Foto: Privatfoto (collage: Journalisten)
De visuelle fag er under pres. De faste jobs er forsvindende få, AI-løsninger æder sig ind, og freelance-markedet skrumper år for år.
Det får mange fotografer, grafikere og tegnere til at spørge sig selv: Hvad er min exit-plan?
I serien her taler vi med nogle af dem, der enten er i gang med at lægge trædestenene til en ny vej, eller som allerede har taget springet.
I dag skal du møde 58-årige Pia Seidler. Efter i over 25 år at være gået direkte fra det ene velbetalte grafikerjob til det næste, tyndede hendes opgaver og jobmuligheder pludselig ud.
Så nu skal der ske noget helt nyt i hendes liv.
Jeg var attraktiv, da jeg dimitterede fra Den Grafiske Højskole i 1991. Det var vi faktisk alle sammen dengang – mange af os havde fået job, allerede før vi blev færdige. Vi var den første årgang, som havde siddet med Macintosh på skolen, og nu stod de der computere jo pludselig overalt ude på arbejdspladserne, og ingen kunne finde ud af at bruge dem.
Jeg blev fastansat i bladhuset Bonnier, hvor jeg arbejdede med layout af kampagne- og annoncemateriale. Men efter nogle år ville jeg gerne prøve noget nyt. Jeg søgte ind hos bureauet Eleven Danes, som var blandt de første herhjemme til at arbejde med corporate branding og visuelle identiteter. Senere blev jeg fastansat hos Novo Nordisk, hvor jeg samlet var i syv år.
Det var først i 2010, jeg blev freelance. Nogle år før var der sket nogle store ting i mit liv. Jeg havde mistet min mand og var blevet alene med børnene, og det begyndte at indhente mig. Jeg blev pludselig meget ked af det og måtte tage en pause fra det hele. Så for at finde mine ben igen og få større fleksibilitet i mit liv, valgte jeg at prøve livet som freelance grafisk designer.
Pia Seidler, grafisk designer
Jeg var glad for at arbejde freelance i begyndelsen. Jeg havde opgaver nok – blandt andet for Novo, LO og Frederiksberg Kommune – og jeg sad i et tegnestuefællesskab, så jeg var heller ikke ensom. Der var altid nogen at drikke morgenkaffe og spise frokost med, og jeg havde fleksibilitet og frihed til for eksempel at tage ud på skolen og se, når børnene skulle optræde.
Til gengæld var det ikke så sjovt, når der kom perioder, hvor jeg ikke havde opgaver nok. Og dem kom der flere og flere af. Opgaverne forsvandt simpelthen, og jeg kunne se, at mange omkring mig også havde det svært. De sidste par år frem til 2020 hoppede jeg fra tue til tue og tjente ikke nok til at kunne leve af det.
I 2020 søgte jeg ind på en bacheloruddannelse i Digital Design og Interaktive Teknologi på IT Universitetet. Jeg måtte simpelthen gøre noget for at sikre, at jeg kunne blive i branchen. Tanken var at få koblet hele det digitale på og opgradere mig i, hvordan man arbejder med interaktive designløsninger. Og det var en sejr for mig at gennemføre.
Desværre har min erfaring kombineret med den nye uddannelse bare ikke givet flere jobmuligheder. Jeg tænkte virkelig, at nu klæder jeg mig på til at blive en profil, virksomhederne gerne vil have, men jeg søger og søger og kommer simpelthen bare ikke til samtaler. Jeg tror, det skyldes min alder.
Da jeg opdagede, at det ikke ville lykkes, havde jeg et halvt år, hvor jeg måtte trække stikket. Jeg sygemeldte mig – det var simpelthen for svært. Vi kolleger har jo i mange år talt om, at det grafiske fag er svært at blive gammel i, men når det pludselig rammer en selv, er det alligevel uforståeligt og alt for hårdt at være i.
Pia Seidler, grafisk designer
Jeg mistede min dagpengeret kort tid efter, så lige nu er jeg frit svævende. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg lever af. Jo, jeg lejer min lejlighed ud på Airbnb – det er nok den bedste indtægt, jeg har.
Men nu SKAL der simpelthen ske noget. Derfor har jeg lige søgt optagelse på SOSU-assistent-uddannelsen. Jeg ringede først og spurgte, om jeg kunne få en praktikplads og komme på voksenlærlingeløn. Det kan du godt, sagde hun – så længe du kan tale dansk. Så nu starter jeg til november.
Jeg drømmer om at finde noget, som jeg bliver rigtig glad for. Om jeg kommer til at trives som SOSU-assistent, det aner jeg ærlig talt ikke. Men nu giver jeg det et forsøg, for jeg savner virkelig kolleger, struktur på hverdagen og økonomisk ro. Jeg savner at få lov at yde en indsats og få en indtægt, jeg kan leve af.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det giver mig slet ikke nok til at kunne leve af men jeg synes det er en sjov branche.
Jeg håber selv at jeg på sigt får lov til at kunne leve af det på sigt - sådan at jeg også kan tilbage betale dem jeg skylder penge.
Kig forbi butikken en dag.
Tak for en vedkommende historie.
Min overbevisning er, at mange journalister/grafikere/fotografer, ligesom Pia Seidler, kender til at føle sig koblet af, hvis først alderen er på den anden side af 50, og grunden under fødderne er gyngende uden fastansættelse.
For hvad ER egentlig det mest optimale at gøre i den situation?
At hoppe fra tue til tue, som i længden føles uværdigt? At finde en helt ny uddannelse med løn: SOSU-assistent, dagplejer, fængselsbetjent, etc.?
"Branchen bløder" lød en af åbningsreplikkerne på Fagfestival 2024. Alligevel var der ikke et eneste oplæg på festivalen, der debatterede den massive ledighed og hvorfor ikke?
Mit eget bud er den selvvigtighed og konkurrence, der altid har kendetegnet branchen. Måske fordi mange stadig mener, at det ypperste man kan opnå i medieverdenen, er en vigtig pris eller at fælde en minister.
Derfor er det endnu mere prisværdigt når personer, som Pia Seidler, stiller sig frem velvidende, at mange "kolleger" formentlig vil opleve hendes valg som en absolut nedtur.
Jeg håber, at Journalistforbundet og AJKS vil begynde at fortælle endnu flere historier om branchens blodbad af ledige, og på den måde rive plastret af den danske medieverden, som den ser ud for mange løstansatte/ledige.
Hatten af for dig Pia Seidler, for at turde kaste håndklædet i ringen, selvom jeg er sikker på, at det har været dødsvært, at skulle smide sin faglige stolthed overbord.