Fem journalistiske projekter fra henholdsvis DR (gange to), Politiken, Information+Danwatch og Berlingske+DR er i spil til at modtage årets Cavling, når den prestigefulde pris uddeles senere i dag.

Som optakt til den store dag har vi bedt en repræsentant for hvert af de fem hold journalister om at dele deres tips og tricks og metoder fra arbejdet med det nominerede projekt.

I dag er det journalist Emilie Ekeberg fra Danwatch, som sammen med Danwatch-kollegerne Charlotte Aagaard og Nikolaj Houmann Mortensen samt Information-journalisterne Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding er nomineret for deres fælles afdækning af, hvordan dansk militært udstyr bliver brugt af Israel.

I artiklerne afslører journalisterne blandt andet, hvordan staten Danmark har tilladt leverancer af militært udstyr til de israelske F-35-kampfly, der kaster bomber over Gaza, i en krig, der ifølge en række eksperter bryder med international lov.

Hvordan fik I idéen til at kaste jer over afdækningen af dansk våbeneksport til Israel?

”På Danwatch begyndte vi at undersøge dansk våbeneksport efter et møde i et fællesskandinavisk netværk helt tilbage i 2019, hvor vi skulle lære om OSINT-metoder (open-source intelligence, red.). Vi besluttede os for at kortlægge, hvad der havde været af våbeneksport fra de skandinaviske lande de sidste 10 år,” fortæller Emilie Ekeberg.

”Jeg vidste godt, at både Norge og Sverige er våbeneksporterende nationer. Men jeg blev faktisk overrasket over, at der også var en betydelig våben- eller militæreksport fra Danmark. Og at den militære eksportkontrol – altså det system, hvor Danmark forpligter sig til at sørge for ikke at eksportere våben, hvis der er en klar risiko for at de kan blive brugt til at begå krigsforbrydelser eller brud på menneskerettighederne eller folkeretten – var hullet som en si.”

”Samtidig med, at vi skrev historier om, hvordan dansk militært udstyr blev brugt i krigen i Yemen, lagde vi mærke til, at Lasse og Sebastian på Information lavede nogle virkelig gode historier om dansk eksport af overvågningsudstyr til diktaturstater. Så da vi senere besluttede os for at kigge nærmere på våbeneksport til Israel og på F-35-programmet, rakte vi ud til dem, og spurgte, om vi ikke skulle se på det sammen.”

Hvad var jeres vigtigste værktøj til at få hul på historien?

”Det har været en blanding af OSINT og en masse aktindsigter. Men det vigtigste værktøj til at få øje på historien var faktisk det israelske militærs profiler på forskellige sociale medier. De deler enormt mange fotos og videoer, hvor man kan se, hvordan militært udstyr bliver brugt – herunder også kampfly med dansk udstyr.”

Hvornår vidste du, at I havde en historie?

”Helt overordnet er historien jo, at Danmark trods anklager om krigsforbrydelse og sågar folkedrab sender militært udstyr til kampfly, der bomber i Gaza. Det har vi blandt andet vist ved, at danske virksomheder – primært Terma – sender komponenter til F35-flyene til USA, som Israel så aftager derfra.”

”Men fordi Gaza ikke har noget luftforsvar, var vi i starten i tvivl om, om Israel overhovedet brugte de her F35-fly, som er de allerdyreste og de allermest højteknologiske, i Gaza. Så da vi første gang kunne se, at de var blevet brugt i bombeangreb i Gaza, og efterhånden kunne konstatere, at de angreb tilsammen havde dræbt 75 børn, der tænkte vi: Okay, vi har en historie.”

”Dengang syntes vi jo, at det var meget store civile tab, at 75 børn var blevet dræbt. Det var tilbage i 2021 og 2022 – altså før 7. oktober 2023. Men siden har det jo skiftet karakter, så det nu er mange tusinde børn, der er dræbt i Gaza. Og derfor har vi selvfølgelig skrevet videre om det.”

Hvilke værktøjer kunne I ikke have lavet historien uden?

”Vi kunne ikke have lavet afdækningen uden de åbne militære kilder. Men det har også været vigtigt, at vi fandt lokale tv-interviews med F35-piloter, hvor de fortalte om deres missioner, fly-nørders skriverier om, hvordan Israel bruger F35, og en masse billed- og videomateriale fra folk på jorden i Gaza.”

”Ved at måle billeder af bombekratere lagt ud på Youtube, kunne vi for eksempel dokumentere, at de her F35-fly har kastet megabomber på næsten et ton over så tætbefolkede områder i Gaza, at det ifølge førende folkeretseksperter i sig selv vil være en krigsforbrydelse, fordi den type bomber ødelægger så stort et område omkring sig, at der uanset hvad vil være store civile tab.”

Hvad har været den største udfordring undervejs?  

”Det har været en udfordring, at vi jo ikke har haft adgang til Gaza på grund af Israels forbud mod internationale journalister i Gazastriben. Det har udfordret formidlingen, fordi det har betydet, at vi ikke har kunnet komme tæt på ofrene og de pårørende for de bombardementer, vi beskriver.”

Hvilket greb har været afgørende til at formidle historien?

”Et vigtigt greb i formidlingen har været at prøve at være enormt nøgterne i vores sprog og virkelig holde os til ’show it, don’t tell it’ i vores beskrivelser. Det har nok gjort nogle af artiklerne lidt tørre og tekniske, men fordi emnet er så politiseret, har vi virkelig vejet hvert et ord og prøvet at bruge et sprog uden for meget patos.”

”De ord, man bruger, tillægges så mange holdninger og hensigter, og der har vi ønsket, at de fakta, vi har afdækket, skulle stå for sig selv. Og alligevel har jeg oplevet, når artiklerne er blevet delt på Facebook, både at blive beskyldt for at være antisemit og for at legitimere folkedrab, på grund af de ord vi bruger om konflikten.”

Hvad har du lært af arbejdet, som kan være et godt råd til kolleger i branchen?

”Jeg har lært meget om vedholdenhed. Lærdommen er virkelig, at du kun lige er startet, når du har bragt den første store afsløring. Derefter skal du følge op og følge op og følge op. For eksempel: Når du får et svar, så søg aktindsigt i, hvordan det svar er udarbejdet, og hvordan dialogen har været.”

”Det har vi heldigvis virkelig fået opbakning til, også når det er blevet lidt nørdet, og vi er meget dybt nede i nogle meget juridiske problemstillinger. Men alligevel har vi virkelig fået lov at blive ved.”