Plan B

I mange år levede Bob af at tegne. Nu arbejder han mest som pædagog: ”Det gør stadig ondt”

De visuelle fag er pressede som aldrig før, og mange spørger sig selv: Hvad er min exit-plan? For bladtegner Bob Katzenelson var det et identitetstab at erkende, at han ikke længere kan leve at tegne

De visuelle fag er under pres. De faste jobs er forsvindende få, AI-løsninger æder sig ind, og freelance-markedet skrumper år for år.

Det får mange fotografer, grafikere og tegnere til at spørge sig selv: Hvad er min exit-plan?

I serien her taler vi med nogle af dem, der enten er i gang med at lægge trædestenene til en ny vej, eller som allerede har taget springet.

I dag skal du møde Bob Katzenelson. Han har er 65 år og har en lang karriere som bladtegner bag sig.

Men da han for fem år siden mistede sin faste aftale med Berlingske, måtte han skrue op for deltidsjobbet som pædagog og erkende, at han ikke længere kunne leve af at tegne.

Plan B: Hvad stiller man op, når ens oprindelige karrierevej sander til, og man pludselig må genopfinde sig selv? I serien her taler vi med folk fra de visuelle fag, der har fundet en ny vej.

Jeg har tegnet siden midten af 80’erne. Allerede dengang fik man jo at vide, at aviserne var i krise, men for mig har det nu været et forrygende job at tegne for dagbladene. Jeg var først på Berlingske, så syv år på Aktuelt, og siden midt i 90’erne har jeg været freelance.

Det sluttede for alvor for fem år siden, hvor Berlingske opsagde sit samarbejde med mig. Siden har jeg ikke tegnet for aviser. Jeg tegner stadig lidt for Grønlandsposten og en del for fagblade, men det kan jeg hverken leve eller dø af – min indtægt er faldet drastisk over de seneste 10-15 år.

Det har været en hård proces at erkende, at jeg ikke længere kan leve af at tegne.
Bob Katzenelson, bladtegner og pædagogmedhjælper 

Vi blev nødt til at sælge huset, og jeg blev skilt, så det har haft store personlige konsekvenser. Faktisk er jeg først ved at rejse mig igen nu. Det har været en hård proces at erkende, at jeg ikke længere kan leve af at tegne, og det gør stadig ondt. Det er jo et stort identitetstab – jeg er formand for Danske Bladtegnere, men jeg laver meget få bladtegninger. Det er en lidt mærkelig situation.

Som deltidsjob har jeg de sidste 10 år undervist autister på en kunstskole i Køge en dag eller to om ugen. Men da jeg ikke kunne få flere timer, fik jeg job som pædagogmedhjælper i en ungdomsklub for unge med fysiske og psykiske handicaps. Mange af dem bruger ble og har intet sprog, så det er en udsat gruppe.

Jeg har selv syv børn, så jeg er jo ret glad for børn og unge mennesker.
Bob Katzenelson, bladtegner og pædagogmedhjælper 

Jeg har 28 timer om ugen i ungdomsklubben, og så kan jeg passe min tegnebutik for resten. Det lægger en bund i økonomien, så jeg ikke behøver at bekymre mig om huslejen. Og så har jeg fundet ud af, at jeg er god til det. Jeg har selv syv børn, så jeg er jo ret glad for børn og unge mennesker og finder stor glæde i at kunne give dem en værdifuld tid.

Jeg elsker stadig at tegne – det vil jeg aldrig holde op med. Derfor er det også fedt, når der stadig er efterspørgsel på mine evner. De seneste år har jeg især brugt krudt på at tage ud til events og lave karikaturtegninger af folk. Jeg har to-tre af den slags jobs om måneden, og det går faktisk stille og roligt fremad.

Nogle gange tager livet et sving, og så må man jo bare prøve at rette ind.
Bob Katzenelson, bladtegner og pædagogmedhjælper 

Havde du præsenteret mig for det her arbejdsliv for 10 år siden, havde jeg grinet af dig. Men nogle gange tager livet et sving, og så må man jo bare prøve at rette ind. Jeg var heldig at have mange fantastiske år som bladtegner, men nu har jeg accepteret, at virkeligheden er en anden.

Jeg holder stadig øje med, om der åbner sig nogle muligheder. Men jeg er ikke så opsøgende, for jeg er faktisk glad for mit arbejde som klubassistent og ikke længere så desperat efter at få tegnerjobs. Det handler også om at bevare sin værdighed. Det er jo hårdt at få afslag og blive valgt fra hele tiden.

 

0 Kommentarer