”
Hvad var jeres vigtigste værktøj til at få hul på historien?
”Det var faktisk, at Louise begyndte at lave dagbogsvideooptagelser af, hvordan hverdagen var herhjemme. Det var der, jeg indså, at det var den vej, vi skulle gå. Hvis vi skulle gøre det, skulle vi inddrage os selv og lægge det helt åbent frem – det blev nøglen til, hvordan den her historie kunne fortælles.”
”Men samtidig var det vigtigt for os, at det ikke bare skulle være vores historie alene. Vi var nødt til at finde nogle flere, som ville være med på at fortælle den her historie. Så derfor rakte vi ud i nogle lukkede facebookgrupper for forældre til børn med ufrivilligt skolefravær.”
Jens Langhorn, journalist
Hvornår vidste du, at I havde en historie?
”Vi sendte vores opslag ud på Facebook en tidlig sommeraften, og allerede samme aften begyndte det at vælte ind med henvendelser. Jeg sov ikke ret meget den nat, og næste morgen klokken 05 gik jeg ned i baghaven og begyndte at læse dem.”
”Fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at vi havde en historie, som også kunne fortælles. På to dage fik vi over 300 henvendelser, og mange krængede deres allerinderste ud allerede i den første besked. Det var virkelig en håndsrækning til mig som journalist – men det var også en kæmpe spejling af os som forældre.”
De fem nominerede til Cavling-prisen 2025
- ’Alle vi børn i Gangsterby’, Politiken
Frank Hvilsom og Mads Nissen for den undersøgende reportageserie om den kriminelle kultur blandt svenske unge.
- Samsam-sagen, Berlingske + DR
Jens Anton Bjørnager og Simon Andersen fra Berlingske og Louise Dalsgaard fra DR for deres parallelle, uafhængige dækning af Samsam-sagen. - ’Skolens tabte børn’, DR
Jens Langhorn og Marie Skovgaard for dokumentarserien om børn og forældre til børn med ekstrem skolevægring. - Dansk våbeneksport til Israel, Information + DanWatch
Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding fra Information samt Emilie Ekeberg, Nikolaj Houmann Mortensen og Charlotte Aagaard fra DanWatch for artikelserien om, hvordan dansk militært udstyr er endt og bliver brugt i Israel. - ’UnderDanmark’ og ’På statens regning’, DR
Søren Rasmussen, Nicolai Viborg, Isabel Morales og Frederik Bruun Madsen for dokumentarerne, der afslører farligt asbestarbejde, ulovlige aftaler og illegalt arbejde og snyd med kontrakter og løn på byggepladser i Danmark.
Hvilket greb har været afgørende til at formidle historien?
”Det vigtigste for at formidle historien var at få lært familierne op i selv at filme deres hverdag derhjemme. Vi har også nogle gange været hjemme og filme hos dem, men det giver bare et helt andet råt og ægte indblik, når de filmer selv. Lyden er måske lidt dårlig, og billedet er ikke perfekt – men du ER der.”
Hvad har været den største udfordring undervejs?
”Den største forhindring har fra starten været: Hvordan fortæller vi den her historie uden at lave et slags overgreb på de her børn? Hvordan kan vi vise, hvad de står i, uden at det bliver for voldsomt for dem?”
”Alle børn har aktivt sagt ja til at være med i projektet. Men der hviler et stort ansvar på forældrene – og et endnu større ansvar på os som skabere af serien. Det har Marie Skovgaard og jeg haft mange samtaler om. Men vi besluttede tidligt, at hver gang vi ser et barn have det svært, skal vi også se barnet lykkes med noget. Det dogme gav os ro i maven i forhold til balancen.”
Jens Langhorn, journalist
Hvilke værktøjer kunne I ikke have lavet historien uden?
”Historien var ikke blevet den samme, hvis vi ikke havde samlet en forældregruppe, men bare havde fulgt hver familie som satellitter. Forældregruppen kom virkelig tæt ind på livet af hinanden, og det skabte en helt anden dynamik og energi. Uden den havde serien ikke haft samme nerve eller følelse af fællesskab.”
”Og det er jo et fællesskab, som lever videre på bagkant af programmet. Det var også forældregruppen, som dannede grundlag for seriens aktivistiske lag, som i sidste afsnit ender med, at vi udgiver en rapport med konkrete anbefalinger til, hvad man kan gøre anderledes. En af anbefalingerne røg direkte på Finansloven få uger efter premieren.”
Hvad har du lært af arbejdet, som kan være et staldtip til kolleger i branchen?
”Mit råd er egentlig, at man som journalist ikke skal være så bange for at kaste sig ud i at bruge sig selv og gå mere aktivistisk til værks, så længe du bare deklarerer din dobbeltrolle tydeligt. Jeg er jo sådan en klassisk undersøgende journalist, så for mig har det været den største åbenbaring.”
”Så rådet er vel: Se på dit eget liv. For hvis der er noget, som fylder og føles svært, så er det måske lige præcis der, den gode historie ligger. Måske kan det blive et fantastisk journalistisk projekt.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.