Gråzoner, tvivl og et knust hjerte: I 10 år har Eva fulgt ’prinsesserne fra blokken’ på nært hold

Lav revisoraftale. Få bogholder. Overfør dokumenter. Lav fysisk overblik over projekter …

To-do-listen på opslagstavlen over Eva Marie Rødbros skrivebord i det lille kælderkontor på Frederiksberg er lang og – lad os bare være ærlige – virkelig kedelig. Men selv om kalenderen siger september, og overskriften på to-do-listen er ’Sommer’, er de fleste punkter endnu ikke streget ud.

Siden den 43-årige dokumentarinstruktør i august udkom med opfølgeren til sin anmelderroste DR-serie ’Prinsesser fra Blokken’, har hun været nødt til at trykke pause på det meste andet.

”De seneste uger har faktisk været ret voldsomme,” fortæller Eva Marie Rødbro, da vi sætter os ved det lille skrivebord.

”Det er blevet meget mere sårbart at medvirke i film og tv, end det var for bare 10 eller 20 år siden. De sociale medier gør det virkelig voldsomt at komme ud til så mange mennesker, og derfor strækker mit arbejde med at passe på de medvirkende og deres pårørende sig også langt ud over programmets start og slut.”

På det seneste har Eva Marie Rødbro derfor brugt det meste af sin tid på at tale med pressen og med de fire unge kvinder fra den københavnske vestegn, som hun i den nye serie vender tilbage til, otte år efter at de første programmer om dem og deres veninder udkom i 2016.

”Jeg ville ikke have det godt med ikke at vide, om de var okay. Og jeg ville aldrig kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg fuckede det her op, og de ville ønske, at de ikke havde været med,” forklarer hun.

- Foto: Iben Gad

En mavepuster

Da ’Prinsesser fra Blokken’ udkom første gang i 2016, blev serien det mest streamede program nogensinde på DR TV.

Det blev hyldet for sin rå og nuancerede skildring af en gruppe unge piger omkring det københavnske psytrance-miljø på Vestegnen, der skjulte svigt og barndomstraumer bag en rustning af solariebrun hud, lange kunstige øjenvipper, botox-behandlinger, sylespidse negle og hård attitude.

De gik til piratfester med stoffer og dakkedak-musik, sprøjtede sig selv og hinanden med ulovlige solkure og levede et liv på kanten af samfundet. Eva Marie Rødbro fulgte det hele med sit kamera og tilsatte pigernes vilde liv en drømmende æstetik og en punket lydside, der lod seerne flyde med på deres eskapisme.

Væk var de løftede pegefingre og fordømmende blikke, og ifølge anmelderne skubbede serien dermed til selve underklasse-dokumentarens udtryk og gjorde op med en klassisk socialrealistisk dokumentartradition.

Nu har Eva Marie Rødbro igen fået lov at følge fire af pigerne fra dengang – og gensynet rammer som en mavepuster.

Ungdomsboblens eskapisme er afløst af en barsk virkelighed med misbrug, rastløshed og ensomhed. For hvordan bliver man egentlig voksen, når festen for længst er slut, og ingen har lært en hvordan?

Efterskolen i blodet

En spisesal fyldt med hundrede hormonfyldte teenagere og en knugende fornemmelse i maven over ikke at kunne få øje på sin far i mængden.

Sådan husker Eva Marie Rødbro mange af måltiderne i sin barndom på efterskolen i Nordjylland, hvor hun voksede op. Faren var forstander på skolen, moren lærer, og fra første parket var den nærsynede Eva således vidne til det evige teenageliv, der år efter år udspillede sig for øjnene af hende.

”Når man tænker over det, er det jo ret syret at bo midt i sådan en landsby med 100 teenagere, der altid havde samme alder, uanset hvor gammel jeg var. Det var altid det samme, der foregik – det eneste, der ændrede sig, var æstetikken og musikken, de dyrkede,” fortæller Eva Marie Rødbro.

Selv var hun en genert og trodsig hestepige, der ofte flygtede fra efterskolens kaos og ud i stalden. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at efterskolen og forældrenes sociale engagement i de ofte utilpassede unge, som tilbage i 80’erne og 90’erne udgjorde klientellet på mange efterskoler, har sat sig dybt i hendes system.

”Den der efterskole gik bare ind i mit blod. Mine forældre var store pædagoger, og det var en meget idealistisk opvækst, hvor det hele tiden handlede om solidaritet og om at stå op for de svage i samfundet,” siger Eva Marie Rødbro.

I gymnasiet fik hun at vide, at hun burde blive journalist, og hjemme på værelset plastrede hun væggen over sin seng til med billeder, hun klippede ud af magasiner og bøger. Billeder fra gadekampe i fjerne lande, af fascinerende naturfænomener og mennesker i fremmede miljøer.

”Jeg tror faktisk, jeg har været optaget af billeder, siden jeg var teenager. Jeg kunne virkelig spise billeder – især fotojournalistik i gamle Press-blade,” husker hun.

- Foto: Iben Gad

Høj på at klippe

Alligevel var det først, da Eva Marie Rødbro mange år senere fandt filmmediet, at hun fik en følelse af at finde hjem.

Hun læste på det tidspunkt fotografi på kunstakademiet Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og havde brugt flere år på at nørde mørkekammerteknikker og analoge stillbilleder på fotoskolen Fatamorgana og på en kunstskole i Prag.

I mørkekammerets magiske proces havde hun fundet ro, men da verden blev digital, blev Eva Marie Rødbro rådvild.

”Pludselig føltes det ikke længere nok med stillbilleder. Jeg blev helt lost og tænkte; hvad skal jeg så fortælle? Men det ændrede sig virkelig, da jeg begyndte at filme,” fortæller hun.

Hun husker stadig den euforiske følelse af at filme og klippe sin afgangsfilm fra kunstakademiet. Ofte måtte hun rejse sig og gå rundt i lejligheden eller kalde på sin kæreste, hver gang hun havde lavet et nyt klip.

”Når du kommer fra stillfotografi, er det jo et kæmpe sprog, du pludselig har. Du har bevægelser, lyd og dynamik. Det var ligesom at komponere – jeg blev totalt høj af det! Og jeg følte, at jeg var god til det. Det var sjældent for mig at opleve,” husker hun.

Derefter var der ingen vej tilbage; Eva Marie Rødbro søgte ind på Den Danske Filmskole og begyndte i 2011.

Et magnetisk møde

Første gang Eva Marie Rødbro i 2013 mødte pigerne fra Vestegnens boligblokke, der skulle ende med at få så stor betydning for hendes karriere, var midt om natten i en skov uden for Albertslund.

Hun gik på filmskolen og var taget til en af de såkaldte skovfester i psytrance-miljøet. Festerne gik også under navnet ambulance-fester, fordi så mange blev stukket ned eller måtte hentes med ambulance på grund af overdoser.

”Jeg har altid været meget optaget af subkulturer og miljøer, der lukker sig om sig selv,” forklarer Eva Marie Rødbro, der selv har været en del af Ungdomshuset og boet i besatte huse.

”Men i virkeligheden var jeg der nok for at forsøge at forstå en kæreste, jeg havde på det tidspunkt, og som havde været en del af miljøet. Det var ret ulykkelig kærlighed,” griner hun afvæbnende.

Pludselig, mens hun filmer en ung fyr sniffe en bane mdma, løber en helt ung pige igennem framen og siger noget i stil med: ”Ej, er det ægte? Fuck hvor nice!”

Det var den dengang bare 12-årige Simona. Og senere samme nat møder Eva Marie Rødbro igen pigen og hendes veninde.

”Jeg tænkte bare: ’Hvorfor er I her? Hvad er der sket i jeres liv, som har ledt til, at I er her?’ Det hele var så råt. Men samtidig havde vi bare en instant connection – de var magnetiske!” husker Eva Marie Rødbro.

Tiltrækningen gik begge veje, men selv om Eva Marie Rødbro fik pigernes nummer den nat, kontaktede hun dem ikke. Til gengæld så hun optagelserne med dem om og om igen.

”Jeg vidste jo ingenting om dem, men jeg kunne bare mærke allerede der, at det her er så loaded. De piger har oplevet så mange ting. De ved så mange ting, tænkte jeg. Men jeg kunne aldrig bruge materialet – de var jo kun børn, jeg turde ikke have noget med det at gøre.”

Tid og tålmodighed

En af Eva Marie Rødbros grundfilosofier er, at du kun for alvor kan engagere dig i mennesker, der står svagt, hvis du får lov at møde dem som nogen, der også er stærke og kan lære dig noget.

Da hun mødte Simona og hendes veninde, var det netop den følelse, hun fik. Og da hun nogle år senere alligevel kontaktede dem og genså Simona, blev hun bekræftet i sin fornemmelse fra den nat i skoven.

”Hun gik direkte hen og tog mig i hånden, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ’Jeg har tænkt så meget på dig.’ Jeg husker det stadig helt tydeligt. Den der øjenkontakt … følelsen af, at den her person er så ung, men hendes sjæl er så gammel og vis,” forklarer Eva Marie Rødbro
og tilføjer:

”Og siden har vi jo bare brugt enormt meget tid sammen.”

Netop tid er nøglen til at forstå, hvordan Eva Marie Rødbro arbejder og er kommet så tæt på Simona og de andre ’prinsesser fra blokken’.

Hun har ikke tal på, hvor mange timer, uger eller måneder hun i forbindelse med programmerne har tilbragt sammen med pigerne og brugt på at lytte til deres musik, dyrke deres æstetik og opbygge tilliden.

”Det kræver jo, at der er en oprigtig interesse. Og så kræver det tid, tilstedeværelse og tålmodighed – at jeg ikke giver op på dem, selv om de aflyser 80 procent af aftalerne. Og måske også kemi. Det kan godt lyde som en gråzone at tale om kemi, når man snakker om sårbare kilder. Men ærligt; vi er jo bare mennesker,” siger Eva Marie Rødbro.

Er det også blevet venskaber? Vil du betegne det sådan?

”Det er det på en måde, ja. Jeg er jo blevet et livsvidne for dem, og de er blevet en del af grundforskningen i mit arbejde,” siger Eva Marie Rødbro og tilføjer:

”Men jeg har også altid vidst, at hvis jeg ikke stiller mig selv til rådighed som en ressource, så har de heller ikke noget at bruge mig til. Så skrider de bare. Så må jeg dukke op i en federe bil næste gang, eller jeg må have kolde Red Bulls eller cigaretter i tasken. Du kan jo ikke bare komme og bede om ting.”

Stills fra ’Prinsesser fra Blokken’ sæson 1 og 2. Øverst Simona, nederst Karina. Foto: DR

Svære gråzoner

Efter et år, hvor der har været stor virak om, at en af hovedkilderne i den omdiskuterede dokumentar ’Spies og morgenbolledamerne’ fik penge af en tilrettelægger fra produktionsselskabet til at købe en flaske vodka, kan cigaretter og Red
Bulls måske forekomme kontroversielt.

Men Eva Marie Rødbro lægger ikke skjul på, at der er et element af ’noget for noget’ i relationen med ’prinsesserne’, som hun igennem årene har hjulpet med alt muligt.

”Hvis en af dem ikke kunne optage en dag, fordi hun skulle flytte, så har jeg hjulpet med at flytte. Og hvis de har ringet og været på røven eller sultne, har jeg nogle gange lånt dem penge. Simona har jeg lånt masser af penge igennem årene,” siger hun.

I journalistik vil man jo aldrig låne sine kilder penge, og nok heller ikke have cigaretter eller Red Bulls med i tasken til dem. Hvilke tanker gør du dig om det?

”Er det regler, man lærer på journalisthøjskolen?”

Det er i hvert fald principper, man arbejder efter …

”Jeg kommer jo fra en anden tradition. Men jeg er da heller ikke sikker på, at min metode er den bedste. Den måde, jeg arbejder på, er da fuld af svære gråzoner og ting, der kan skride,” siger hun og understreger:

”Men det er jo 100 procent min tid, der er den vigtigste valuta imellem os – også meget mere end penge og Red Bulls.”

En hardcore 2’er

Eva Marie Rødbro kaster et hurtigt blik på telefonen i sartrosa cover på bordet mellem os.

Den har ringet flere gange – næste aftale i hendes kalender presser sig på.

Det er selvsamme telefon, hun har filmet det meste af ’Prinsesser fra Blokken – otte år senere’ med. Faktisk er alle de optagelser, hun selv synes er pænest, filmet på telefonen.

”Det kan grades, så det ser sindssygt godt ud. Og så kan du nemmere komme helt tæt på og være lidt inkognito – også steder, hvor folk ikke bryder sig om, at man kommer med et kamera,” forklarer hun.

På opslagstavlen med den uafsluttede to-do-liste over os hænger også Ekstra Bladets anmeldelse af serien. Under overskriften ”femstjernet fuckup” kalder anmelderen programmet ”uhyre vigtigt tv direkte fra socialklasse 5” og fremhæver Eva Marie Rødbros omsorg og forståelse for relationer som ”det mest rørende ved hele miseren”, fordi den ”fremkalder håb, vilje og styrke hos de hårdt prøvede piger”.

Selv beskriver Eva Marie Rødbro det som ”mega hardcore” at vende tilbage til pigerne. Særligt til Simona, som kæmper med misbrug og gentagne gange i serien bliver indlagt til afrusning efter en overdosis.

”Selv om jeg har haft masser af kontakt med Simona gennem årene, var det alligevel overvældende at tilbringe så meget tid med hende og se, hvor slemt det stod til,” indrømmer hun.

Bliver det indimellem også for meget for dig at komme så tæt på dine medvirkende?

”Ja, helt sikkert. I situationen er det svært at tage vare på sig selv, når man tager så meget vare på andre. Og det har da været superhårdt at være så overvældet og have så knust et hjerte for hende, og samtidig prøve at være professionel,” siger Eva Marie Rødbro.

Hvor første møde med ’prinsesserne’ i 2016 dyrkede eskapismen og virkelighedsflugten, er virkeligheden i den nye sæson anderledes allestedsnærværende. Formsproget er mere råt og nøgent, og stofferne – som i første sæson spøgte som et uudtalt baggrundstæppe – træder nu helt frem på scenen.

Da jeg så anden sæson, kunne jeg ikke undgå at føle, at jeg var blevet lidt forført af første sæson. Kan du forstå, hvad jeg mener?

”Ja, det var da også det, jeg var mest bange for. At folk ville føle sig snydt – som om det første var en løgn, og nu kommer sandheden. Men begge dele er jo sandt,” siger Eva Marie Rødbro og tilføjer:

”Og hvis du var en af dem, som godt kunne lide at være med til festen første gang, så skal du måske spørge dig selv, hvad det er, du bliver skuffet over nu. Det kan jo være, du i virkeligheden bliver skuffet over, at verden ikke er nemmere at bekæmpe. At ens sociale arv og de svigt, man er blevet pådraget i de første kapitler af livet, ikke er nemmere at få bugt med,” siger Eva Marie Rødbro.

- Foto: Iben Gad

- Foto: Iben Gad